Artikler

Et par ord til Dr. Pastor Jacob Christian Lindberg

Eftermæle af H. Jørgensen

En tale holdt til Luthersk folkeoplysning

København 1858

Kære venner

Det er et billede af en af vor Herres Jesu Kristi standhaftige kæmper, jeg ønsker efter min ringe evne at fremstille, da jeg både i mange henseender har stået vor hensovede ven meget nær, og har med deltagelse fulgt hans kamp for Kristi menighed og dens troende; og skønt det er såre vanskeligt, selv for jordiske kunstnere, at træffe alt fuldkomment af menneskets ydre, så er det vistnok endnu vanskellligere at fremstille Åndens liv og gaver, - thi siger apostelen, “hvilket menneske ved, hvad der er i mennesket, uden menneskets Ånd, som er i ham, - så ved og ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd, og hvem han vil det åbenbare! Altså ved hjælp af helligånden, som også er menighedens Ånd, kan det vel lykkes at fremstille et billede af dem, man inderligen har elsket, thi kærligheden giver hertil de skønneste farver.

En sådan man var for mig og såre mange vor elskelige hensovede Lindberg. O! må jeg vel sige med David ved tabet af sin elskelige ven Jonathan - “Din kærlighed var mig vidunderligere end kvinders!” - Det kan vel være vanskeligt nok at blotte hjertets følelser for flere, - men hos alle de, som have een Herre, een tro, een dåb, een Gud og alles Fader - der må jeg dog forudsætte, at der også er kærlighed til alt, hvad der er født af Gud. Som den yngre gerne lever i håbet, så lever sædvanligt den ældre helst i mindet, - og derfor vil jeg stræbe at opfriske dette minde for den yngre slægt i Danmark, at den også må komme til at skønne på, hvad vorherre har skænket os i og ved Lindberg.

Da vor kære pastor Grundtvig i mange år havde bekæmpet den vidtudskælte nationalisme, både med ord og pen, fra bibelstadet, - da var det han i året 1825 fremtrådte i kamp (tekst uklar...........) skrift “katolicismens (tekst uklar...........) , lære og ritus”, med et lille skrift kaldet “kirkens genmæle”, - hvori han på kirke-grunden, og med kirke-ordet, bekæmpede denne rationalist.

Grundvigs djærve udtryk imod Clausen benyttede denne til at indlede en injurie-proces imod Grundtvig, som jo, når sagen tages således, måtte falde ud til Clausens fordel, og Gru ndtvig blev derfor idømt en mulkt og sat under censur. Dette gav den første anledning til at Lindberg fremtrådte på kamppladsen, idet han, tilligemed Asfesfor (ord utydeligt) spandet, udgav et skrift, hvori de underkendte rettens dom, da denne fletingen hensyn havde taget til hovedsagen, som var denne: hvem der havde ret i kristelig og kirkelig henseende, enten Grundtvig eller Clausen - da enhver oplyst kristen jo måtte bifalde, hvad Grundtvig havde skrevet, om end tonen var lidt stræng. - Herfor blev nu Lindberg og spandet dømt til at stå en irettesættelse af general-fistalen, som altså var den første forhånelse, som overgik vor kære Lindberg for hans frimodighed.

En tid derefter udgav Lindberg et større skrift, kaldet: “hvad er kristendom i Danmark?”, men hensyn til flere dengang offentlig fravigende lærere i kristendommens sag. Hans stærke sandhedsforkyndelse skaffede ham nu snart ikke alene de såkaldte lærdes, men også mange blinde ulærdes hån, had og foragt, og han måtte opgive sin plads som adjunkt ved latinskolen.

Senere udgav han en deel skrifter, som alle bekæmpede rationalismen med en mageløs klarhed og kraft. - Den første prædiken, jeg hørte af ham, var i Lyngbye kirke, 1827, og jeg kan endnu mindes, hvorledes det gjorde indtryk på mig, de ord han talede, med hensyn til den mig dyrebare Grundtvig, idet han pegede på, “hvorledes deeltagelse der vistes en gøgler (jeg formoder, at han tog hensyn til den forulykkede linie-danser Roat, som nylig var falden ned og døde), medens den, som kæmpede og offrede sig for Herrens sag, stod ene, fortabt og forhånet,” - thi herpå mærkede jeg den store kærlighed og agtelse, han nærede for vor kære Grundtvig. Iblandt flere rationalister, som han i skrifter bekæmpede, var især Pastor C H Bisby, dengang præst ved Frelsers kirke på Christianshavn. Denne mand skammede sig end ikke ved offentligt på prædikestolen at sige, at “Kristus var født af jordiske forældre, ligesom vi,” - og i en anden prædiken at sige, at “den kristelige tro om en evig fordømmelse, var en formastelig tro.” Herimod udgav Lindberg et skrift og erklærede præsten Bisby for en falsk lærer i den danske statskirke, og beviste at han havde selv den danske lov imod sig, foruden sin embeds ed. Han kaldte Bisbyes yttringer løgnagtige og ugudelige, udtryk som danske lov også bruger om falsk lære, men - Bisby anlagde, ligesom Clausen mod Grundtvig, også en injurieproces imod Lindberg, og, uagtet Lindberg havde både danske lov og embedseden på sin side, og selv førte sin sag, så blev han dog idømt en mulkt af 500 Ro. Den enighed og kærlighed, som i den tid besjælede de troende, bragte snart denne sum tilveje; thi menigheden følte dybt, at det var dens sag, han stred for, og Lindberg udgav nu i et skrift sit forsvar, som han havde ført i retten, og forærede sin venner dette som et minde. - At Lindberg tabte modet til at fortsætte striden, ville vi få at se af det følgende.

I året 1831 begyndte han at udgive sit “månedsskrift for kristendom og historie”, hvori særdeles mange herlige oplysende og opbyggelige stykker og afhandlinger findes både af Grundtvig, Lindberg og flere, som dengang tage del i kirkekampen, og især havde jeg overmåde gavn af Grundtvigs afhandling: “Skal den lutherske reformation fortsættes?”

Samme efterår 1831 begyndte Lindberg i sin bolig på “rolighed” ved kalkbrænderiet at holde forsamlinger, da Grundtvig efter embedets nedlæggelse som capellan ved Frelsers kirke i året 1826, endnu ikke havde begyndt at prædike igen, og det stod således for Lindberg med flere, at en udtrædelse af statskirken var nødvendig, da de, som bestrede den kristne tro, uhindret og højrøstet, forkyndte og udbredte deres falske lære, mens næsten ingen troende præster mere lode sig høre, og mens de som forsvarede kristendommen, blev mulkterede, forhånede og tilsidesatte. Der var nemlig indgivet en ansøgning til Frederik den 6 fra flere hundrede familier og enkelte personer om at erholde Frederiks tyske kirke på Christianshavn, for der at danne en sådan frimenighed med Grundtvig til dansk præst, og Simonsen til tysk præst ved samme. Denne ansøgning blev overgivet kongen af 2 borgere, skomagermester Aborre og Sæbemester Madsen, hvoraf især Aborre fremstillede for kongen med megen kraft og klarhed grundene hvorfor vi ønskede dette, at der var næsten ingen, som forkyndte Guds rene Ord, den kristne tro i statskirkerne. Dette blev imidlertid ikke bifaldet, thi regeringen var endnu ikke komme så vidt, at den kunne indse gavnligheden heraf. I disse forsamlinger talede Lindberg og student Harmsen, og udviklede grundene, hvorfor en adskillelse var nødvendig, under de da bestående forholde. Disse forsamlinger, som vare noget uhørt og useet i de tider, bleve jo i alle blade angrebne med spot og latter, og man udmalede næsten enhver som toge deel deri som karrikaturer, enten med gåsehoveder, eller torskehoveder, eller på anden måde i et blad som da kaldtes “tids ånden,” - og som i sandhed ikke løi sig dette navn til. - Jeg bivånede disse forsamlinger med megen glæde hver gang. Lindberg udgav her en salmebog kaldet “zions harpe”, hvori vi med stor glæde fandt gamle kære salmer, og nyere af Grundtvig. Henad foråret 1832 havde vi endda den store glæde at få Grundtvig 2de gange derud. Den første gang indledede han sin tale med de ord: “saligt det folk, som forstår sig på klangen”, og denne kære røst, som nu i flere år havde været forstummet for os kristne, greb mig vidunderligt. Den anden gang begyndte han med de ord: “Høvids manden sagde til Herren: når jeg siger kom! så kommer han, og nåår jeg siger gak! så går han, og når jeg siger til min tjener, gør det! så gør han det;” og disse anvendte Grundtvig, som Herrens Ord til ham selv, hvorefter han handlede. Vel udtrykte han sig allerførst med, at han tusinde gange hellere ønsket at tale til de forsamlede fra et andet sted, - og hvor hurtigt dette ønske, trods al modstand, gik i opfyldelse, havde vi næst Gud, også vor kære Lindberg at takke for. Grundtvigs venner havde nemlig sammenskudt gaver for at indrette et loft ude ved Frederiks tyske kirke til at han skulle der påny begynde at forkynde evangelium for os, dette ville hans fjender, som jo dengang var mange, forhindre, og de overtalede derfor biskoppen Rasmus Müller, en mand der eller var Grundtvigs ven, og tillige en troende mand, til at fordybe dette (I vore tider ville dette jo slet ikke kunne været forhindret, men vi må betænke, at dengang da religionstvangen endnu var på det højeste, da var dette et usædvanligt særsyn, som man næsten betragtede som et oprør), men den altid uforfærdede Lindberg gik selv op til biskoppen, der blev så forskrækket ved Lindbergs udtalelse, at når han således ville føje de vantro, var han nødt til også at erklære ham for en falsk lærer, - og i sin forskrækkelse spurgte nu biskoppen Lindberg: “hvad skal jeg da gøre?” og Lindberg svarede, at han skulle gå til kongen og bede for dem. Da biskoppen nu forestillede Frederik 6te: “at han ikke kunne komme ud af det med disse mennesker, nu ville de sågar have Grundtvig til at prædike på loftet tætved kirken,” - svarede kongen: “nej, han skal ikke prædike på loftet, så står kirken ved siden af, lad ham så prædike der om eftermiddagen.” Se dette var den overvættes store glæde Grundtvig og vi såsnart og uventet fik, thi her havde vi den glæde så fri som nogen menighed at høre ham i over 7 år, og jeg med flere takkede også personlig Lindberg derfor.

I året 1833 begyndte Lindberg at udgive et ugeblad kaldet “Nordisk kristentidende,” et blad som vi aldrig noksom kan skatte, der har klaret mange forviklede forholde i statskirken, oplyst mange troende om den sande kirke og dens saligheds midler, dåben og nadveren, og har udbredt det klareste lys over dåbs-pagten (troes-bekendelsen) imod alle dens modstandere, og kan til alle tider være gavnlig både for lærde og læge at blive ret bekendt med. Dette blad blev ved at udgå i 8 år og indeholder tillige mange dejlige stykker både af Grundtvig og flere troende præster og lægfolk.

I året 1837 begyndte Lindberg sin bibeloversættelse, som han dog først på grund både af midler og af andre arbejder han påtog sig både i videnskabsfaget med de phøniske mønter, som ingen i hele europa kunne udføre uden ham, og i “foreningen til statsgælds afbetalingen”, som han ofrede megen tid, kraft og omkostninger på i 1841, fik denne oversættelse færdig 20 år efter, som jeg senere skal berøre.

Efter pastor Hasses afrejse som missionær til Smyrna, overtog Lindberg den daværende forsamling, som han forestod og ledede selv uafbrudt, om onsdagen med bibellæsning om søn- og helligdagene med oplysnings og opbyggelses taler og samtaler. Disse vedblev han med indtil han blev kaldt til præst på Falster i Tingsted 1844. Hvad disse forsamlinger virkede til kristelig oplysning og opbyggelse, derom bærer endnu mange kristne levende vidnesbyrd. Han udgav nu en større med megen flid udarbejdet salmebog, kaldet “rosenkæden”, hvori vi finde en velordnet række af bibelsk historiske sange af Grundtvig, og vor Herres Jesu liv og levnet, den kristne tro og menighed, med dåben og nadveren, alt i en klar og kraftig fremstilling. Til denne bog samlede og komponerede jeg flere melodier, da Grundtvigs salmer dengang for største delen var uden nogen coral-melodi, og dette gav anledning til at vi nu har fået langt livsfuldere og lettere melodier, til at synge salmerne på i kirkerne. Tillige forfattede jeg et “amen” som vi dengang brugte i forsamlingerne. For at komme tilbage til slutnings aftenen, som holdtes til hans afskedsminde, vil jeg anføre, hvad jeg forhen hra optegnet derom. Da Grundtvig på sit 50 års fødselsdag 1833 modtog af menigheden en sølvpokal med ducater i, havde jeg ofte efter den tid i mine tanker, at der måtte oprinde en lejlighed til at vi kunne vise en lignende hengivenhed for vor kære Lindberg, der som den standhaftigste ven og medstrider ved Grundtvigs side havde det største kraf på vor kærlighed, fordi han var det redskab Gud havde brugt til at oplyse os mange af Grundtvigs profetiske syner, som vistnok ikke havde klaret sig såsnart og godt for os. Jeg bestilte derfor af de sammenskud jeg havde indsamlet dels i, dels udenfor forsamlingen af Lindbergs venner, en sølv pokal indvendig forgyldt, som vejede 33 lod. Ovenpå låget lod jeg anbringe en løve, som et billede på hans kraft og mod, og denne hvilede på en egekrans, som er troskabens billede, og på siderne af pokalen over indskrifterne, var anbragt et sværd og en oliegren, billeder på strid og fred.

Indskrifterne, som jeg havde den glæde at forfatte, lød således: på den ene side stod:

Jacob Christian Lindberg,

Magister artium

den kristne troes og mengheds forsvarer

tilegnet som en venlig erindring af kristne lægfolk i København 1844

Og på den anden side stod:

Skjøndt ei til Ordets præst du viet var,
Ved Ordets kraft du kirken renset har,
Fra vantro, kjetteri og falskheds-snarer;
Standhaftig trådte du i Grundtvigs kæmpespoer,
Og snart os tolkede den Seers Ord,
Som kirkens grundvold for os åbenbarer;
Som folke-mand,. derfor af kristen-folket,
Et kærligheds bevis dig her er tolket.

------

Pokalen kostede 55 Ro, indskrifterne 5 Ro, et touteral dertil 5 Ro, en blok til fouteralet 2 Ro, en smuk bakke til at sætte samme på 2 Ro, 3 Mk, og overskuddet, som udgjorde 61 specier, blev lagt inden i pokalen.

Nogle gange, som jeg havde forfattet i denne anledning, løde således:

Mel: Hr Peder kasted runer over spange

1.

Endskjøndt vi længe har det ønske næret,
At se dig bedre lykkeskår beskjæret,
Dog ikke uden smerte
Vi slippe dig af favn,
Og vemod i vort hjerte
Vi føle ved dit savn,
Sidste gang har vi kun den glæde,
her at skue dig i vor kjæde -
Sidste gang!

2.

Hvor var en mand, som du, miskendt på jorden,
En mand som du? og dog så elsket vorden,
Af dem, som ret dig kjendte,
Som skønned på din færd.
Vort hjertes tak vi bringe,
Du er den meer end værd!
Tak Guds menighed vil frembære,
Sildigst slægt vil din minde ære,
Sildigst slægt!

3.

Ja, tak for alt, langt mere end vi kan nævne,
For hver en dåd, hvortil Gud gav dig evne!
For kampen for Guds kirke,
For sakramenterne,
Som vi endnu mon eie
Med hans indstiftelse;
For hver sogne-tvang du bekjæmpede,
For hver sekt-lære du nedkæmpede,
Takket vær!

4.

Tak for standhaftigheden indtil enden,
Du viste uden nogen kåbevenden;
For alt, hvad du har klaret
Med ord, såvelsom pen,
Så kirkelyst skinner
På stagen klart igen;
Tak du folke-mand, tak af folket!
Grundtvigs syner du og har tolket
Sole-klart!

Der var trykt 400 eksemplarer af sangen, og afskedsaftenen stode folk, uagtet salen var meget stor, dog langt ude på trappegangen, og endeel af dem, som sædvanligt plejede at komme, havde allerede opholdt sig der flere timer forud. Det var søndagen den 3die marts 1844. Strax ved magisterens komme istemte vi de 4 vers, som er oplæste, og han blev overleveret 2 pragteksemplarer af sangen. Da disse vers vare afsungne, såvel af mig som af mange med et beklemt hjerte, var det mig overdraget at tale først, fordi jeg skulle overrække ham pokalen, og jeg tolkede, som jeg er vis på, både mine og manges følelser som følger:

“Elskelige her Magister!

Jeg har i sangen stræbt at tolke min og den hele danske menigheds tak for al deres kamp og opoffrelse for denne menighed; men jeg har endnu en særegen tak at bringe dem fra dette sted, - fra denne forsamling!

Takket være de, for hvert ord de har talet her, såvel til oplysning over den hellige skrift, såvelsom for hver en oplysning om “den hellige alindelige kirke” og dens salighedsmidler, dåben og nadveren. Takket være de! fordi de her brød isen, så Grundtvigs sangværk kom til at spille på folketoner, der har glædet og frydet såmange hjerter!

Og nu elskelige hr Magister!

Som Grundtvigs trofaste ven og medstrider! Som menighedens standhaftige forkæmper og som folkelighedens ædleste billede! Modtag i denne forsamlings navn vort fælles takoffer! (her overrakte jeg ham pokalen, idet vi eenstemmig afsang en anden af mine sange, der var forfattet således, at vi alle med een mund kunne overlevere ham vor fælles gave.

Således lød sangen:

Mel: Svend Bonved sidder i bure; en melodie, jeg havde fundet til; “lovet være du herre Krist”, som vi meget sang hos Magisteren.

1.

Vi bringe i samdrægtighed
En liden blomst fra dette sted,
Udsprungen af taknemmelighed
For al din store kærlighed.
Modtag vort hjertes gave!

2.

Med løvemod, - Guds pantserstål
Du tømte verdens had i tål,
Gid nu for sorgens bitre stål
Gud skænke glædens fulde mål
I tid og evigheden!

Derpå fremstod Snedker Ivertsen og tolkede i en tale Magisterens virken og kamp for menigheden, og hans liv som åbent for enhver.

Derpå blev følgende af skomagermester Mourizen forfatted sang, som var et farvel til Lindberg fra hans venner, afsungen:

Mel: Vort fødeland er endnu rigt.

Nu åbner sig den lukte dør
Ved Guds og kongens nåde,
Som stærke hænder stænged for,
Såvidt de måtte råbe.
Det slog i vise konges sind,
Og mildelig han byder :
Jeg lukker op - Gå du nu ind,
Forkynd vor Herres dyder.

Først gå nu op i Jesu navn
Og tal med ham, som lejer
Arbejdere til sjæles gavn,
Den gode vingårds ejer!
Og beder du ham om hans Ånd,
Han visselig ej tier;
Mens brødrene pålægge hånd
Og synlig dig indvier.

Så far da ud og drag en dræt
På hjerte-dybets bølger,
Og brug det gamle fisker-net,
Som liv og lyset følger.
Det brugte Peter pinsedag,
Det troens Ord og dåben!
Det stilled´bange hjertes slag,
Skønt bogen ei var åben.

Men før du går, vi takke dig,
For hvad du skrev på blade,
Og for, hvad du så folkelig
Har talt i kongens-gade.
Hav tak for hvert et modigt fjed,
Du gik så tro som nogen!
Ja, tak for al din kærlighed,
Og tak for salme-bogen.

Her så man folk med hjertens lyst
Sig trænge frem i klynge,
At stemme i med klangfuldt bryst,
På Daners viis at synge.
Og mon ei selv Guds engle små
Sig glæde ved toner,
Som svang sig over himlens blå
Om synderes forsoner.

Nu spredes da vort vennelag,
Gud ene ved, hvorlænge,
Vi høre afskedsklokkens slag,
Den slår på hjertets strænge.
Du vandred blandt os elskelig,
Som det en kristen sømmer,
Så vi vil nødig miste dig,
Hvad så end verden dømmer.

Så går du da, og nu farvel!
Farvel med dine kære!
Din udgang vorde brødres held!
Og Gud med eder være!
Og skiller os nu land og strand,
Vort samfund ei vi slippe.
Det over grave strække kan,
Det bygt er på en klippe.

Derefter fremstod skomager Ersgaard og talede både til trøst og opmuntring for magisteren flere herlige steder af skriften, - hvorpå magisteren selv tog ordet, og takkede hjerteligt rørt for al den kærlighed og deltagelse, som der var vist ham, såmeget mere påskønnede han samme, som der så ofte var givet ham bevis på kristne venners deltagelse, men aldrig så samlet, som her på dette sted. Til slutning afsang vi de sidste 2 vers af mine sange:

Mel: Hr Peder kosted runer o.s.v.

Vort hjertes bøn til Gud vi vil opsende,
At hist din menighed dig så må kende,
Og ret at elske lære
Som vi dig elsket har,
Uskrømtet kan vi sige:
Du er os dyrebar.
Sin velsignelse Gud dig give,
Nåde, lykke og fred i live
Ved sin Ånd!

Og nu farvel med Gud vi dig vil sige!
Engang vi samles med dig i hans rige,
Hvor evig lovsang toner
Fra sejrens menighed,
Og Herrens nåde kroner
Hans kæmpers strid, - med fred
Far da vel! vi med suk istemme,
Dybt dit minde vi her vil gemme,
Far med Gud!

Det var i sandhed en fest, som var folkelig i kristelig forstand; blot lægfolk, sjungende om, talende til det kristelige lægfolks kæreste ven! Mindet lever i kær erindring.

Nogle dage efter, da Magisteren var hos mig for at tage afsked, takkede hanmig endnu venligst for al kærlighed til ham, og med dyb smerte skiltes jeg fra ham, og var i flere dage så vemodig, som om jeg havde mistet den for mig kæreste ven.

Efter hans afrejse vexlede jeg endnu breve med ham, fordi jeg tildeels ikke fandt mig tilfreds med de to kandidater, som havde overtaget af føre Ordet i forsamlingen efter Lindberg, da de ikke førte den i den ånd til at fortsætte hans kirkelige oplysninger for os, og beklagede for ham, at vi kun altfor snart følge hans savn, og at jeg mente at ville forlade forsamlingen, menhan gav mig dog det kærligste råd, ij at gøre dette, thi han mente, at jeg dog ved at blive kunne forhindre meget ondt, men ved at gå bort ville ondt kun blive værre. - Tillige gav han mig fuldmagt til at bestyre alt, som han selv, hvad salen, han havde lejet, angik, og at udrede lejen af hvad jeg fik ind, som og for solgte “rosenkæder”.

Straks efter hans tiltrædelse måtte han overtage at ombygge hele præstegården i Tingsted, der var så yderlig forfalden, og herved kom han ikke alene i megen gæld, men hans helbred, der allerede mens han boede her, var svækket meget af gigt, blev derved betydelig værre, så at han endog måtte forrette jordpåkastelsen af liig inde i sin stue.

I kolaratiden 1853 plejede han med egen hånd alle de syge i sit sogn, vågede over dem og magnetiserede dem med sin egen hånd, så at han herved ofte var så afkræftet og endda ikke fik den tilbørlige hvile, at dette så betydeligt svækkede ham, at han led flere år før sin død af blodspytning og var meget svagelig. - Han reddede næst Gud mange fra døden, og menigheden påskønnede også hans opoffrelse ved at forære en kostbar sølv gave.

I begyndelsen af hans sidste leveår, 1857, opnåede vi et længe næret ønske at se bibel-oversættelsen færdig fra hans hånd. I samfulde tyve år havde dette arbejde været, som forhen er anført. Men her er også et sandt mesterværk fuldendt, idet både fjender som venner må indrømme, at ingen med sådan flid og dygtighed har indtil denne dag således oversat den på vort modersmål; og hans navn vil derfor mindes, som Grundtvig også i ligtalen yttrede, tilligemed den her i Danmark. Han sparede ingen flid eller møje på at opspore og gengive alt i folkesproget, så nøjagtig, at ofte forløb en tidlang inden han havde ret kommet efter det folkeligste danske udtryk, og heri var han en sand mester, thi næppe har nogen lærd således indlevet sig i folkets både ydre og indre som han.

Han måtte ofte anstrænge sig ved rejser selv om vinteren herover, da han både var bleven valgt til rigsdagsmand, og senere blev udnævnt til rigsråd, som og fordi han måtte arbejde på sit lærde møntværk, hvortil der da omsider var tilstået ham af regeringen 3000 Ro. til dets udførelse, og dette gjorde at han ønskede at komme til Sjælland, for at være nærmere Staden, hvorfor han kort før sin død blev ansat nordlig i Sjælland i lille Lyngby. Imedens han endnu var uordinet og boede her i Staden, berejste han hele landet, samtalede med alle de troende folk han kom til, deltog i deres forsamlinger, både i Sjælland, Fyn og Jylland, klarede for dem med den ham ejendommelige folkelighed kirkens sande grund, dåbspagten, dåbens og nadverens Ord, som Guds indstiftelser og gerninger, hvorpå hans kirke hviler, og dette har vistnok bidraget meget til, at sektervæsenet dog ikke har fået den fremgang her i landet som det muligt ellers ville have fået.

Og nu hans personlige væsen, ja derom må jeg fatte mig kort, thi enhver kan kende det allerede af det foranførte. Hans hus stod åbent som hans hjerte for enhver. Endskønt han i mange år levede selv af gaver, så delte han ofte disse med andre trængende, så at både han selv og familie havde det meget knapt. Overalt fra landet strømmede folk til ham for at høre råd og finde hjælp både i åndelig og timelig henseende, så at dette således optog hans tid, at han sjælden kom i gang før kl 4 om morgenen, da han måtte anvende natten, der alene stod til hans rådighed, for at fortsætte sine arbejder.

Endskønt han på sandhedens vegne var den stærke løve, var handog i sit væsen det sagtmodigste lam imod enhver som kom i omgang med ham. Han var til hjælp til alle tider. Han var den blindes øje, den haltes fod, og den stummes tunge! Han var den tålmodigste mand man kan tænke sig, og bar både hån, foragt, og tilsidesættelse med den største rolighed. Han kunne med største rolighed lade sig modsige, og dog med klarhed og styrke besejre sine og Herrens modstandere. Han var den nedladende og ydmyge mand, ydmygere end nogen med så udmærkede gaver kunne tænkes, ja måske end han selv vidste. Kort sagt han var alt for alle! - Han blev syg af feber og lå kort tid til sengs i sin nye præstegård i lille Lyngby, og døde natten imellem 10 og 11te December 1957 i sit 61 år. Hans lig blev efter hans venners ønske ført til Frederiksberg kirke, hvor vi tilstedeværende både bare ham ind i kirken, og ud til hans grav. Salmerne vare af Grundtvig, som også holdt en dejlig tale over hans liv og virksomhed i kirken, og pastor Berg talede et par ord om det hjertelige, inderlige forhold han havde stået i til ham; og pastor P. Fenger holdt talen ved graven om den heltedåd som Lindberg havde udvist i kampen for Herrens sag.

Så hvile nu hans støv i fred til opstandelsen, Gud glæde hans sjæl i sit paradis! Amen!

Under hans portrat, hvoraf han for nogle år siden forærede mig nogle stykker, lod jeg sætte følgende linier: Iført Guds rustning og med Luthersk nidkærhed, ved Grundtvigs siden han standhaftig stred;

Med kirke-Ordet, fældte kirkens fjender ned!

H. Jørgensen.

-----------------

Såvidt det er mig muligt, skal jeg her gengive tankegangen i Grundtvigs ligtale over Lindberg.

Verden siger at det er tungt at stå ved deres grave som er yngre end vi, da det er naturligere at de yngre stode ved de ældres, forsåvidt kan verden have ret deri, thi jeg er selv blevet gammel nok til, at jeg har gjort erfaring heraf, især en gang, da dette faldt mig hårdere end ellers; men når vi har troen på Guds Faderkærligheds Ord, da skal vi også føle både trøsten og kraften heraf, som skal overvinde al vor sorg. Når apostelen Paulus efter et liv i nidkærhed og utrættelighed for Herrens menighed, ved sit livs ende siger: “Jeg haver stridt den gode strid, fuldendt løbet og bevaret troen, iøvrigt bier retfærdighedens krone på mig.” - så må vi vel vogte os for, som ofte er sket, at tale stolte ord om nogen eller om os selv, som om vi vare komne såvidt som Paulus; men dette tør vi dog nok sige: at siden Morten Luthers dage, har ingen med mere nidkærhed og udholdenhed stridt for den gode sag, end Jacob Christian Lindberg, både efter tidens og vore vilkår, som Herren altid tager i betragtning og som vi også skulle tage i betragtning. Jeg har nu i over en menneskealder holdt øje med ham, hvoraf han i den halve tid stod meget nær min side, og kan derfor med sandhed sige: ja han har stridt den gode strid, o.s.v. - og fremdeles føjer jo apostelen til: “Herren skal ikke alene give mig retfærdighedens krone, men alle som have elsket hans herligheds åbenbarelse,” og dette er en stor trøst for hele hans menighed. Levede Lindberg end ikke længe nok til at få sit navnkundige verdensberømte værk færdig, så må vi dog glæde os ved, at den hellige skrift blev så ypperlig og vel oversat og færdig fra hans hånd, at hans navn vil blive mindet med den i Danmark; og er det end tungt for hans kære kone og børn, så tidlig at måtte miste ham, så må vi dog mindes, at om end Ånden var fyrig, så var legemet dog alt i længere tid så svageligt, at dette ville have hindret hans ånds virksomhed, så at det er godt at Guds engle nu ligesom ved Lazarus, har båret den trætte pilgrims husvilde sjæl i Guds hånd, ind til sit paradis, til legemets opstandelses dag. - Herpå sluttede Grundtvig med nogle vers, og har senere i kirketidenden leveret os et ypperligt mindedigt over Lindberg.

Link til mig