Artikler

Gammellutheranerne i Jylland - de stærke jyder

FORORD

I "Kirkehistorisk Folkelæsning. Ugeskrift for lutherske Christne" 1870 (Udgivet i København af boghandler N.B.Kousgaard,Vejle) bragtes som fortsat læsning i en række numre 2 artikler om "De stærke Jyder" under overtitlen"Gammel-Lutheranerne i Jylland". Artiklerne var skrevet af Jacob Christian Lindberg og Rasmus Theodor Fenger i henholdsvis 1841 og 1847. De to artikler er særdeles oplysende for De stærke Jyders historie og kamp - specielt som den forløb i Øster Snede sogn. Skildringerne bygger på personlig kontakt og på en række primære kildeskrifter. De er skrevet kort efter begivenhederne og de blev modtaget med stor sympati i de stærke Jyders kreds. Undertegnede har fundet dem så værdifulde, at de hermed genoptrykkes.

Ugeskriftets betegnelse: "Gammel-Lutheranerne" kan muligvis være oprindelsen til den senere betegnelse: "De gammel-stærke". Lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg påstår selv, at han som den første brugte betegnelsen"De stærke Jyder". Med betegnelsen "Gammel-Lutheranerne" karakteriseres De stærke Jyder som ortodoxe lutheranere. Gammel-Lutheranerne var oprindelig en luthersk frikirkedannelse i Tyskland ,grundlagt i 1835 som protest mod unionen mellem den reformerte og lutherske kirke. Blandt sine ivrigste medlemmer talte den Henrik Steffens, der er kendt i Danmark som den mand, der ved sine forelæsninger i København i 1802-4 bragte romantikken til vort land og vakte vor digterkonge Adam Oehlenschlåger. Betegnelsen Gammel-Lutheranere rimer med de stærke Jyders kærlighed til Luther og de gamle bøger.

Forfatterne til de to artikler kæmpede selv for de vaktes ret til at samles i gudelige forsamlinger.

Jac. Chr. Lindberg fødtes i 1797 i Ribe som søn af residerende kapellan ved Ribe Domkirke og sognepræst i Seem Niels Lindberg og dennes hustru Anna Magdalene Jacobsdatter. Faderen var fuldblods rationalist og Jacob Christian begyndt selv sit studium som overbevist rationalist. Fra faderen arvede han sin kæmpeskikkelse og sans for alle småfolksret overfor snæversynede autoriteter. Han var en stor begavelse og duperede alle sine professorer ved kolossale opgivelser til embedseksamen Han opgav f.ex. ikke blot hele det gamle Testamente på hebraisk, men dertil 10 Davidssalmer og et par nytestamentlige breve på syrisk samt dele af 1. Mosebog på koptisk, samaritansk og kaldæisk. Han opnåede da også karakteren "Laudabilis præ ceteris et quidem in primis egregie"- en karakter ,der efter sigende kun er givet 6 gange i Danmark.

Under påvirkning af biskop Mynster og professor J. møller nærmede han sig hurtigt et kirkeligt-ortodox stade, men den mand, der kom til at betyde alt for Lindberg, var N.F.S. Grundtvig. Da Grundtvig i 1825 indledte sin kirkekamp med skriftet" Kirkens genmæle", fik han en trofast kampfælle i Lindberg, der drev kampen langt videre end Grundtvig selv Han kæmpede indædt i tale og skrift mod "vantro" præster og disses forsøg på at afvige fra gældende ritualer og fra deres bundethed til Confessio Augustana.

Lindberg søgte allerede fra 1820'erne ivrigt kontakt med de vakte og hans kamp hindrede meget hans egen kariere. Fra 1831 samlede han forsamlinger i sit hjem "Lille Rolighed"(de såkaldte Kalkbrænderi-forsamlinger) og der var ofte stor trængsel af vakte (der fortælles om forsamlinger med 150 deltagere). Foruden Lindberg talte bl.a. Grundtvig ved disse forsamlinger. Lindberg søgte en tid at få dannet en frimenighed om Grundtvig, men det blev aldrig tilladt. Fra 1833 til 1840 udgav han det betydningsfulde "Den nordiske Kirketidende". Dette skrift afløstes i 1841-42 af ugeskriftet "Dannebrogs". I disse tidsskrifter indgik talrige skildringer af de vaktes kamp rundt om i riget. Om titlen Dannebroge skrev Lindberg i første nummer: "Men hvad det nye Navn angaaer, da har jeg blandt flere, som kunne synes passelige, foretrukket "Dannebroge", der paa eengang minder om Kors-Banneret, hvorunder al kamp for Sandhed i Grunden maa føres, om den skal lykkes, og om Fædrelandet, der helst tonede dette Flag og kjæmpede under dets Skygge, mangen ædel Kamp for Frihed og Fædrene-Arne."

Denne kamp for frihed ligger da også bag nærværende artikel, der første gang fremkom som Dannebroges allerførste artikel. Lindberg havde samlet stoffet på en rejse til de stærke Jyders land, hvor han havde søgt personlige kontakter og især samlet et vældigt materiale om salmebogskampen i Barrit sogn. Artiklen omtaler tillidst en forgæves kamp mod gymnastikken i skolerne. Hertil kan bemærkes, at de stærke fik fritagelse for gymnastik efter endnu to ansøgninger derom.

Først i 1844 fik Lindberg præsteembede ( muligvis på dronningens anbefaling). Selveste Søren Kirkegaard beundrede Lindberg for hans "dialektiske hoved". Hans sidste store geniale arbejde var en ny bibelversættelse, afsluttet i 1853. 1857 døde Lindberg som sognepræst i Lille Lyngby.

Rasmus Theodor Fenger var den ene af et trekløver af præstebrødre, der kæmpede for de vaktes sag. Brødrene Peter Andreas i Slots Bjergby og Johannes Ferdinand i Lynge var begge ivrige medlemmer af det kendte "sydvestsjællandske broderkonvent" i det såkaldte "hellige land". De to holdt forsamlinger i deres præstegårde. Rasmus Theodor fødtes i København 2. nov. 1816 som søn af sognepræst Rasmus Fenger og hustru Martha Helene Meinert. 1843-44 tilbragte han i Rom som lærer for Bertel Thorvaldsens dattersøn. 1853 blev han sognepræst i Aale-Tørring , 1872 i Hyllested. Han var medudgiver af Dansk Kirketidende og skrev især i dette blad talrige artikler. Han stod for udgivelse af en række salmesamlinger og var medlem af udvalget , der udgav det værdifulde 1. tillæg til Roskilde konvents salmebog. Fenger døde 2.febr. 1889.

Det er således 2 venner af de vakte, der har forfattet nærværende artikler om de stærke Jyders kampe.

Tilslut skal bemærkes ,at forsiden viser et glimt af 2 af kampstederne Øster Snede kirke og den ene af de stærkes skolestuers Gammelsole nu mindestue for de stærke Jyder).

Hedensted efteråret 1983.
P. H. Katballe .

GAMMEL-LUTHERANERE I JYLLAND.

DE STÆRKE JYDER.

Rejseminder fra 1841 af Jac. Chr. Lindberg.

De meget usammenhængende Rygter, hvoraf man hidtil kjendte og bedømte "de stærke Jyder", der i Almindelighed sagdes at udgjøre et ganske særeget lille Religionsparti i Landet , bestående mestendeels af rene Fanatikere, opfordrede mig tilved mit sidste Ophold i Jylland, at erkyndige mig nøjere om disse Folks Anskuelser og kirkelige Stilling, og om de borgerlige Forfølgelser, som de i nogle Aar vare udsatte for og havde baaret med en Styrke, der gav Anledning til, at de fik Navnet "De Stærke". Da jeg blev personlig bekendt med flere af dem og kom i Besiddelse af adskillige Dokumenter, som oplyste baade deres Betragtning af det christne Liv og tildeels de Forfølgelser, de havde lidt, og jeg saaledes ser mig istand til at give een i det væsentlige paalidelig Underretning om deres kirkelige Stilling og Forhold og berigtige en Betragtningsmaade af dem, som ikke ualmindelig har dannet sig efter de usikre og forvirrede Rygter, tror jeg ,at det ville være mine Læsere kjært at see en Beretning om dem fra min Haand, om den end ikke i alle Henseender kan være tilfredsstillende ; thi for at den kunde være det , maatte jeg have opholdt mig længere iblandt dem, end Omstændighederne dengang tillod.

"De stærke Jyder" findes i Bjerre, Hatting og Nørrevangs Herreder, navnlig i Raarup, Korning og Østersnerle Sogne, altså Norden og Nordøst for Vejle, forholdsvis i et ringe Antal, og de adskille sig alene fra Troende andre Steder i Landet ved den Fasthed, hvormed og det Omfang hvori de holde paa de ældre Kirke-Læreres Bøger, navnlig paa Luthers og Pontoppidans i Dogmatikken, Kingos i Psalme-Sangen, saa dersom man ville sige, at Pontoppidans Forklaring hos dem havde samme Anseelse som symbolske Bøger ellers havde mellem Fædrene, gjorde man dem ikke egentlig Uret, eller gav i Korthed en uforsvarlig Skildring af dem. Naar man derfor lærer dem nøjere at kjende, maa man troe sig hensat omtrent et helt Aarhundrede tilbage i Tiden, thi som alvorlige christne dengang måtte tænke og handle, saaledes tænke og handle de endnu og det er deres Omsorg for at forplante ikke alene den christne Tro til deres Børn, men ogsaa den christelige Troes Udvikling, som den dengang var uforandret og uforvansket, der ikke alene har givet dem Udseende af at danne et særeget Parti, men foranlediget deres Modstand mod Brugen af nyere Lærebøger og paadraget dem den Forfølgelse fra Øvrighedens Side, hvorunder de i længere tid sukkede i Løn, men som de dog bar med en Taalmodighed, der aftvang selve Øvrigheden Høiagtelse og førte endelig til den Seier, for hvilken de kjæmpede.

Den første offentlige Modstand mod de nye Bøger, som mærkedes paa denne Egn, mødte den evangeliske Psalmebog strax ved Aarhundredets Begyndelse, da Præsten i Nebsager, eller rettere en daværende Capellan Friis, vilde indføre denne i Nebsager og Bjerre sogne. I Nebsager havde kun faa udtrykkelig erklæret sig imod de nye Psalmers Brug, men da der dog var en Meningsforskjellighed iblandt Gaardmændene -det lader nemlig ikke til, at man der har spurgt om Huusmændenes Mening- tog Capellanen først Canselliets Approbation paa Forandringen før han indlod sig paa Forsøget; men da det kom til Virkelighed i Livet sang Velynderne af de gamle Psalmer ligefuldt disse, og efter at Capellanen havde prøvet denne Kamp i otte Søndage og stadig havde fremmed Hjælp - eengang skal han endog have havt "3 Læs Degne" til Understøttelse for den "evangeliske" Psalmebog-maatte han opgive Forsøget, og end denne Dag har Nebsager Sogn bevaret den gamle Psalmebog. Dette skete 1801. Derimod blev den evangeliske Psalmebog ved samme Tid indført i Annexet Bjerre trods Manges Ønske. Denne første stærke Yttring af Nogles Kjærlighed til de gamle Psalmer i Nebsager Sogn havde imidlertid ikke videre Følger; de havde naaet deres Ønske, de bleve ikke draget til Ansvar, som om de havde begaaet noget ulovligt, og i Nabosognene kom det i disse Aar ikke til lignende Kampe. Først ved Aaret 1812 sporer man paa denne Egn (Hatting Herred) en alvorlig Modstand mod Brugen af Balles Lærebog. En Mand fra Ikjær i Raarup Sogn, Mathis Nielsen, fattede først Mistanke til Lærdommens Reenhed i Balles Lærebog; det kom på Tale i en videre Kreds og Flere overbeviste sig om, at den indeholdt nogle uforsvarlige, med den gamle Lærdom uforenelige Sætninger. I Korning (Hatting Herred) tog en Smed ved navn Hans Nielsen to Børn af Skolen paa denne Grund; men da Præsten, Hr.Kjær, føjede sig i at confirmere dem alene efter Luthers Catechismus, syntes hele Vanskeligheden at kunne være hævet; men formodentlig tabte han Taalmodigheden, da en anden Mand, Therkild Pedersen, derpaa tog sine Børn fra Skolen af samme Grund, og saameget viste sig snart, at det ikke var fordi han ansaae deres religieøse Anskuelser for taalelige han havde føiet sig efter dem. I en Skrifte-Tale erklærede han nemlig noget derefter, "at de som Jannes og Jambres stred med den Helligaand og modsatte sig Guds Evangelium." Dette kunne de ikke finde sig i, og de kom udenfor Kirken og Smeden opfordrede Præsten til at sige hvori han stred mod Guds Evangelium.

Da Præsten ikke vilde indlade sig derpaa, men gaae bort, greb Smeden ham ved Armen og sagde, "bie og siig det;" men Præsten råbte, at han ville slaae ham og kaldte Flere af Menigheden til Vidne derpaa. Derover kom Smeden saaledes i Iver, at han spyttede ad Præsten og raabte "fy for en Præst, han er Djævlens Præst. "Det var denne Scene paa Kirkegaarden og egentlig ikke Bøndernes Utilfredshed med Balles Lærebog, der foranledigede retlig Undersøgelse, men Krigen var nu en gang begyndt og Striden om Balles Lærebog blev naturligviis dragen ind under den. Processen kom saaledes ikke til at røre Smeden alene; fem Andre bleve dømte tilligemed ham. Sagen stod paa i 3 Aar, i hvilken Tid deres Børn hverken mødte i Skolen eller ved Præstens Catechisationer. Imidlertid var Forordningen af 1814 om Skolevæsenet, der indfører Mulkter for Skole-Forsømmelser, udkommen, og Følgen af den hele Fortrællelighed blev nu for det Første, at Smeden blev dømt til 1 Aars Tugthusstraf; Jens Iversen, Therkild Pedersen og hans Kone Marie Kathrine,Matthis Iversen og Morten Johansen af Ølsted Mark bleve satte paa Vand og Brød, de to sidste i 10 , de første i 15 Dage; Jens Iversen havde desuden ved Udpantning mistet han egne og hans Kones Klæder, 1 Kakkelovn og 3 Kjedler; man skrev desuden alle Kreaturerne, men de bleve dog ikke solgte. Efterat Smeden havde udstaaet Tugthusstraffen,og Stillingen med Hensyn til Børnenes Skolegang ved hans Hjemkomst endnu var lige den samme, tog han med Therkild Pedersen til Kjøbenhavn for at søge Hjælp hos Kongen selv. Under deres Ophold i Kjøbenhavn talelle Kongens Skriftefader Liebenberg med dem, og da han ikke fandt, at de førte nogen fra Statskirkens symbolske Bøger afvigende Lærdom, blev deres Stilling ogsaa forbedret. Den bestandige Mulktering hørte op . Imidlertid vare de satte i Ban af Præsten, og i samfulde 7 Aar nægtede han dem Nadveren, fordi de absolut vilde have deres Børn underviste i Luthers Cathechismus og Pontoppidans Forklaring over den! Ved en Klage over Præsten for Provst og Biskop blev denne Bansættelse endelig hævet, og da Consistorialraad Bechmann, der selv var af samme Tro, blev Præst i Bjerre Herred i Raarup Sogn, og han ikke havde noget imod at undervise Confirmanterne efter Pontoppidans Forklaring, blev deres Stilling taalelig, da der nu dog var een Præst, som ville confirmere deres Børn.

Endeel Aar senere begyndte lignende Stridigheder i Øster- Snede Sogn i Nørvangs Herred. Modsætningen mellem Gammelt og Nyt mærkede man først her i en Strid med Præsten om den nye Psalmebogs Indførelse i 1817. Præsten og Degnen sang i den nye, en stor Deel af Menigheden i den gamle. Efterat de havde endt den kortere Psalme i den nye Psalmebog, gik Præsten paa Prædikestolen; her ventede han taalmodig til de af Menigheden havde sungen den langt længere Hoved-Psalme til ende; men da de derpaa begyndte at synge den Psalme, hvormed Præsten først skulde gå på Prædikestolen efter den gamle Psalmebog, tabte han Taalmodigheden og forlod baade Prædikestol og Kirke . Næste Søndag var der Altergang. Alt gik til som foregaaende Søndag, men da Præsten havde forladt Kirken ikke alene uden at prædike, men ogsaa uden at forvalte Nadveren, skikkede de ham Bud, om han vilde gjøre sin Embedsgerning , eller om de skulle see sig om en anden Præst. Dette bevægede ham til at komme i Kirken igjen og forvalte Nadverens Sakramente. Denne Strid blev ved til Reformationsfesten 1817; paa denne Dag gav Præsten efter og Menigheden beholdt de gamle Psalmer, og denne Strid havde ikke videre Følger. Men 1830 eller 1831 bemærkede en Bonde, der i Sognet, Mads Andersen i Gammel-Sole, at Thonboes Bibelhistorie, som brugtes i Sognets Skole, indeholdt uchristelige Sætninger, og da han i den Anledning kom i Strid med Præsten, bragtes han ogsaa til at see nøjere paa Balles Lærebog, og han fandt da ogsaa Sætninger i den, som han ikke kunde rime med Christendommen . Denne baade ivrige, velbegavede og efter sin Stand og Stilling noget belæste Mand talede til Flere, og en Deel kom til samme Overbeviisning som han. Følgen heraf blev nu vistnok, at de ingenlunde vilde tillade, at deres Børn bleve underviiste enten efter Thonboes Bibelhistorie eller Balles Lærebog, men fra Skolegangen holdt de dem ikke, men sendte dem bestandig i Skole med en ældre Udgave af Luthers Catechismus og Pontoppidans Forklaring. Skjøndt Børnene på denne Maade ikke kunne siges at forsømme Skolegangen og Forordningen af 1814 forsaavidt ikke kunne anvendes på dette Tilfælde, bleve Forældrene dog mulkterede efter denne Forordning som om deres Børn forsømte Skolen. Mulkterne løb op, Forældrene bleve udpantede og satte paa Vand og Brød, men de bleve stadig ved deres Paastand; det var dem en Samvittighedssag;og naar Præsten undrede sig over denne Paastaaelighed og lastede den Vægt, disse Folk lagde på Valget af Bøger, glemte han , at han ved at tvinge dem til Bøger , som de nu ikke kunde fordrage , i det mindste gjorde sig skyldig i den samme Fejl, som han lastede dem for; thi holdt Præsten og Øvrigheden ikke ligesaa stivt paa Thonboes Bibelhistorie og Balles Lærebog som Bønderne på Pontoppidans Forklaring og Luthers Cathechismus? og gik Præsten ikke endnu langt videre i sin Paastaaelighed, da de kun forlangte Frihed for dem selv, men han fordrede Magt over dem, og anvendte virkelig al den borgerlige Magt, der stod til hans Raadighed.

Bønderne bleve udpantede uden al Skaansel; Klæder, Dyner, Gryder, Kjedler, Køer og Faar bleve dem fratagne; de bleve kastede i Fængsel, i kortere eller længere Tid satte paa Vand og Brød, og det kun fordi de ikke kunde overbeviise sig om, at de nye Bøger indeholdt den gamle lærdom, og de ikke for nogen Priis vilde opgive deres Ret til at forplante den christne Troe, hvortil de regnede hele Pontoppidans dogmatiske Udvikling af Troen uforfalsket til deres Børn. Blandt de Udpantede blev Hans Laursen haardest medtaget; paa Vand og Brød sad Mads Andersen, Niels Johansen, Christopher Nicolaisen og Mads Nielsen i kortere eller længere Tid. Under denne Nød , der var haardest fordi den syntes aldrig at skulle faae Ende, fordi hverken Læg eller Præst tog ug af dem, bleve de dog altid frimodige og i Skrivelser fra dem fra de haardeste Aar 1834-1836, sporer man hverken forknyt Forsagthed eller fortvivlet Overmod; de udtale ganske roligt deres Overbeviisning, at deres Børn undervises efter Bøger, som de ansaae for at indeholde Året Lærdom. En Skrivelse fra ret 1834 ligger for mig , og den lyder saaledes:

SKRIVELSE TIL AMTSSKOLEDIRECTIONEN FOR VEILE AMT

Da vi undertegnede ere advarede, at vore Børn ikke maae komme i Skole med anden Lærdom end Balles Lærebog og den saakaldte Udgave af Luthers Catechismus (X) da tager vi os den underdanigste Frihed at tilmelde Deres høie Amts Skole-Direction, at vi ikke kan antage denne lærdom til vore Børn, da det er en fordømmelig Synd, at gaae mod sin Samvittighed og modtage en Børnelærdom, som ikke er den rene lutherske Lærdom, som vi selv have lært i vor Ungdom; thi denne Udgave er os altfor liden og ringe til at vi skulle antage den for Luthers Catechismus; og Balles Lærebog er altfor stridig baade mod Luther i Lærdomme og Pontoppidans Forklaring og den hellige Skrift til at vi skulde kunne antage den enten som en Hoved-Lærdom for vore Børn eller som en Forklaring over Catechismussen; thi eftersom Luther i Lærdom er den samme som Christi og Pauli, da staaer den saa fast, at Helvedes Porte Intet kan formaae imod den, og vi umulig kan give Slip paa samme (XX) Thi i Balles Lærebog staaer: den almindelige Fordærvelse hos Menneskene bestaaer fornemmelig deri, at de ikke bruge deres Forstand til sund Eftertanke. Det er ikke som Skriften siger: at vor Forstand er formedelst Synden fordærvet, og vi kan ikke udrette noget Godt eller modstaae Fordærvelsen, men Gud maa gjøre det altrammen.


X) "Den saakaldte Udgave af Luthers Catechismus"er Vaisenhuus Udgaven af Catechismen, som Bønderne for dens Kortheds Skyld i Almindelighed ansee for uægte. Udeladelsen af "Sentenserne af Guds Ord" vil vel Alle ansee for uforsvarlig, om end de end veed, at de ikke er samlede af Luther selv, men Bønderne, der ikke kjende Literær-Historien, har holdt dette og flere yngre Tillæg for at være af Luther selv, og man gjorde sig i hine Aar ikke engang den Ulejlighed at oplyse Folket om Grunden hvorfor denne Catechismus var bleven saa kort.

XX ) Af denne Skrivelse er jeg kommet i Besiddelse af to Afskrifter, som ikke ere ganske eenslydende. I den ene staaer der istedet for disse Ord "og vi umuligt kan give Slip paa samme" følgende: "Da kan vi ikke lade os tvinge enten ved Lokkelser eller Trusler fra vor Daabes Pagt, saa sandt vi vil , at Gud ei skal forskyde os fra sin Naade; thi Luthers Lærdom lærer og advarer os imod Djævelens Fristelser, men den nye Lærebog tier ganske stille dermed, ligesom Djævlen ikke var til, eller vilde gjøre os nogen Skade. "Da den ene Afskrift har baade Datum og Underskrifter, har jeg holdt den for den paalideligste og bestemt mig for at aftrykke den .


Der staaer ogsaa i Lærebogen: vi maa tragte efter at vorde Gud lige paa Ny og derfor daglig stræbe at tiltage saavel i Kundskab som i Retskaffenhed, at vi saaledes kunde blive til ny og bedre Mennesker. Dette var reent at forkaste baade Gud og hans Ord og Aand tilligemed de tvende Sakramenter, som ganske fornyer og gjenføder Menneskene foruden sin Stræben efter Kundskab eller Retskaffenhed, som kan være Gud behagelig, men meget mere er det ham en Vederstyggelighed at ville forny sig selv ved Retskaffenhed. Ligeledes staaer der i Lærebogen: vi maa tragte efter at forhvervs os Ære eller Agtelse og Tillid blandt vore Medmennesker. Dette er ikke som Jesus siger: at de som tragte efter Ære hos Menneskene , de have deres Løn borte. Og Johan Arendt siger i sin Bog: Egen Ære, det er et Afald fra Gud, det er Afguderi, det er af Djævelen, den er Guds Ære imod og dens afsagte Fjende, ja den fylder Andres Hjerter med Forgift, den har fældet mange Mennesker og Engler, den berøver Gud sin Ære og fordærver alle gode Gaver; de som søge deres Ære, leve ikke i Christo. Ligeledes staaer der ogsaa i Lærebogen: vi haver ingen Ret til at fordømme noget Menneske for sine urigtige Meningers Skyld, eller fordi de bekjender sig til en anden Religion. Skal vi da kalde enhver Religion lige god, eller hvormed skal vi forsvare den christelige Religion enten for Børn eller Tyende, dersom vi ikke maa fordømme de andre; siger Jesus ikke selv, at hvo som troer og bliver døbt skal blive salig, men hvo som ikke troer, skal fordømmes, og at de som stiger andensteds ind, de ere Tyve.

Nu er det vor underdanigste Begjæring at bønfalde den høie AmtsSkole-Direction om at beholde vores Frihed til at faae vore Børn oplærte i den christelige Børnelærdom, som er reen og uforfalsket, først og fornemmelig Luthers Catechismus og dertil en Forklaring som er reen og overeensstemmende med Guds Ord, og vi ved ikke af nogen bedre at sige end Pontoppidans Forklaring, og da Guds Ord giver os den Frihed at prøve alle Ting og beholde det Bedste, saa haaber vi om Dem at De ere indsatte baade af Gud og Hans Kongelige Majestæt til at forsvare den rene Lærdom , at De lader os beholde vores Frihed i at faae vore Børn oplærte i samme; thi vi forlange ingen anden Frihed end den, som er enhver Christen given i den forhen fattede Symbolum tilligemed den augsburgiske Confession og Danske Lov . Enten nu vore Børn skal lære i Skolen eller hjemme, det staaer til Dem , men fra den rene Lærdom kan vi ikke lade os rokke under Saligheds Forliis, da vi have indgået den Pagt i Daaben for vore Børn , at lade dem oplære i den christelige Børne-Lærdom, som alene grunder sig på Guds forbarmende Naade i Christo formedelst Troen, men ikke i egen Retfærdighed, Dyd og Gjerninger, som den ny Lærebog lærer; thi hvor Guds Ord er borte , der gaar Gud selv Mennesket forbi og forlader ham; eftersom Du har forkastet Herrens Ord,saa haver Herren forkastet dig , l.Sam.15,23.

Paa denne Grund er vi nødsagede til at frasige os den ny Lærebog med al dens Anhang, i den hellige Trefoldigheds Navn, det koste Liv og Gods og hvad Lidelser Herren tilsender os ; thi uden hans Villie kan ikke et Haar røres , skjøndt det er ikke hans behagelige Villie, at Nogen skal forfølges for Sandheds Skyld men han haver dog tilladt, at mange gudfrygtige Mænd, ja han egen Søn er bleven forfulgt indtil det Yderste af Djævlen og hans Medhjælpere.

Øster Snede ,den 20de Februar 1834

MADS CHRISTENSEN, MADS ANDERSEN, CHRISTOPHER NICOLAISEN, LAURS MORTENSEN, CHRISTEN SØRENSEN, KAREN RASMUS-DATTER

Den billige Begæring, at Forældre , som sætte saadan Priis paa Brugen af visse Bøger ved deres Børns Underviisning, Bøger mod hvilke der fra Statskirkens Side Intet kan være at indvende, maatte faae Tilladelse til, i deres egne Huse at faae deres Børn underviste i dem, blev ikke opfyldt; de skulde tvinges til at handle mod deres Overbeviisning.

Af den ovenanførte Skrivelse seer man, hvilke Indvendinger de gjorde mod Balles Lærebog, paa hvilke Grunde de forkastede den, som indeholdende vrang Lærdom, og man vil ikke undre sig over , at den Forkastelses-Dom de havde fældet over Balles Lærebog, snart udstraktes til den høiærværdige Biskop selv. Men dersom man strax havde indrømmet deres billige Begjæring med Hensyn til deres Børns Undervisning, indrømmet hvad Sandhed er , at Balles Lærebog i flere Stykker staaer tilbage for Pontoppidans, skulde det været paafaldende, om de ikke havde ladet sig oplyse om, at deres Indvendinger mod Balles Lærebog oftere træffe ikke denne, men deres Fortolkning af dens Udtryk, at deres egen Talebrug oftere er nok saa ubestemt som den de anke over hos Balle, og trænger ogsaa til at tages i den bedste Mening; nu derimod, da man vilde tvinge deres Samvittighed med Hensyn til deres Børns Underviisning, maatte enhver saadan Tale til dem, om den har været forsøgt, blive uden Frugt og Forfølgelsen maatte avle en bestandig stigende Modbydelighed mod de Bøger, de allerede fra Begyndelsen havde Meget og tildeels med god Grund imod.

Under Forfølgelsen viste de ikke alene en urokkelig Fasthed i at holde deres Børn fra Brugen af hine Bøger, men en stor taalmodighed under de Byrder, man lagde paa dem, skjøndt de visselig vare tunge. Uden Knur saae de sig udpantede; i Fængsel sang de Lovsange til Herrens Priis ."Herrens Villie skee", det var gjerne hvad man hørte af dem ved saadanne Lejligheder. Kun eet Exempel har jeg hørt fortælle paa, at een af dem ved en Udpantning glemte denne Rolighed og mindede en af Udpantnings-Mændene, der mulig har pukket paa gode Gjerningers Fortjenstlighed, om at han havde bedrevet Hoer; dette var en Kone dette overgik, hun blev derfor stævnet og dømt fra sin borgerlige Ære. Engang vilde Udpantnings-Mændene være saa føielige at lade Manden selv bestemme hvad de skulde tage; hvad han helst vilde undvære maatte han flye dem. Nei, svarede han , aldrig skal jeg give Eder Noget, tager I selv hvad I har Magt til. Han gav saaledes efter for Magten, men indrømmede ingenlunde Retmæssigheden af den Fremgangsmaade, der brugtes imod ham.

Under denne vedholdende Forfølgelse begyndte disse Bønder at henvende sig til Majestæten selv med Bøn om Frihed for Mulktering og Udpantning, og de tilbød at holde en seminaristisk dannet Skolelærer til deres Børns Undervisning og ligefuldt svare deres Deel til Sognets Skolevæsen; men øieblikkelig blev deres Stilling dog ikke bedre, De tabte imidlertid ikke Modet, men indgav flere Ansøgninger efter hinanden fra Aaret 1834 af. Een af disse Skrivelser fra Aaret 1835 skal jeg her meddele.

ANSØGNING TIL KONG FREDERIK DEN SJETTE

Da den barmhjertige og miskundelige gode Gud i Himmelen haver af sin store Naade og Godhed givet os sine hellige og saliggjørende Ord og rene Lærdomme baade for os og vore børn, er det vor underdanigste Bøn og Begjæring til Deres Kongelige Majestæt, i den Herres Jesu Christi Navn, at bønfalde Deres K.M. paa det Underdanigste i samme Jesu Navn, at Deres K.M. allernaadigst vilde forskaane os for disse utaalelige Mulkter og Udpantning tilligemed de Straffedomme, som vi behandles og trues med , da vore Børn gaaer i Skolen; thi vi veed ingen Anden at henvende os til end Deres K.M., som er Landets og den christelige Kirkes Fosterfader og Forsvar , om Frihed til at faae vore Børn oplærte og confirmerede med den rette christelige Børne-Lærdom, som vi ved Daaben haver indgaaet for dem, da det er mod vor Samvittighed og en fordømmelig Synd at gaae den imod , saa er det os umuligt at antage den ny Lærdom til vore Børn. Paa denne Grund haaber og troer vi ogsaa om Deres K.M. som vor gode Landets Fader, at de befrier og forskaaner vor Samvittighed for den ny Lærdom og os for disse utaalelige Mulkter. Da vi ingenlunde kan give Slip paa det rene Guds Ord og Børnelærdom, som vi finde det gamle at være en reen og uforfalsket Børne-Lærdom , og vi ere villige til at holde en Seminarist-Skolelærer til vore Børn og tillige en Skole , hvori vore Børn kan blive oplærte i det rene Guds Ord og gamle Lærdom , uden at forlange noget Afdrag fra Hoved-Skolen. Da vi nu ikke troer eller er vidende i, at vores underdanigste Bøn og Begjæring er stridende imod vor Lands Love, saa bede vi da paa det Ydmygste og Underdanigste vor gode Landsfader Deres K.M. at vores Bøn og Begjæring maatte i Guds Navn blive antagen og bønhørt. I lige Maade bede vi paa det Ydmygste og Underdanigste , at Deres K.M. ikke mishages eller fortørnes over vores megen og saa ofte gjentagne Ansøgning, da vi efter vores Samvittighed tilligemed Bibelens rene Ord samt Moses Exempel umuligt kan give Slip paa at anholde , ja bønfalde og bede Deres K. M . - at Deres K.M. for Guds og Jesu Christi Navns Skyld i Naade vilde antage og bønhøre os og vore Børn med Befrielse og Forskaanelse fra den ny Lærdom og disse utaalelige Mulkter. Men skulde det saa være, at Deres K.M. haver med Guds behagelige Villie og Raadførelse besluttet at vi skal lide Forfølgelse og Lidelser for vore Børns og den rene Lærdoms Skyld baade med Legem og Gods, saa vil vi endog takke Gud for en reen Samvittighed heri, da ere vi ogsaa i den hellige Trefoldigheds Navn villige til at tage imod samme, og da beder vi til Gud i Himlen for Jesu Navns Skyld , at vi maa lide som Jesu sande troende Disciplen og Efterfølgere, og ved Enden af al Lidelse indgaae til den evige Herligheds Krone. I lige Maade bede vi til Gud i Himmelen, at han for sin kjære Søns Skyld vilde i Naade og Forbarmelse see ned til vores gode Konge og Landets Fader, Deres K.M. i disse sidste vanskelige og farlige Tider, da Djævelen med Vantro og falske Lærdom søger at indsnige sig. Ja vi ønsker og beder det Samme for Deres Majestæt Dronningen , samt det ganske Kongelige Herskab og Adelskab, samt alle verdslige og geistlige Øvrigheds.- og Embeds-Mænd tilligemed alle Underdanere, som troe til det evige Liv paa den korsfæstede Herre Jesus , at vi alle maatte på Dommens Dag staae kronede for Gud som aandelige Præster og Konger, beklædte med Christi fuldkomne Retfærdighed, og ingen Persons Anseelse skal da finde Sted.

Østersnerle Sogn,den 3die Juli 1835.

MADS ANDERSEN, CHRISTEN JORGENSEN, NIELS JOHANSEN, LAURS MORTENSEN, HANS LAURITSEN, CHRISTOPHER NICOALISEN, CHRISTEN SORENSEN, MADS NIELSEN

Foruden en Række af lignende Skrivelser til Kongen, lykkedes det ogsaa Mads Andersen at faa Audients i Veile hos Kong Frederik den Sjette og mundtlig klage deres Nød for Majestæten, en Lykke, som han maatte sætte saa meget større Priis paa, som man tidligere havde nægte ham Pas til at foretage en Reise til Kjøbenhavn i dette Ærinde. Da Kongen personlig var bleven bekjendt med deres Stilling, bleve de en Tid efter kaldte for Biskop Tage-Muller i Ribe; men skjøndt Biskoppen ingenlunde vilde foretrække Vajsenhuus-Udgaven af Luthers Catechismus for de almindelig brugte her i Landet , eller vilde nægte , at Pontoppidans Forklaring indeholdt den sande christne Tro og uden Tvivl har viist al den Eftergivenhed han meente at kunne, vilde han dog ikke lade Biskop Balles Lærebog uforsvaret, men navnlig overtyde dem om , at naar Ordene i denne toges i den bedste Mening , stred de ikke mod Christendommen ,og denne Forhandling synes derfor snaere at have ført ind paa dogmatiske Undersøgelser, end til det simple Spørgsmaals Besvarelse: hvorfor disse Mænd ikke maatte lade deres Børn undervise hjemme efter Bøger, mod hvis Indhold der fra Statskirkens Side Intet kunde være at indvende, og benytte den Frihed, som Forordningen af 29de Juli 1814 § 18 udtrykkelig indrømmer Forældre.Forhandlingerne førte derfor ikke heller til det forønskede Maal;thi vel standsede Mulkteringerne 3-4 Maaneder, men toge derpaa deres Begyndelse igjen.

Bedre blev Stillingen da en ung Mand, GRAUER, blev Capellan hos Præsten i Øster-Snede. Han fandt nemlig , at det var en utaalelig Fremgangsmaade med denne bestandige Mulktering og han foranledigede, at Skolecommissionen lod være at udpante for en Sum af 130 Rdlr., hvortil Mulkterne da vare opløbne igjen. Dette stod hen en Tid, men Følgen blev , at Øvrigheden paalagde Skole-Commissionen at betale de 130 Rdlr., som den ikke betimelig havde skaffet tilveie ved Udpantning. Dog blev det ikke taget saa strengt med Commissionen; paa indgiven Ansøgning eftergav Cancelliet denne Mulkten, og denne Eftergivenhed opmuntrede Grauer til fremdeles at afværge Udpantningerne , og i denne Henseende skal han have handlet i Overensstemmelse med Hr.Zahle, som da var bleven Provst, og har uden Tvivl havt Ribes høiærværdige Biskops Bifald. Paa denne Maade ophørte Udpantningerne i Anret 1837.

I samme Aar(1837) var deres Tal betydelig forøget paa denne Egn og Brugen af Balles Lærebog og Vajsenhuus-Udgaven af Luthers Catechismus mødte tillige Modstand i Hornstrup, Greis og Hedensted Sogne; de vare ogsaa betænkte paa at henvende sig til Folkeraadet i Viborg, for at formaae dette til at indgaae til Kongen med et Andragende om, at de maatte nyde Samvittigheds-Frihed, og de forventede at finde en Talsmand for deres sag i Assessor (nu Justitsrand) og Herredsfoged P.With; de opsatte ogsaa under 25de Februar 1837 en saadan Skrivelse til Folkeraadet, hvilken har Underskrifter fra Raarup, Korning, Øster-Snede, Greis, Hornstrup og Hedensted Sogneamen indgiven blev den ikke , fordi With fraraadte dem dette Skridt som unyttigt eller uhensigtmæssigt; det var langtfra, at han ikke personlig undte dem denne Samvittigheds Frihed, men at søge den gjennem Stænderne ansaae han , selv Stænder-Deputeret for det Urette og henviste dem til Kongen og det danske Cancellie, hos hvem han ikke ventede de, naar de fik hans anbefalende skrivelse med deres Ansøgningskulde bede forgæves. Nogen Tid gik imidlertid hen , inden de fulgte dette Raad af Hr.With, men da den gamle Consistorialraad Bechmann i Raarup, hos hvem de hidtil havde faaet deres Børn confirmerede , døde, og de nu ikke paa hele Egnen kunde finde en Præst, som vilde bruge de gamle Bøger ved Confirmations-Undervisningen, blev deres Stilling atter saa fortvivlet, at de med Glæde fulgte det givne Raad og tog mod det gjorte Tilbud. Deres Ansøgning til Kongen ledsagede Hr.With efter Løfte med en udførlig Anbefalingsskrivelse, som i flere Henseender er ret mærkelig og meddeles derfor i sin Heelhed.

JUSTITSRAAD WITHS ANBEFALING AF SAMVITTIGHEDSFRIHED x)


x) Justitsraad With har pastegnet den Afskrift, hvorefter Erklæringen er trykt, saaledes: "Saaledes omtrent lyder min Skrivelse til Cancelliet. Jeg havde vel først gjort et Udkast, men ved Reenskriften forandrede jeg adskillige Steder og Udtryk, som jeg efter Hukommelsen her har indført, men jeg kan desaarsag ikke indestaae for, at denne Copi er ordlydende med Originalen; derimod er Meningen uforandret." Afskriften , jeg har til Afbenyttelse , er uden Datum; Dokumentet er uden Tvivl fra 1838. Bøndernes hertil hørende Ansøgning er jeg ikke kommen i Besiddelse af.


For nogen Tid siden blev jeg ved en Deputation fra de strengt Orthodoxe eller saakaldte Opvakte i min Jurisdiction og i Nørrevangs- Tørrild Herreder , anmodet om ved næste Stænderforsamling at antage mig deres Sag ved at indgive et Forslag til en Petition om, at det maatte vorde dem tilladt at faae deres Børn confirmerede ikke efter Balles Lærebog, men efter Pontoppidans Forklaring og Luthers gamle Catechismus. Jeg foreholdt dem at jeg ikke deelte deres religieøse Meninger , at jeg derfor rimeligvis vilde blive en slet Talsmand for dem,og at deres Ønske fremsat gjennem Stænderne , ikke i flere Aar maaske kunde ventes bevilget, og at deres Børn altsaa i lang Tid maatte gaae uconfirmerede og at de derfor gjorde rettest i at indgaae med en Ansøgning til det Kongelige Danske Cancellie, og da de heri vare enige, lovede jeg at fremstille Sagen paa deres Vegne for det høie Collegium.

Af vedlagte tvende Skrivelser vil behageligst erfares deres Anskuelse af deres Stilling i det borgerlige Selskab og deres Ankeposter imod Balles Lærebog . Skjøndt jeg, som sagt , ikke deler deres religieuse Meninger , kan jeg dog ikke andet efter min fulde Overbeviisning, end at raade til al mulig Skaansel mod disse Mennesker: thi jeg hylder Frihed og afskyer al Samvittigheds-Tvang. For rigtig at bedømme mine Clienters ulykkelige Stilling , er det nødvendigt at sætte sig ind i deres Anskuelser. De ansee flere af de i Balles Lærebog fremsatte Sætninger for uchristelige , ja for saa farlige, at de udelukke dem , som antage samme, fra Salighed i hiin Verden, og det er dem derfor vigtigere end Liv og Gods , at deres Børn ikke blive oplærte i en Lære, hvorved de blive fordømte til Helvede. For at undgaa dette , have de holdt deres Børn hjemme fra Skolen (XX Dette gjælder vel om dem af Korning , muligt ogsaa Raarup Sogn; i Øster Snede Sogn, navnlig i Gammel Sole By har de derimod , som ovenfor omtalt , bestandig sendt deres Børn i Skolen, men ere ligefuldt blevne mulkterede som om deres Børn forsømte Skolen.), men derfor ikke forsømt deres Underviisning, ja jeg tør endog paastaae, at de ere bedre underviste i de almindelige Skole videnskaber, end Bønders Børn i Almindelighed. De have med stor Taalmodighed fundet sig i at betale Skolemulkter og uden Knur eller Modstand ladet deres Indbo sælge til Dækning af disse, naar de ei have kunnet betale. Jeg har flere Gange været nødsaget til at sælge deres høist nødvendige Creaturer for Skolemulkter, og aldrig har jeg hørt et haardt Ord fra deres Læber; "Guds Villie skee!" var det eneste de sagde, naar jeg lod Koen trække ud af deres Gaard, for at sælge den. Naar deres Børn havde naaet den Alder, at de skulde confirmeres, sendte de dem over til Raarup Sogn til en Troesforvandt og nu afdøde Consistorialraad Bechmann lod da Børnene sidde med Balles Lærebog for sig x ), men underviste og examinerede dem efter Pontoppidans Forklaring.


x) Jeg tvivler paa, at Hr.With her er rigtig underrettet, eller at Bechmann skulde have lagt noget Dølgsmaal paa, at han brugte Pontoppidans Forklaring ved Confirmations-Undervisningen, hvilket ikke alene vilde klædt en Christen saare ilde i sig selv men maatte i dette Tilfælde endog ansees for taabeligt, da det var velbekjendt hele Landet over, at han benyttede denne Frihed for at læmpe sig efter Forældrenes Ønsker, og det umuligt kunde være ubekjendt for hans gejstlige Foresatte.


Saaledes gik det nogenlunde taaleligt for dem hidtil, men da Bechmann nu er død, og ingen anden Præst vil indlade sig paa den af ham brugte Udvei, ere de bragte til Fortvivlelse. De kan ikke faae deres Børn confirmerede og derved admitterede til den hellige Nadvere uden at Børnene skal læse Balles Lærebog, eller efter deres Mening antage en Lære, der fører dem til Helvede. I begge Tilfælde see de altsaa deres Børns Salighed i Fare og føle sig høilt ulykkelige. De føle med dem selv, at de i alle Henseender ere ligesaa gode og nyttige Statsborgere som de andre Medlemmer af Menigheden, og dette er Sandhed; thi mine Clienter hører ikke til de fanatiske Haugianer, men snaere til Hernhutterne, der ere taalte her i Landet. XX ). De ere tro i deres Arbeide , flittige og sædelige, give sig ikke af med at prædike offentlig, eller at gjøre Proselytter, men dyrker Gud paa deres Viis i Stilhed, og ere omgjængelige og velvillige mod deres Næste; kun taale de ingen Banden og Sværgen, hvilket jo er roesværdigt, ei heller ville de arbeide om Søndagen; men derhos have de flere Gange udviist en Karakterfasthed i dette ene Punkt, som har forbavset mig,og det vilde være Synd at drive dem til det Yderste.


XX) Det vil ikke undre Læserne, at see Hr.With paa Vildspor, naar han her vil bestemme til hvilket større religieøst Parti disse Folk skulde henregnes, og man vil af ham ikke forlange Indsigt i , hvad der skiller de enkelte Partier fra hverandre. Det er imidlertid saa langt fra, at disse Jyder ere Hernhutter, at de just danner en Modsætning til disse, hvorimod de har meget tilfælles med Haugianerne, der deler deres Forkjærlighed for Pontoppidans Forklaring og det er vist, at Hans Nielsen Hauge ved Aarhundredets Begyndelse (1804) just paa denne Egn fremkaldte en religieøs Bevægelse, hvoraf Efter-Virkningerne endnu ere kjendelige. Hvorfra Hr.With iøvrigt har Benævnelsen Fanatiske Haugianer,er mig ubekjendt! formodentlig er det kun tilføiet for at give Sætningen enten Runding eller en Slags Fyldning , uden at tilsigte Nogens Fornærmelse.


Erfarenhed har ogsaa viist, at Strenghed, anvendt for at undertrykke religieøse Meninger netop har virket til det Modsatte. Protestanterne og navnlig de strenge Puritaner og Covenanter i Skotland udholdt Martyrdød med Stolthed, og ved hver Henrettelse forøgedes deres Antal indtil man under Jacob den Anden indførte Indulgentsen. Da Modstanden ophørte, forsvandt snart alle Separatisters Sekter. Var det nu klogt, at lempe sig Noget efter disse Sekters Meninger, uagtet deres Formaal ei var indskrænket til Troen, men iblandet med politiske Hensyn, saa synes mig, at der her langt mindre kan være Grund til at anvende Strenghed da det ene er en TroesSag her omhandler. Vel indser jeg det Vanskelige ved at bevilge Ansøgningen; thi skulle disse have Lov at bruge Pontoppidans Forklaring, maatte Andre kunne forlange Fogtmans Theologie, Andre Kampes Ledetraad og atter Andre Hermans Lærebog, og saa fremdeles og Underviisningen blev derved yderst vanskelig for Præsten og tabte sin Fasthed , og det kan ikke ventes af mig, der ei er Theolog, at sige hvad man i dette Tilfælde burde gjøre. Imidlertid haaber jeg, at det høie Collegium ikke vil ansee det for ubeskeden at af mig, idet jeg fremsender vedlagte Ansøgning underskreven af 41 Mænd, at yttre,at det vist-nok vilde være ønskeligt og fornuftigt, om disse Supplikanter blev givet et trøstende Svar og at det blev dem tilkjendegivet udtrykkeligt, at deres forskjellige Anskuelser af de omhandlede Troes-Lærdomme ikke skulde være til Hinder for deres Børn i at blive confirmerede, naar de for Præsten beviste, at de forøvrigt havde gode Religionskundskaber.

Den Følelse for Næstens Ret til Samvittigheds-Frihed,som ledede Hr. Justitsrand With under Affattelsen af denne Erklæring, kunde saameget mindre forfeile sin Virkning, som Anbefalingen af Skaansel, den indeholder, er af en Mand, der ikke kunde ansees for at være partisk for dem, da han ikke deler disse Bønders religieøse Troe, og det Vidnesbyrd, han giver deres gode Forhold, maatte gjøre sig saa meget mere gjældende, som han allerede dengang i flere Aar havde været deres nærmeste Øvrighed og havt god Leilighed til at lære dem nøie at kjende fra denne Side. Virkningen udeblev ikke heller; Regjeringen tog Sagen under nøiere Overveielse og først i Året 1839 tillodes det dem at lade deres Børn undervise og confirmere efter de Bøger, paa hvilke de satte saa høi Priis Denne Tilladelse meddeeltes ved følgende Cancellie-Skrivelse :

CANCELLIE-SKRIVELSE AF 15de JANUAR 1839

I Anledning af de flere som bekjendt hertil indkomne Begjæringer fra nogle af Øster-Snede Sogns Beboere om at deres Børn maatte fritages for at lære den til almindelig Brug i Skolerne autoriserede af afdøde Biskop Balle udgivne Religions Lærebog og den af Biskop Mynster besørgede Udgave af Luthers lille Catechismus og i lammes Sted bruge Pontoppidans Forklaring og en ældre Udgave af Catechismus, skulde Cancelliet herved tjenstligst tilmelde Hr.Stift-Amtmand og Deres Høiærværdighed forsaavidt der i Deres fælleds Embeds-Distrikt findes Beboere der nære samme Anskuelse, til behagelig Efterretning , at dette Collegium har tilskrevet vedkommende Skole-Direction og Biskoppen , at naar de saakaldte Opvakte ikke ønske at deres Børn deeltage i den offentlige Skole-Underviisning, saaledes som denne er ordnet , staaer det dem frit for, under Iagttagelse af hvad den 18.§ i Anordningen af 29de Juli 1814 for Almueskolevæsenet paa Landet foreskriver, paa anden Maade at drage Omsorg for disses Underviisning, uden at de formenes ved saadan Under - viisning hvad Religions Kundskab angaaer ,at lægge Pontoppidans Forklaring og en ældre Udgave af Luthers Catechismus til Grund , dog at saadanne Børn ved den bemeldte Anordnings 25.§ befalede Overhørelse have at møde i Skolen, for at gjøre Rede for hvad de have lært, og at de, naar de af Skole-Commissionen befindes at have erhvervet de Kundskaber, som ellers udfordres for at et Barn kan udskrives af Skolen, derefter af Præsten man antages til Confirmation, naar de kunne gjøre tilbørlig og fornuftig Rede for den christelige Religions sande Lære, uden at der bliver at tage Hensyn til om saadant skeer med de i den ene eller i den anden af disse Lærebøger brugte Ord.

Efterat Cancelliet har erklæret sig saaledes , er al Vanskelighed for Børnenes Underviisning og Confirmation forsvundet paa denne Egn - men med Hensyn til Skolen har Forholdene ikke ordnet sig eens. I Raarup Sogn har de aldeles taget deres Børn af Skolen og underholde selv en Skolelærer, der giver deres Børn fuldstændig Skole-Underviisning; i Kragelund By i Øster Snede Sogn er samme Indretning nylig truffet; men i Gammel-Sole i samme Sogn deeltage Børnene i Skoleunderviisningen i Regning, Skrivning og Læsning, men nyde Religions-Underviisning udenfor Skolen af Gaardmand Mads Andersen. Saaledes har den i lang Tid forviklede og piinlige Stilling der fremkaldt en Skolegang, hvor Børnene ikke tvinges til at deeltage i Religions-Underviisningen, men hvor denne overlades til Forældrenes egen Omsorg, medens disse, som i Reglen ikke kunne give sig af med deres Børns Underviisning i Skrivning, Regning osv., benytte den Skole, som de alligevel maa underholde.

Denne langvarige Forfølgelse har ikke kunnet blive uden Virkning paa de Familier, der have lidt under den; og den har ogsaa havt sin kjendelige Indflydelse paa dem. I religieøs Henseende kom de virkelig til at danne en særegen nøiere forbunden Kreds, som ikke kunde ansee Andre for deres Fuld-Brødre i Christo end dem, som ganske deelte deres Anskuelser og Lidelser; de stode derfor i disse Aar saagodt som uden al levende Berøring med andre Christne paa deres Egn, og uden nogen egentlig hjertelig Forbindelse med nogen Præst; selv Consistorialraad Bechmann var dem ingenlunde i alle Maader efter Ønske. Efterat Forfølgelsen nu er ophørt er der allerede begyndt en Forbindelse mellem dem og andre Christne paa Egnen, som rimeligviis vil bidrage til at nogle af de skarpe Kanter vil blive afslebne og de efterhaanden faae Øine opladt for en Skilsmisse mellem hvad der er væsentlig for Christendommen og fornøden til Salighed, Barne-Troen nemlig, og hvad der hører til Troens Udvikling, der i de forskellige Menneskealdre ikke kan have een Form eller samme Udseende; men denne Forskjel har hidtil været overseet af dem, og deres Tilbøielighed til at gjøre Alt til Samvittighedssager har berøvet dem den Frihed i Christo, og den Munterhed i Troen, der burde herske iblandt os og som man ellers i større og mindre Grad finder hos opvakte Lægfolk i Landet, og dette foraarsager dem endnu Bekymringer med Hensyn til deres Børns Underviisning, som de ellers skulde være frie for. Hertil regner jeg ikke alene deres Utilbøielighed til at lade deres Børn deeltage i Læse-Øvelser i Bøger, som ikke ere af gudeligt Indhold og fuldkommen rene i Læren efter deres Anskuelser, men især at de ikke uden Samvittigheds Besvær kunne lade dem deltage i Legems-Øvelser (Gymnastik) for at de ikke skulle blive letsindige Mennesker. Denne Sag har været dem saa vigtig, at de allerede har henvendt sig med Bønskrifter om Fritagelse for Gymnastik baade til Kongen og Dronningen, af hvilke efterfølgende Stykke, der giver en klar Forestilling om deres Standpunkt i denne Henseende ,her optages.

ALLERUNDERDANIGST ANSØGNING TIL KONGEN ANGAAENDE GYMNASTIKKEN

Da der for kort Tid siden er given Erklæring fra vores Herreds - Provst, at de Forældre, som selv maa lære deres Børn efter den 18de § i Skoleanordningen for Almueskolevæsenet paa Landet af 29de Juli 1814 i Sammenhold med Cancellieskrivelse af 15de Januar 1839, at Børnene skal øve Gymnastik, da beder vi allerunderdanigst Deres Kongelige Majestæt om Frihed derfor, da det fører megen Letsindighed med sig, og den Grund som ved Guds Ords Underviisning skal plantes i Børnenes Hjerter fra Ungdommen af, bliver ved saadanne Øvelser svækket og nedbrudt, da vi vide af Guds Ord og megen Erfarenhed, at Naturen er af Adams Fald plat fordærvet og syndig , og vi have flere Vidnesbyrd af dem som ere voxne, og som i deres Ungdom have øvet Gymnastik, at de havde større Lyst til dette end til deres Børnelærdom, og da de siden kom i Kongens Tjeneste, var det dem til megen Hinder i at lære Exercits, fordi at dette der paa en ganske anden Maade skulde læres. Og da Hans Kongelige Majestæt efter ovennævnte Cancellieskrivelse af 15de Januar 1839 har forundt os denne Frihed, at lade vore Børn undervise og confirmere efter Pontoppidans Forklaring og en ældre Udgave af Luthers lille Catechismus, da bede vi allerunderdanigst, at Deres Kongelige Majestæt forunder os Frihed for Gymnastik-Øvelse, enten Forældrene selv lære deres Børn hjemme, eller Nogle af os blive enige om , selv at holde en Skole og Skolelærer for vore Børn efter ovennævnte Skoleanordnings 18de og 25de §, som Cancellieskrivelsen henviser til. Nu er det vores underdanigste Bøn og Begjæring , at Deres Kongelige Majestæt i Naade ville bønhøre os, da vi ikke nogensteds finder i Guds Ord, at Gymnastik-Øvelse henhører til vor christelige Børnelærdom, hvorfor vi ikke med god Samvittigheds Fred kan lade vore Børn øve Sligt.

Paa disse foranførte Grunde bede og haabe vi, at Deres Kongelige Majestæt allerunderdanigst forunder os Frihed derfor.

Øster Snede Sogn den 1ste August 1840

Paa egne og de øvrige Opvaktes Bøn og Begjæring af ovennævnte sogn allerunderdanigst

MADS CHRISTENSEN CHRISTEN JØRGENSEN


En Skrivelse af samme Datum og lignende Indhold blev indgiven til Hendes Majestæt Dronningen , undertegnet af Inger Marie Nis Datter og Ane Laurs Datter, ligeledes "paa egne og øvrige Opvaktes Bøn og Begjæring af ovennævnte Sogn". Denne Ansøgning blev ikke bevilget, idet Cancelliet under 19de October 1840 tilskrev Skoledirectionen for Nørvangs og Tørrild Herreder blandt Andet "at der ikke sees nogen Grund til at undtage disse Børn fra de i Placaten af 25de Juni 1828 givne almindelige Bestemmelser om Gymnastik-Underviisningen". Dette Udfald af Sagen har imidlertid ikke forandret deres Tanker om Gymnastikken, thi i en senere Skrivelse af 7de December 1840 erklærede de vel, at det med Hensyn til dette Stykke "faar saa i Guds Navn at have sin Tid", men de forvente, at Majestæten vel vil høre deres Bøn, da de "haaber dog ikke om vor allernaadigste Konge, at han forlanger hvad Guds er. Vore Børn ere Guds og vores, saalænge de ere i deres umyndige Aar og Alder, derimod naar de komme til deres myndige Aar og Alder, og ere duelige til at værne for Land og Rige, da overlade vi dem til Kongen og Regimentets Øvelse,o g deri haaber vi i al Underdanighed vor allernaadigste Konges og Directionens (Amtsskole-Directionens) Bifald".

Endnu har Regjeringen ikke givet noget endeligt Svar paa denne Skrivelse, men da den Gymnastik, som i det Mindste efter de udvortes Mærker at dømme øves i mange Skoler i Jylland, ikke kan bestaae i andet end at gaae paa Kanten af et Brædt og hoppe over en Snor, kan man vel forundre sig over , at Nogle kan have imod, at deres Børn deeltage i saadanne ikke halsbrækkende Øvelser (med mindre man i Øster-Snede Sogn skulde drive dette langt videre), men maa ogsaa forvente, at Regjeringen ikke lægger synderlig Vægt paa slige Ting, men føier sig i, at ogsaa denne Regel har sine Undtagelser, og da disse Folk ingenlunde har noget imod, at deres unge Mandskab øves i Vaaben til Kongens Tjeneste og Fædrelandets Forsvar, og det meget mere forekommer mig, at deres Formand Mads Andersen anseer det for sin Stolthed, at have baaret Vaaben for Konge og Fædreland x ), synes den religieøse Betænkelighed, der rører sig hos disse Folk, ikke at være af nogen for Borgersamfundet og det almindelige Lande-Værn farlig Natur, hvorimod en Nægtelse af saadant Ønske muligt kunde fremkalde langt betænkeligere Skrupler hos disse Folk.

Disse stærke Jyder, eller som de selv kalde sig "de Opvakte" holde bestandig gudelige Forsamlinger i deres egne Huse. De have hidtil ikke let givet nogen Adgang til dem, som ikke i Eet og Alt deelte deres religieøse Anskuelse og stod Last og Brast med dem mod Balles Lærebog , men efter at den vedholdende Mulktering er ophørt , ere de mindre utilbøielige til at indlade sig med andre Troende . I deres Forsamlinger holdes intet frit Foredrag; der bliver bestandig læst, og vel udelukkende af Luthers Prædikener; de afskye ikke alene alle støiende Forlystelser for dem selv, men selv Børnenes Lege holde de for Yttringer af den gamle Adam, der skal dødes; i disse Stykker ere de stive og paastaaelige, men ellers i Livet føielige og omgjængelige Folk.


x ) Jeg slutter dette af en Ytring i en Lykønsknings-Skrivelse af 17de Juni 1840 til Kongen i Anledning af Majestæternes Kroning .


Om man end ikke kan sige , at de ere udbredte udenfor de tre Sogne Raarup, Korning og Øster-Snede, har deres Modstand mod Balles Lærebog dog vakt Opmærksomhed i en langt videre Kreds, og deres Antal, som foretrække Pontoppidans Forklaring for Balles Lærebog er ingenlunde ubetydelig baade i Jylland og Fyen. Paa mange Steder har Præsterne føiet sig efter Folkenes Ønsker, og confirmere deres Børn efter Pontoppidans Forklaring, paa andre have de gjort Indvending og paastaaet, at Cancellie-skrivelsen af 15de Jan. 1839 ikke kunde anvendes i deres Sogne, og man maa altsaa forvente en ny Cancellieskrivelse , der udvider denne Tilladelse udenfor den Kredsfor hvilken den nærmest er given.

Ritual-Forandringen efter det af Biskop Mynster foreslaaede Udkast ville de stærke Jyder, som man let kan slutte, ikke modtage; det var ikke tænkeligt, at de vilde gaae til Alters, hvor den gode Bekjendelse: " Det er Jesu sande Legem", "det er Jesu sande Blod" ikke længer skulde ledsage Brødet og Vinen, eller at de ved Daaben vilde finde det taaleligt, at det stærke Vidnesbyrd om Menneskets Fald og Uværdighed skulde forties for ikke at tale om de gjennemgribende Forandringer, Udkastet har bragt i Forslag. I Ritual-Sagen har de allerede udtalt sig offentlig.

I Politikken ere de Konge-Magten og Statsforfatningen oprigtig hengivne, og ville sikkerlig heller lade Liv og Blod, end see Konge-Magten fravristet Majestæten og overført til en Folke-Repræsentation. Denne Kjærlighed til og Fastholder ved vor Statsforfatning er vel ikke særegen for dem, det er ikke alene de troende Bønder, af hvor forskellig Farve de end ellers ere, der dele den med dem, men overhoved hele vor Bondestand, naar det lægges den paa Sinde, hvad det er for en Forandring, der stiles paa, ja selv den Deel af dem, som har skrevet Petitioner under om Indskrænkning i Kongens Magt , nærer I almindelighed den samme Følelse; men hos de "stærke Jyder" er den dog kjendelig fremtrædende , og dersom man skulde ønske de Radikale helbredede for den Grille, at det er i Folkets Navn de forlange Kongens Magt indskrænket , da maatte man ønske dem et længere ophold mellem de stærke Jyder, som sikkert kunde bringe dem ud af den Vildfarelse, hvori de daglig leve og skrive.

Kjøbenhavn , 1841 .

JAC. CHR. LINDBERG.

Link til mig