Artikler

UDSIGT OVER VORE DANSKE BIBELOVERSÆTTELSERS HISTORIE.

VED
C. J. BRANDT.

Uddrag af dette hæfte

2. Lindbergs Bibeloversættelse. (1836.)

Større Opmærksomhed vakte det, da Mag. J. Kr. Lindberg ved Reformationens Jubelaar 1836 anmeldte og Aaret efter begyndte at udgive en ny Oversættelse af hele Bibelen. Dette Foretagende hilstes med oprigtig Glæde af hans Vennekreds, men denne var just ikke meget stor.

Lindberg havde fra ung af særlig lagt sig efter de orientalske Sprog og vundet saa godt et Navn paa dette Omraade, at ingen tvivlede om, han maatte være Professor Æmnet, naar Pladsen blev ledig ved Universitetet, men 1825 brød Kirkekampen løs, og da den unge Adjunkt ved Metropolitanskolen med sin skarpe Pen og sin sønderlemmende Kritik saa afgjort stillede sig paa Grundtvigs Side, blev han en Umulighed som kgl. Embedsmand.

Som Privatmand fortsatte han sin literære Polemik og sad i en stor Virksomhed som trofast Ven og Vejleder for „de opvakte” trindt omkring i Landet, der paa adskillige Steder var Genstand for Embedsstandens Forfølgelse.

Men derfor glemte Lindberg ikke sit Yndlingsstudium eller de Sidegrene, som kunde knyttes dertil, og den modne Frugt af hans Flid blev Oversættelsen af det Gamle Testamente. Det var hans Plan at udgive hele Bibelen med udførlige Anmærkninger og Oplysninger, og der er ingen Tvivl om, at det rige Lærddomsfond, der stod til hans Raadighed, vilde have givet disse en ganske særdeles Betydning. Saa vidt naaede han imidlertid ikke.

Det Gamle Testamente fik han fuldført (1837-1853) og senere fulgte ogsaa det Ny (1856), men paa en Tid, da hans Kræfter begyndte at svækkes. Anmærkningerne og Oplysningerne udeblev desto værre.

Denne Oversættelse, som var tilegnet „Herrens nidkære Tjener Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Ordets frivillige Forkynder, Aandens Ypperstepræst i Norden, og med ham alle mine Trosbrødre af den danske Tunge”, blev modtaget med Tak i de kristelige Kredse, der ikke var bange for Lindbergs Navn, saa at Sønnen, Niels Lindberg, allerede 1866 maatte besørge en ny Udgave.

Efterhaanden vandt denne Oversættelse ogsaa større og større Anerkendelse i videre Kredse, og en lærd Orientalist udtalte (1858) „at dette Værk vel lader en Del i Nøjagtighed tilbage at ønske, men at det dog, hvad Stilens Kraft og Livlighed angaar, er for Øjeblikket den bedste danske Bibeloversættelse, der vistnok vil bidrage meget til den hellige Skrifts Udbredelse som Folkebog, og i al Fald fortjener at lægges til Grund og i mange Henseender tages til Mønster for en mulig tilkommende Oversættelse”.28)

Men Lindbergs Pen var kommen altfor stærkt paa Kant med, hvad der var gængse og gældende i Statskirken og den literære Verden, til at den ikke skulde ægge Kritiken, og denne havde heller ikke vanskeligt ved at finde forskellige Særheder i Stilen, som den kunde kaste sig over, f. E. den berømte „Rødgrød", for hvilken Esav solgte sin Førstefødselsret.

Men man følte ogsaa Trang til med mere positive Skridt at svække den ny Oversættelses Betydning. Den livlige Biskop, Nik. Faber, i Odense foreslog saaledes Regeringen at lade foranstalte en ny Oversættelse af det Gamle Testamente, der skulde udgaa fra hele den danske Gejstlighed, saaledes at det blev delt i visse Afsnit, og hvert Stifts Præsteskab fik sin Del at bearbejde. Forslaget var noget vindigt, og blev da ogsaa til Vind.

Ligeledes stod det vist ogsaa i umiddelbar Forbindelse med at Lindberg bebudede sin Oversættelse, da det teologiske Fakultet indgav et Andragende til Regeringen, hvori Hohlenberg og Engelstoft tilbød at besørge en revideret Oversættelse af det Gamle Testamente, og 1837 blev der ogsaa i det Øjemed nedsat en Kommission, som bestod af Biskop Mynster og de fire teologiske Professorer, foruden de to ovennævnte, tillige H. N. Clausen og C. E. Scharling.

Fra dette hæfte. PDF

Link til mig