Bibelen

Fortale til andet oplag

Da jeg for 20 Aar siden begyndte Trykningen af min ifjor sluttede Bibeloversættelse, var det ikke alene min Tanke, at optage de "apokryfiske Bøger i det gamle Testamente" men endog i en større Udstrækning, end vi hidtil har haft dem i vore danske Bibler; men inden jeg naaede saavidt med Arbejdet, opgav jeg denne Plan, og ønsker at benytte nærværende Lejlighed til at underrette mine Trosbrødre om Grunden dertil. Denne ligger ingenlunde deri, at jeg har forandret mine Tanker om disse Bøgers Betydning som Oldskrifter af stor Vigtighed, baade i historisk og sproglig Henseende, men deri, at det blev mig mere og mere klart, at vi i vore Bibler kun skulde have de Bøger, som havde Vidnesbyrd af alle Hovedmenigheder, og at de øvrige saakaldte apokryfiske Skrifter i det Højeste kunne betragtes som Tillægsbøger og ikke som Dele af den Hellige Skrift, der udelukkende maa være Gruben, hvorfra Stenene skal tages til at opføre en forsvarlig Lærebygning paa den kristne Tro som Grundlag. Mulig vil nogen bemærke herved, at jeg i Oversættelsen af det nye Testamente af samme Grund burde have udeladt de Skrifter, som ikke have almindelig Anerkjendelse som apostoliske; f. Er. Jakobs Brev. Men Forholdet er dog ikke ganske det samme; thi skjøndt disse Skrifter har mødt Modsigelse as Mænd og Kirkesogne af stor Vægt, og i en Tid, da Spørgsmaalet om, hvilke Bøger der skulde regnes med til det nye Testamente, havde en ganske anden Betydning, end naar det fremsættes i vore Dage, saa har dog alle Hovedmenigheder beholdt dem, hvilket ikke er Tilfældet, hvad de apokryflske Bøger i det gamle Testamente angaaer; og Forholdet vilde først været det samme, naar f. Ex. Luther, efterat have afsagt sin afgjørende Forkastelsesdom over Jakobs Brev, havde ndeladt det i sin Bibeloversættelse, og den tydske Menighed havde fulgt ham i dette Stykke. Denne Betragtning er ogsaa Grunden til, at jeg, hvis jeg vilde fulgt mit personlige Skjøn, maatte have optaget "Visdommens Bog", fordi jeg anseer den for salomonisk; jeg formener nemlig, at det personlige Skjøn ikke maa være afgjørende ved et Spørgsmaal af denne Natur, men dets Besvarelse alene bero paa Hovedmenighedernes samstemmende Vidnesbyrd.

Det vil sandsynligvis synes mange Læsere fremmed og uforklarligt, at jeg i Oversættelsen as det nye Testamente har brugt Udtrykket "Dæmner", hvor vi i vore andre Oversættelser har "Djævle". Denne Forandring maatte jeg imidlertid anse for uundgaaelig nødvendig, saaledes at "Djævlene" kom bort paa alle disse Steder i den Hellige Skrift, hvor vanskeligt det endog kunde være, at faa et dansk Ord istedet derfor, som betegnede, hvad Skriften udtrykker. Der er nemlig intet Sted i Skriften Tale om "Djævle", men altid om "Djævelen" og om "onde, urene Aander" og de kaldes "Dæmner" med en dansk Form af det græske Ord "Dæmoner". Da jeg har overbevist mig om, at Ordet "Dæmen" endnu bruges i Folkemunde i Rigets forskjelligste Egne, skjøndt de, der bruge det, vel i Almindelighed ikke kan gjøre Rede for, hvad de sige, har jeg benyttet dette Ord allevegne i det nye Testamente, hvor Grundtexten betegner "de onde, urene Aander, de faldne Engle, Djævelens Anhang", med dette særegne Navn, og hvor det ikke ligefrem forstaaes af Sammenhængen, at det er disse Væsener, der kaldes saaledes, har jeg i Overskriften over det enkelte Afsnit erindret derom.

Det nærværende Oplag er ikkun et nyt fremskridende Optryk af den første Tredjedel af Bibeloversættelsen, der tildels er udfolgt, medens Aftryk haves af de senest udgivne Dele. Det er derfor i alt Væsentligt ordlydende med første Oplag; kun ligefremme Feil, jeg har bemærket, ere rettede, og Retskrivningen bragt i nogen større Ensformighed, end der findes i det første Oplag.

Det Bifald, som denne Bibeloversættelse har vundet hos Mænd og i Kredse, jeg sætter den højeste Pris paa, har været mig meget opmuntrende til altid at fortsætte de herhen hørende Grandskninger, om Herren maatte forunde mig Aars og Kræfter til at faa mine "oplysende Anmærkninger til Biblen" fuldførte efter den oprindelige Plan.

Lyndby Præstegaard 1857.
Jac. Chr. Lindderg.