Bibelen

Fortale til første oplag

Siden den Hellige Skrift første Gang udkom paa vort Modersmaal, er den ikke alene mange Gange bleven trykt igjen, men baade bleven oversat fra Ny af og "flittig gjennemseet og rettet efter Grundtexten". Imidlertid er det langt fra, at den danske Bibel, i det Hele taget, vandt ved disse Arbejder; tværtimod tabte den øjensynlig mere og mere i Folkelighed, Livlighed og Forstaaelighed, jo omhyggeligere man stræbte at gjengive Grundtexten Ord for Ord, uden at tage tilbørlig Hensyn til vort Modersmaal, eller alvorlig spørge sig selv, om Folk af den danske Tunge virkelig kunde tiltales af en saadan Oversættelse. Naar vi derfor undtage Enkeltheder, hvori virkelige Forbedringer unægtelig ere foretagne, enes Kjendere nu let om, at Kong Christian den Tredjes Bibel, som Sjællands første Biskop efter Reformationen, Dr. Peder Plade, oversatte med nogle lærde Mænds Hjælp efter Luther, endnu indtil denne Dag er den bedste danske Bibel. Under saadanne Omstændigheder er det naturligt, at Trangen til en ny Oversættelse af den Hellige Skrift maa føles almindelig; thi at vi nu burde have en Bibeloversættelse, der, uden at opofre den førstes Livlighed og Danskhed, kom Grundtexten nærmere end hin, som saae Lyset for trehundrede Aar siden, da der savnedes mangfoldige Oplysninger, som kunde gjøre en Bibeloversætter Nytte, og som nu ere for Haanden, tvivler ingen om.

Da denne Trang til en ny Oversættelse af den Hellige Skrift hverken var mig uvitterlig, og jeg heller ikke tvivlede om, at den vilde blive afhjulpen, fordi jeg veed, at Herren nægter os intet, som vi trænge til og bede ham om, maatte det falde mig naturligt at spørge, hvem der skulde være Manden, som Herren havde udseet til denne Gjerning; og da jeg spurgte saaledes, blev det mig efterhaanden mere og mere klart, at det maatte blive mig selv, der skulde forsøge at afhjælpe denne Trang, om Herren vilde give sin Naade og sin Aands Bistand til, at det i det Mindste maatte blive til nogen sand Nytte og Velsignelse, indtil et fuldkomnere Arbejde kunde komme fra en Dygtigeres Haand.

I Tillid til den Herre, som hidtil har hjnlpet sig selv og os, som tro paa ham, lagde jeg da Haand paa Værket, og da jeg indbød mine Medkristne i Danmark og Norge til at fremme Udgaven af et Værk af saa betydeligt Omfang, fandt jeg i den Beredvillighed, hvormed mange mødte mig, et nyt Vidnesbyrd om, at det var Herrens Villie, at dette Arbejde skulde faa Fremgang. Derfor overgiver jeg nu mine Landsmænd det første Hefte af Værket, og Fortsættelsen skal, om Gud vil, følge overensstemmende med mit offenlig givne Løfte i min "Indbydelse til Kristne i Danmark og Norge".

Hvorvidt dette mit Arbejde vil tilfredsstille de Fordringer, man nu vil gjøre til en dansk Bibeloversættelse, eller svare til de Forventninger, man har gjort sig om det, og hvorvidt det saaledes maa ansees for at være lykket eller ikke, derom hører Dommen naturligvis ikke mig til, og jeg maa indskrænke mig til at gjøre opmærksom paa de Fordringer, som jeg selv vilde gjøre til den, som tog sig paa at oversætte Biblen paa Dansk, og som jeg derfor ogsaa flittig har foreholdt mig selv.

Den første og vigtigste Fordring er den, at de hellige Skrifter læses og oversættes i den samme Aand, hvori de ere skrevne. Enhver Bog, som man skal oversætte, maa man først selv forstaa; men gjælder dette om enhver Bog, da gjælder det ingenlunde i ringere Grad om den, som med Rette er kaldet "Biblen", det er Bogen over alle Bøger. Men til at forstaa en Bog hører først og fremmest, at man læser den i den samme Aand, hvori den er skreven; kan man ikke det, da forstaaes den ikke, men bliver enten misforstaaet eller aldeles mørk og dunkel. Da de hellige Skribenter nu skreve, drevne af den Helligaand, da det var ham, de tjente, ham, hvis Røst de lyttede efter, og hvis levende Ord de nedskreve i døde Bogstavtegn, kan de heller aldrig forstaaes undtagen i og ved den samme Helligaand. Lad dem være nok saa høje, alle de Aander, som gjælde for store i Verden, de fatte dog ikke af sig selv, hvad der hører til Guds Rige; kun den Helligaand kjender og ransager disse Ting. Oversætteren maa derfor have Aand tilfælles med de hellige Forfattere, være i aandeligt Samfund med dem, hvis Oversættelsen skal kunne lykkes. Men den Helligaand er ikke nægtet, men skjænket os i Daaben, og ved Troen bliver han vores, som vi hans; men fordi Troen er svag og Aandens Herredømme derefter, vil dog meget falde os mørkt og dunkelt i den Hellige Skrift, og Klarheden vindes kun efterhaanden, som Herrens Liv udfolder sig i Menigheden.

Dette var da den første Fordring og tillige den vigtigste til Bibeloversætteren, men den anden er denne, at han skal forstaa Grundsprogene, hvoraf han skal oversætte. Umiddelbart forstaa vi ikke mere de fremmede Sprog ved Aandens Naadegave; ad den døde Bogvej lære vi dem, og naar vi har lært, hvad vi nu kalde godt Hebræisk og Græsk, er der dog saa meget tilbage, som falder os snart dunkelt snart usikkert. Ogsaa i denne Henseende gjælder det i høj Grad om aandeligt Samfund med de hellige Skribenter; thi den Helligaand tog ved dem Sprogene i sin Tjeneste, og Ordenes aandelige Betydning fattes ikkun ved Aanden.

Den tredje Fordring til Bibeloversætteren er den, at han skal have sit Modersmaal i sin Magt, saa han paa ret Dansk kan sige, hvad han har at sige, udtrykke, hvad han vil udtrykke. Men idet det er en nødvendig Egenskab hos enhver god dansk Skribent, kommer det for Bibetoversætteren i Særdeleshed an paa, at han kan bruge Sproget ret i Aandens Tjeneste og ikke forvexler og forvirrer de aandelige Udtryk. En Bibeloversætter, som havde de tre Egenskaber: for hvem den Helligaand fuldkommelig lyste, som forstod Grundsprogene til Gavns og havde sit Modersmaal ret i sin Magt, vilde være en fuldkommen Bibeloversætter; men idet jeg selv bedst veed, hvor langt det er fra, at jeg besidder disse Egenskaber som det sig burde, eller kan levere en fuldkommen Bibeloversættelse, haaber jeg dog, at noget skal vindes ved mit Arbejde, og at min Oversættelses Værd med Billighed vil blive bedømt efter den Grad, hvori den i Sammenligning med andre danske Bibler nærmer sig Fuldkommenhed, den Grad, hvori jeg har gjort Hovedfordringerne til en god Oversættelse Fyldest.

Saameget jeg endog kunde fristes til, strar at gjøre mine Læsere Rede for Enkelthederne i min Bibeloversættelse, hvori de vil sinde den tildels betydelig forskjellig fra de sædvanlige danske Bibler, forbyder dog en Fortales Omfang at begynde derpaa. I anden Del, som skal indeholde Anmærkningerne, vil jeg ved de betydeligste Steder anføre Grundene til Forskjelligheden, som for det meste ligger i Forstaaelsen af den hebraiske og græske Text, ofte i Valget af et dansk eller rettere dansk Udtryk eller Sprogvending; og endelig deri, at jeg ikke vilde revidere en ældre Bibeloversættelse, men give en ny, en virkelig Oversættelse af Grundtexten, saa det kun laa mig paa Hjærte, at give den saa nøjagtig efter Hebraisken og Græsken og paa saa godt Dansk, som jeg kunde faa Naade til, medens det ikke bekymrede mig videre, om jeg i flere eller færre Punkter stødte sammen med de almindelige danske Oversættelser.

Hvilke videnskabelige Hjælpemidler jeg har benyttet, vil jeg ligeledes i anden Del sinde naturlig Lejlighed til at nævne, og indskrænker nig derfor her til at bemærke, at jeg med Flid har benyttet de gode Hjælpemidler, som staa til min Tjeneste, og at jeg med al Omhu har prøvet de forskjellige Hovedoversættelser, hvor de i Enkeltheder afvige fra hinanden, og ingenlunde bestemt mig for Valget enten iflæng eller iblinde. Texten, som jeg har fulgt, er den almindelig antagne og derfra afvigende Læsemaader (Varianter) har jeg kun i et ganske enkelt Tilfælde lagt til Grund for min Oversættelse, hvor der forekom mig at være tilstrækkelig Hjemmel for deres Rigtighed Over saadanne Enkeltheder skal Anmærkningerne i sin Tid give nærmere Oplysning og Forklaring.

Den sædvanlige Inddeling i Kapitler og Vers har jeg gjerne beholdt, ingenlunde fordi det er mig vitterligt, at den paa mange Steder er saare uheldig, men fordi jeg ikke fandt det aldeles nødvendigt at gjøre en Forandring, som kunde føre nogen Forstyrrelse med sig for dem, som vilde søge et enkelt Sted. Den største Vanskelighed, som den gamle Inddeling, især hvor den er uheldig, hidtil har foranlediget, har jeg undgaaet ved at tage flere Vers sammen, som efter deres Indhold ikke burde skilles ad; dog har jeg derfor ikke vraget Versinddelingen, men angivet Versene med ganske smaa Tal.

Det har foraarsaget mig en særegen Betænkelighed, hvorledes jeg bedst skulde skrive de hebraiske Navne, om jeg deri skulde følge vore ældre Bibeloversættelser, som optog dem efter den almindelige latinske Bibel (Vulgata), der igjen havde dem af den græske Bibel (de Halvfjerds) eller om jeg skulde følge den hebraiske Text - thi Forskjellen er ingenlunde umærkelig. Efterat have vejet Grundene for og imod, har jeg bestemt mig for at følge vor hidtil brugelige Skrivemaade, som er Bibellæsere bekjendt af vore ældre Oversættelser, baade fordi jeg ikke kan anse denne Sag for vigtig i sig selv, og dernæst fordi en Skrivemaade efter Hebraisken nu ikke lader sig gjennemføre, uden dels at blive forvirrende, dels at falde naragtig; men paa det Halve at bruge den, vilde jeg ikke. Men mest bestemtes jeg af Hensyn til det nye Testamente, som, saavidt det har Navne af det gamle Testamente, følger den græske Oversættelses Skrivemaade.

Skjøndt jeg maa bekjende, at denne Sag ikke i og for sig selv kan være synderlig vigtig, har den dog for Nøjagtighedens Skyld foraarsaget mig Betænkelighed; men langt større Betænkelighed foraarsagede det Spørgsmaal mig, hvorledes jeg skulde udtrykke Herrens Navn ( ) dette Navn, som nu staaer for os i døde Bogstaver, og hvis Udtale ingen kjender, men om hvilket der har gaaet det Sagn mellem Jøderne, at Jesus kjendte det og i dette Navn gjorde sine Mirakler. Vistnok kjendte vor Herre Jesus Kristus sit eget Navn i det gamle Testamente men Jøderne kjendte det ikke enten den Gang eller længe før den Tid, og vi kjende det ikke heller nu saaledes, at vi kunne udtale det. Da maatte jeg spørge alvorlig, hvad jeg skulde skrive, hvor jeg traf det hemmelighedsfulde Navn. Skulde jeg skrive Jehova? Nej, saaledes har Herren aldrig kaldt sig; Jehovanavnet er opkommet ved en Misforstaaelse, og skylder egenlig Ukyndighed sin Oprindelse. Skulde jeg paa anden Maade udmærke det Navn, som Jøderne længe før Kristus læste Adonaj (Herren), saaledes som det i vore ældre Bibler er betegnet ved en egen Skrivemaade? Nej, jeg saae, at Herren ikke selv lagde Vægt derpaa, naar han anførte Steder af det gamle Testamente, at ( ) og ( ) var i hans Mund "Herren", og dermed slog jeg mig til Ro, og det desto hellere, som det aldrig kunde være min Tanke, at min Bibeloversættelse skulde gjøre Grundterten overflødig. Alt saadant maa vi lade staa ved sit Værd, til den Tid oprinder, at der gaaer et Lys op derover - som visselig vil komme - og ikke gjøre os videre Plage deraf. De, som ville grandske videre over disse Hemmeligheder, maa nødvendig gaa til Grundterten; men hvad jeg veed at sige derom, vil jeg meddele i Anmærkningerne i anden Del.

Den Orden, hvori Bøgerne følge i den Hellige Skrift i vore ældre danske Bibler, har jeg beholdt uforandret, fordi jeg ikke finder tilstrækkelig Grund til at afvige fra den. Men for deres Skyld, som kunne ønske at have Bibeloversættelsen i flere Bind, eller som ganske ville udelukke de Apokryfiske Bøger af de hellige Skrifters Tal, fordi de ikke have Kirkens almindelige Vidnesbyrd for sig, har jeg bestemt mig for at lade særegne Titler følge med til disse Underafdelinger:

1. De fem Mosebøger.

2. De historiske Bøger i det gamle Testamente.

3. De poetiske Bøger.

4. Profeterne

5. De apokryfiste Bøger, som ere lagte til det gamle Testamente

6. Det nye Testamente.

Hvad den anden Del af dette Værk angaaer, indskrænker jeg mig her til at bemærke, at den skal indeholde, saa kortfattet som muligt, hvad jeg har at sige til Oplysning og Forklaring af Texten og til Begrundelse af min Oversættelses Rigtighed, og at den i Særdeleshed skal indeholde Indledniuger saavel til hele Skriften som til dens enkelte Bøger, historiske og dogmatiske Oplysninger med Parallelsteder, fornødne Afbildninger og Landkort; men egenlig filologiske Anmærkninger, som kun de Sproglærde kunne have Nytte af, ville efter Reglen ikke blive optagne deri. Men derom skal jeg tale nærmere, naar Herren forunder mig at fuldføre Bibeloversættelseu, som i alle Maader ligger mig mest paa Hjærte.

Hvad endelig det Udvortes angaaer, hvori min Bibeloversættelse fremtræder, er jeg mest beroliget; thi at det maa tilfredsstille enhvers billige Ønske, tvivler jeg ikke om; men heller ikke i dette Stykke har det været mig ligegyldigt, hvorledes denne Bøgernes Bog udstyredes, og da jeg for min Person ofte fandt mig ilde stemt ved at se, i hvor høj Grad vore sædvanlige Bibler i alle Henseender stod tilbage for de ubetydeligste Skrifter, som blomstrer idag for i Morgen at kastes i Ilden, vilde jeg ogsaa bidrage Mit til, at det i dette Stykke kunde blive bedre, og at den Hellige Skrift kunde fremtræde i en udvortes Skikkelse, at den ikke derved skulde støde nogen fra sig eller ringeagtes. Ubetydeligt er vel alt dette i og for sig selv, men derfor ikke ganske ligegyldigt.

Hvad jeg her har begyndt i Herrens Navn, det overgiver jeg nu mine Trosbrødre i det samme Navn, og ønsker af mit ganske Hjærte, at det maa blive modtaget med den samme Kjærlighed, hvormed det bydes, og flittig læst og brugt i den samme Tro og Aand, hvori det er skrevet, saa Apostelens Vidnesbyrd om den Hellige Skrift klarlig maa stadfæstes paa os, at den, som er af Guds Aand, er nyttig til Lærdom, Overbevisning, Rettelse, Optugtelse i Retfærdighed, for at Gudsmennesket i os kan blive fuldkomment og dygtiggjort til al god Gjerning, saaledes nyttig nemlig for alle dem, som tro og enfoldig og barnlig holde sig til den Herre, som i vor Daab gjorde Pagt med os, lovede os der Syndernes Forladelse og det evige Liv, og holdt os trofast, hvad han havde lovet. Ham være Ære i al Evighed tilligemed Faderen og den Helligaand, og i ham vore vi Dag for Dag en guddommelig Væxt, til vi engang skulle dele Herligheden og Saligheden med ham i de evige Boliger!

Jac. Chr. Lindberg