Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 12de kapitel

Abrams kald og rejse til Kana-an og Ægypten

1 Da sagde Herren til Abram: Drag du ud fra dit land og fra din slægt og fra din faders hus til det land, som jeg vil vise dig,

2 og jeg vil gjøre dig til et stort folk, jeg vil velsigne dig og gjøre dit navn stort, og du skal blive til velsignelse;

3 dem, som dig signe, vil jeg velsigne, og dem, som dig bande, vil jeg forbande, og i dig skulle alle jordens slægter velsignes.

4 Saa rejste Abram bort, ligesom Herren havde talt til ham, og Lot drog med ham; men Abram var 75 aar gammel, da han vandrede fra Haran.

5 Abram tog da sin hustru Saraj med sig og sin brodersøn Lot samt al deres ejendom, som de havde erhvervet sig, og alle de folk, de havde skaffet sig i Haran; og de droge ud for at vandre til Kana-ans land, og de kom til Kana-ans land.

6 Abram drog gjennem landet til det sted Sikem, til More Terebinteland, thi Kananitterne vare dengang i landet.

7 Da aabenbarede Herren sig for Abram og sagde: Din afkom vil jeg give dette land; og der byggede han et alter for Herren, som havde aabenbaret sig for ham.

8 Siden brød han op derfra til bjerget, som ligger østen for Betel og opslog der sit telt, saa han havde Betel i vesten og Ai i østen, og der rejste han Herren et alter, og paakaldte i Herrens navn.

9 Derfra drog Abram jevnt frem til sydlandet.

10 Men der indtraf en hungersnød i landet, saa Abram drog ned til Ægypten, for at leve som fremmed der; thi hungersnøden var svær i landet.

11 Da han nu var nær ved Ægypten, sagde han til sin hustru Saraj: Se, kjære, jeg veed, at du er en kvinde af dejligt udseende;

12 og naar Ægypterne se dig og maa sige, hun er hans hustru, da ville de slaa mig ihjel og beholde dig!

13 siig derfor kjære, at du er min søster, for at det kan gaa mig godt for din skyld, og jeg maa bevares i live ved dig.

14 Da nu Abram kom til Ægypten, saae Ægypterne, at det var en meget dejlig kvinde;

15 og da Faraos hofmænd havde seet hende, priste de hende for Farao, og hun blev bortført til faraos hus.

16 Men mod Abram gjorde han godt for hendes skyld, saa han havde baade smaat og stort kvæg og æsler, trælle og trælkvinder, æselinder og kameler.

17 Men Herren slog Farao og hans hus med store plager for Sarajs, Abrams hustrus skyld.

18 Saa kaldte Farao Abram og sagde: Hvad er det, du har gjort imod mig; hvorfor har du ikke ladet mig vide, at hun er din hustru?

19 hvorfor har du sagt, hun er min søster, saa jeg tog hende til min kvinde; men nu, se, er hun din hustru, saa tag hende og drag bort!

20 Og Farao gav sine mænd befaling om, at de skulde ledsage ham og hans hustru og alt, hvad hans var.