Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 17de kapitel

Herren forjætter Isaks fødsel, byder Abram at forandre sit og Sarajs navn; indstifter omskjærelsen

1 Da Abram var 99 aar gammel, aabenbarede Herren sig for ham og sagde til ham: Jeg er Gud den Almægtigste, vandre for mit aasyn og vær fuldkommen,

2 og jeg vil oprette min pagt mellem mig og dig, og formere dig overmaade meget!

3 Da faldt Abram paa sit ansigt, og Gud talede fremdeles til ham saaledes:

4 Hvad mig angaaer, se, da bestaaer min pagt med dig, og du skal blive stamfader for en mængde folk;

5 men nu skal du ikke længer hedde Abram, men dit navn skal være Abraham; thi jeg gjør dig til stamfader for en mængde folk.

6 Jeg vil formere dig overmaade meget og gjøre dig til folk, og konger skulle stamme fra dig;

7 og min pagt vil jeg oprette mellem mig og dig og din sæd efter dig i deres slægter til en evig pagt, saa jeg vil være dig en Gud og din afkom efter dig;

8 og dig og dine efterkommere vil jeg give det land, hvori du nu lever som fremmed, hele Kana-ans land til en evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.

9 Gud sagde fremdeles til Abraham: Men du skal holde min pagt, baade du og dine efterkommere i deres slægter!

10 Men det er pagten, som i skal holde mellem mig og eder og din afkom efter dig: alt mandkjøn skal omskjæres hos eder.

11 I skal nemlig omskjære eders forhuds kjød, og det skal være pagtens tegn mellem mig og eder;

12 og ethvert drengebarn, som er otte dage gammel, skal omskjæres hos eder i eders slægter, hvad enten han er født hjemme eller kjøbt for penge af fremmede, som ikke ere af din afkom;

13 visselig skal han omskjæres, hvad enten han er født i dit hus eller kjøbt for dine penge, og min pagt skal være i eders kjød til en evig pagt;

14 men dersom der er noget uomskaaret mandfolk, som ikke vil omskjæres, denne sjæl skal udslettes af sit folk; min pagt har han krænket.

15 Gud sagde fremdeles til Abraham: Hvad din hustru Saraj angaaer, da skal du ikke længer kalde hende Saraj, thi hendes navn skal være Sara;

16 og jeg vil velsigne hende og give dig en søn ved hende, ja jeg vil velsigne hende, saa hun skal blive til folk, og folks konger skal stamme fra hende.

17 Da faldt Abraham paa sit ansigt og lo, og han tænkte ved sig selv, mon jeg, som er hundrede aar gammel, skulde faa en søn! og mon Sara, som er 90 aar gammel, skulde føde!

18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maa leve for dit ansigt!

19 Men Gud sagde til ham: Ja, din hustru Sara skal føde dig en søn, og du skal kalde ham Isak, og med ham vil jeg oprette min pagt til en evig pagt for hans efterkommere;

20 men om Ismael har jeg ogsaa hørt dig, se, jeg har velsignet ham og vil formere og mangfoldiggjøre ham overmaade meget, tolv stamfyrster skal han avle, og jeg vil gjøre ham til et stort folk,

21 men min pagt vil jeg oprete med Isak, som Sara skal føde dig paa denne samme tid i næste aar.

22 Da lod Gud af at tale med Abraham og foer op fra ham.

23 Men Abraham tog sin søn Ismael og alle, som vare fødte i hans hus eller kjøbte for penge, alt mandkjøn blandt sine husfolk, og omskar dem paa samme dag, ligesom Gud havde talt til ham.

24 Men Abraham var 99 aar gammel, da han blev omskaaren;

25 og hans søn Ismael var 13 aar gammel, da han blev omskaaren.

26 Paa een og samme dag omskares Abraham og hans søn Ismael

27 og alle hans husfolk, baade de hjemmefødte og de, som vare kjøbte for penge af fremmede folk, de bleve alle omskaarne med ham.