Bibelen
I. Loven
Første Mosebog
Det 18de kapitel
Abraham modtager Herren med tvende engle. Abrahams forbøn for Sodoma
1 Herren aabenbarede sig for ham i Mamre Terebintelund, da han sad i sit telts dør midt paa dagen.
2 Da han nemlig opløftede sine øjne, saae han og se, der stod tre mænd for ham; og da han saae dem, løb han dem imøde fra teltets dør, bøjede sig til jorden
3 og sagde: Herre, dersom jeg har fundet naade for dine øjne, saa gaa ikke din tjener forbi;
4 lad der hentes lidt vand, og vasker eders fødder og hviler eder under dette træ,
5 og lad mig hente en bid brød, og vederkvæger eder, saa kan i siden fortsætte rejsen; thi derfor ere i dog komne over til eders tjener; og de svarede: Gjør kun som du har sagt!
6 Da ilede Abraham til teltet til Sara og sagde: Skynd dig! tre maader fint hvedemel, ælt det og bag kager;
7 og han løb til hjorden, tog en fed og god kalv, gav den til drengen, og han skyndte sig med at tilberede den.
8 Saa tog Abraham tyk og sød mælk og kalven, han havde tilberedt, og satte for dem, og han stod hos dem under træet, da de spiste.
9 Da sagde de til ham, hvor er din hustru Sara? og han svarede: Derinde i teltet.
10 Og den ene sagde: Jeg vil bestemt komme tilbage til dig paa samme tid i næste aar, og se, da skal din hustru Sara have en søn. Det hørte Sara i teltets dør, der bagved.
11 Men Abraham og Sara vare gamle og bedagede, og det havde ophørt at gaa Sara paa kvinders vis;
12 derfor lo Sara hos sig selv og sagde: Efterat jeg er bleven gammel, skulle jeg vel have lyst, og min herre er gammel!
13 Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor leer dog Sara og siger: Mon jeg ogsaa virkelig skulle føde, nu jeg er saa gammel;
14 mon der er noget Herren for underligt? paa den bestemte tid vil jeg komme igjen, paa samme tid i næste aar, og Sara skal have en søn!
15 Men Sara løj og sagde: Jeg lo ikke; thi hun blev bange; men han svarede: Jo vist lo du.
16 Derpaa stode mændene op derfra og vendte sig mod Sodoma, og Abraham gik med dem for at ledsage dem.
17 Da sagde Herren: Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg vil gjøre?
18 og Abraham skal blive til et stort og talrigt folk, og i ham skulle alle jordens folk velsignes;
19 thi jeg kjender ham, at han vil byde sine børn og sit hus efter sig, at de skulle bevare Herrens vej og gjøre hvad ret og godt er, for at Herren kan skjænke Abraham alt det, han har tilsagt ham.
20 Da sagde Herren: Raabet over Sodoma og Gomorra er virkelig stort, og deres synd er sandelig meget svær,
21 jeg vil nu stige ned for at se, om de gjøre ganske efter det raab, som er kommen til mig, eller ikke, det vil jeg vide.
22 Da vendte mændene sig derfra og gik til sodoma, men Abraham stod endnu for Herren.
23 Da traadte Abraham nærmere og sagde: Vil du da ødelægge den retfærdige med den ugudelige?
24 maaske der er 50 retfærdige i staden, vil du da ødelægge og ikke skaane stedet for de 50 retfærdige i den?
25 langt være det fra dig at gjøre saa, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, saa det skulde gaa den retfærdige som den ugudelige! langt være det fra dig! mon den, som dømmer al jorden, ikke skulde gjøre ret;
26 Da sagde Herren: Hvis jeg i Sodoma finder 50 retfærdige i staden, da vil jeg bære over med hele stedet for ders skyld.
27 Men Abraham tog atter ordet og sagde: Se, kjære, jeg har begyndt at tale til Herren, dog jeg er støv og aske!
28 Maaske kunde der mangle fem i de 50 retfærdige, vilde du da ødelægge hele staden for de fems skyld? men han svarede: Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder 45.
29 Men Abraham blev endnu ved at tale til ham og sagde: Maaske der dog kunde findes 40! og han svarede: Jeg vil ikke gjøre det for de fyrretyves skyld.
30 Saa sagde han: Herren blive dog ikke vred, at jeg taler! Maaske der dog kunde findes 30! men han svarede: Jeg vil ikke gjøre det, dersom jeg finder 30 der.
31 Da sagde han: Se kjære, jeg er begyndt at tale til Herren: Maaske der kunde findes 20; men Herren svarede: Jeg vil ikke ødelægge den for de tyves skyld.
32 Saa sagde han: Herren blive dog ikke vred, at jeg taler blot denne ene gang! Maaske kunde der findes 10 derinde! og Herren svarede: Jeg vil ikke ødelægge den for de tis skyld.
33 Saa gik Herren bort, da han havde udtalt med Abraham, men Abraham vendte tilbage til sit sted.
|