Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 19de kapitel

Englenes modtagelse i Sodoma. Lots redning. Sodomas ødelæggelse. Lot og hans døtre.

1 Da de to engle kom til Sodoma om aftenen, sad Lot just i Sodomas port, og da han saae dem, rejste han sig, gik dem imøde, bøjede sig til jorden

2 og sagde: Ih, mine herrer, tager dog ind i eders tjeners hus, bliver natten over og vasker eders fødder, og I kan komme tidlig op i morgen og fortsætte eders rejse; men de sagde: Nej, vi ville blive paa gaden i nat;

3 men da han nødte dem stærkt, tog de ind til ham og kom til hans hus; og han gjorde gilde for dem, bagte usyrede kager, og de spiste.

4 Men førend de gik til ro, stimede bymændende, Sodomiterne, sammen om huset baade unge og gamle fra alle hjørner af byen,

5 og de raabte paa Lot og sagde til ham: Hvor ere de mænd henne, som kom til dig til natten? før dem ud til os, for at vi kan more os med dem.

6 Saa gik Lot ud til dem til udgangen, men døren lukkede han efter sig,

7 og sagde: Kjære venner! gjør dog ikke en ulykke,

8 se, jeg har to døtre, som ikke har haft omgang med nogen mand, dem vil jeg før bringe ud til jer, saa maa I gjøre med, dem hvad I lyster, men disse mænd maa I ikke gjøre noget, derfor ere de komne under mit tags skygge.

9 Men de sagde: Kom nærmere du! og de føjede til: Du er den eneste fremmede her, og du vil dømme! nu skal du ske en større ulykke end dem! Saa trængte de stærkt ind paa manden, paa Lot, og de rykkede nærmere for at sprænge døren.

10 Da udrakte mændene deres haand, toge Lot ind til sig i huset og lukkede døren.

11 Men mændene, som stode ved husets udgang, sloge de med blindhed baade unge og gamle, saa de bleve kede af at finde efter døren.

12 Da sagde mændene til Lot: Har du endnu her nogen svoger, sønner eller døtre, eller nogen, som hører dig til i staden, saa før dem ud fra dette sted;

13 thi vi skulle ødelægge dette sted, fordi raabet over dem er stort for Herren, og Herren har sendt os for at ødelægge den.

14 Saa gik Lot ud og talede til sine svigersønner, som skulde have hans døtre, og sagde: Staaer op, gaaer ud fra dette sted, thi Herren vil ødelægge staden; men i hans svigersønners øjne var han en nar.

15 Da morgenrøden steg op, dreve englene paa Lot og sagde: Rejs dig, tag din kone og dine døtre, som ere ved haanden, for at du ikke skal ødelægges i byens misgjerning;

16 men han nølede; saa toge mændene ham, hans kone og to døtre i haanden, fordi Herren ynkedes over ham, og de førte ham ud og lod ham blive udenfor byen.

17 Da de nu havde faaet dem udenfor, sagde den ene: Red dit liv, se ikke tilbage, stands ikke paa hele sletten, red dig til bjerget, at du ikke forgaaer!

18 Men Lot sagde til dem: O nej herre!

19 se, din tjener har fundet naade for dine øjne, og det er en stor kjærlighed, du har vist mig for at bevare mit liv, men jeg kan ikke redde mig til bjerget, thi der kunde støde mig en ulykke til, saa jeg døde!

20 Se kjære, denne by er nem at ty til, derhenne, og den er lille, lad mig redde mig derhen! er den dog ikke lille? for at min sjæl kan leve!

21 Han svarede: Se, jeg har ogsaa bønhørt dig i dette stykke, saa jeg vil ikke omstyrte den by, du talede om;

22 men skynd dig, red dig derhen; thi jeg kan intet gjøre, før du kommer der! Derfor kaldte man byens navn Zoar.

23 Men solen stod op over landet, da Lot gik ind i Zoar.

24 Da lod Herren regne svovl og ild over Sodoma og Gomorra fra Herren fra himlen;

25 og han ødelagde de stæder og hele sletten, og alle indbyggere i byerne og jordens grøde.

26 Men Lots hustru saae sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.

27 Abraham gik tidlig om morgenen til det sted, hvor han havde staaet for Herren,

28 og han saae ud mod Sodoma og Gomorra og hele slettens land, og han saae, og se, der opsteg en røg af jorden som af en ovn.

29 Men da Gud ødelagde slettens stæder, kom han Abraham ihu, og han ledsagede Lot midt ud af ødelæggelsen, da han omstyrtede de byer, hvori Lot boede.

30 Men Lot drog op fra Zoar og opholdt sig paa bjerget, tilligemed sine to døtre, thi han turde ikke bo i Zoar, men han opholdt sig i en hule med sine to døtre.

31 Da sagde den ældste til den yngste: Vor fader er gammel, og der er ingen mænd i landet, som kan komme til os efter hele jordens skik;

32 saa kom da, lad os give vor fader vin og lægge os hos ham, for at vi kan opholde slægten af vor fader.

33 Saa gav de deres fader vin den nat, og den ældste gik til og lagde sig hos sin fader, men han sandsede hverken, at hun lagde sig eller stod op.

34 Næste dag sagde den ældste til den yngste: Se, sidste nat laa jeg hos min fader, lad os nu ogsaa give ham vin i nat, og gaa du saa ind og lig hos ham, for at vi kan opholde slægten af vor fader.

35 Saa gav de ogsaa deres fader vin i denne nat og den yngste stod op og lagde sig hos ham, og han sandsede hverken, at hun lagde sig eller stod op.

36 Saaledes bleve begge Lots døtre frugtsommelige ved deres fader;

37 og den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab, der er stamfader til Moabiterne, som endnu ere til;

38 og den yngste fødte ogsaa en søn og hun kaldte ham Ben-Ammi, og han er stamfader til Ammoniterne, som ere til den dag i dag.