Bibelen
I. Loven
Første Mosebog
Det 24de kapitel
Abraham tager Isak en hustru af sin slægt
1 Abraham var gammel og bedaget, og Herren havde velsignet ham i alle maader.
2 Og han sagde til den ældste tjener i hans hus, som forestod alt hans gods: Læg, kjære, din haand under min lænd;
3 og jeg vil tage den ed af dig ved Herren, himlens Gud og jordens Gud, at du ikke vil tage min søn en hustru af Kananiternes døtre, blandt hvilke jeg boer,
4 du skal nemlig drage til mit land og til min slægt og tage min søn, Isak, en hustru.
5 Men tjeneren sagde til ham: Maaske kvinden ikke vil følge mig til dette land, skal jeg da føre din søn tilbage til det land, hvorfra du er udvandret?
6 Abraham svarede: Vogt dig, at du ikke fører min søn didhen!
7 Herren, himlens Gud, som har taget mig fra min faders hus og mit fæderneland, som har talt til mig, ja tilsvoret mig: Din afkom vil jeg give dette land, han vil sende sin engel foran dig, og du skal tage min søn en hustru derfra.
8 Men vil kvinden ikke følge dig, da skal du være løst fra denne ed, du sværger mig, kun min søn maa du ikke føre derhen!
9 Da lagde tjeneren sin haand under sin store herres Abrahams lænd, og han tilsvor ham angaaende denne sag.
10 Derpaa tog tjeneren ti af sin mægtige herres kameler, og saa drog han bort; men al slags af sin mægtige herres kostbarheder havde han med sig. Han gjorde sig altsaa rede og drog til Mesopotamien til Nakors stad. -
11 Udenfor byen lod han kamelerne lægge sig ved vandbrønden hen ad aftenen, paa den tid pigerne gik ud for at vande.
12 Og han sagde: Herre, min herres Abrahams Gud! lad det nu slaa til for mig idag! og viis din kjærlighed mod min herre Abraham!
13 se, jeg staaer ved vandkilden og bymændenes døtre gaa ud for at øse vand;
14 lad det nu ske, at den pige, som jeg siger til: Tag din krukke ned, kjære, for at jeg kan drikke, og som svarer: Drik du, og jeg vil ogsaa øse til dine kameler, at det er hende, som du har bestemt din tjener Isak, saa jeg derpaa kan kjende, at du viser kjærlighed mod min herre!
15 Førend han havde udtalt, se, da gik Rebekka ud, og hun var en datter af Betuel, der var en søn af Milka, som var Nakors, Abrahams broders hustru, og hun havde sin vandkrukke paa sin axel;
16 og pigen var af meget smukt udseende og en jomfru, som ikke havde havt omgang med nogen mand; hun steg ned til kilden, fyldte sin krukke og gik op igjen.
17 Da løb tjeneren hende imøde og sagde: Kjære, giv du mig lidt vand at drikke af din krukke.
18 Hun svarede: Drik min herre, og hun skyndte sig, tog sin krukke ned paa sin haand og gav ham at drikke.
19 Da han havde drukket, hvad han kunde, sagde hun: Jeg skal ogsaa øse vand til dine kameler, til de blive slukkede.
20 Og hun skyndte sig, tømte sin krukke i vandtruget, løb atter til brønden for at øse, og hun øste vand til alle hans kameler.
21 Manden undrede sig ganske stiltiende paa hende, for at han kunde faa at vide, om Herren havde ladet hans rejse lykkes eller ikke.
22 Da nu kamelerne havde holdt op at drikke, fremtog manden en guldring af en halv sekels vægt og to armbaand til hendes hænder af ti seklers vægt,
23 og han spurgte hende: Hvis datter er du? siig mig, om der i din faders hus er plads til vi kan blive natten over?
24 Hun svarede ham: Jeg er en datter af Betuel, som er en søn af Milka, som hun fødte Nakor.
25 Og hun sagde videre: Der er baade straa og foder nok hos os, og plads til at herberge eder.
26 Da bøjede manden sig og tilbad Herren,
27 og sagde: Lovet være Herren, min herre Abrahams Gud, som ikke svigtede sin naade og trofasthed mod min herre! og mig, ja mig har Herren ført paa vejen til min herres brødres hus. -
28 Saa løb pigen og fortalte alt dette i hendes moders hus.
29 Men Rebekka havde en broder, som hed Laban, og han løb til manden udenfor, til kilden.
30 Da han nemlig saae ringen og armbaandene paa sin søsters hænder, og da han hørte sin søster Rebekkas fortælling, da hun sagde: Saaledes talede manden til mig, kom han til manden, og se, han stod over kamelerne ved kilden.
31 Og han sagde: Kom indenfor, du Herrens velsignede! hvorfor staaer du herude, og jeg har gjort plads i huset, og der er rum til kamelerne.
32 Saa gik manden indenfor, og man læssede af kamelerne, gav straa og foder til kamelerne og vand til at vaske hans fødder og de mænds fødder, som vare med ham,
33 og der blev sat mad for ham; men han sagde: Jeg vil ikke spise, førend jeg faaer mit ærinde rygtet; og han sagde: Tal da!
34 Da sagde han: Jeg er Abrahams tjener.
35 Herren har højlig velsignet min herre, saa han er mægtig, han har givet ham smaat og stort kvæg, sølv og guld, tjenere og tjenestepiger, kameler og æsler.
36 Og min herres hustru Sara har født min herre en søn paa sine gamle dage og ham har han givet alt sit gods.
37 Men min herre tog den ed af mig: Du maa ikke tage min søn en hustru af de Kananiters døtre, i hvis land jeg boer.
38 Men du skal gaa til min faders hus og til min slægt, for at tage min søn en hustru.
39 Da sagde jeg til min herre: Maaske vil kvinden ikke følge mig?
40 men han svarede mig: Herren, for hvis aasyn jeg har vandret, vil sende sin engel med dig, og lade din rejse lykkes, for at du kan tage min søn en hustru af min slægt og af min faders hus;
41 men da skal du være løst af min ed, naar du kommer til min slægt; ville de da ikke give dig hende, saa skal du være fri for min ed.
42 Da jeg nu idag kom til kilden, sagde jeg: Herre, min herres Abrahams, Gud! Dersom du har ladet min rejse lykkes, paa hvilken jeg vandrer,
43 se, da staaer jeg nu ved vandkilden, og lad det ske, at den pige, som gaaer ud for at øse vand, og som, naar jeg siger til hende: Kjære, giv mig lidt vand at drikke af din krukke,
44 svarer mig: Baade drik du, og til dine kameler vil jeg øse, at hun er den kvinde, som Herren har bestemt for min herres søn.
45 Førend jeg havde udtalt disse ord i mit hjærte, se, da gik Rebekka ud; sin vandkrukke havde hun paa sin axel og hun gik ned til kilden for at øse; og da jeg sagde til hende: Kjære, giv mig at drikke,
46 skyndte hun sig, tog sin krukke ned fra sig og sagde: Drik du, og dine kameler vil jeg ogsaa vande; og jeg drak og kamelerne vandede hun ogsaa.
47 Saa spurgte jeg hende og sagde: Hvis datter er du? og hun svarede: Jeg er en datter af Betuel, Nakors søn, som Milka fødte ham. Da satte jeg ringen i hendes næse og armbaandene paa hendes hænder,
48 og jeg bøjede mig og tilbad Herren, og lovede Herren, min Herres, Abrahams, Gud, som havde ført mig paa den rette vej til at tage min Herres broders datter til hans søn.
49 Dersom i nu ville vise kjærlighed og troskab mod min herre, saa melder mig det, og ville i ikke, saa melder mig det, for at jeg kan vende mig til højre eller venstre.
50 Da tog Laban og Betuel ordet og svarede: Denne sag er fra Herren: vi kunne hverken sige fra eller til!
51 se, Rebekka staaer for dit aasyn, tag hende, drag bort, og hun skal være din mægtige herres søns hustru, ligesom Herren har sagt.
52 Da Abrahams tjener hørte disse deres ord, bøjede han sig til jorden for Herren.
53 Og tjeneren fremtog sølv- og guldkar og klæder og gav Rebekka dem, og kostbarheder skjenkede han hendes broder og moder.
54 Saa spiste og drak de baade han og de mænd, som vare med ham, og de bleve der natten over; men da de stod op om morgenen, sagde han: Lader mig nu drage til min herre!
55 Hendes broder og moder svarede: Lad pigen blive hos os nogle eller en halv snes dage, saa kan du rejse.
56 Men han sagde: Opholder mig ikke! Herren har ladet min rejse lykkes, lader mig drage, for at jeg kan rejse til min herre!
57 Da sagde de: Lader os kalde paa pigen og spørge om hendes mening!
58 Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du drage med denne mand? og hun svarede: Ja.
59 Og de lod deres søster Rebekka og hendes amme fare med Abrahams tjener og hans mænd.
60 Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor søster! du blive til ti tusinde tusinder, og din sæd skal arve sine fjenders port!
61 Saa gjorde Rebekka og hendes tjenestepiger sig færdige, og de red paa kamelerne for at følge manden; og tjeneren tog Rebekka og rejste. -
62 Isak kom fra brønden "Den levendes, som seer mig"; han boede nemlig i sydlandet;
63 og han var henimod aften gaaet ud paa marken for at holde sin bøn; og da han opløftede sine øjne, saae han, og se! kamelerne kom.
64 Da Rebekka opløftede sine øjne og saae Isak, lod hun sig glide ned af kamelen,
65 og sagde til tjeneren: Hvem er den mand, som gaaer os imøde paa marken? og tjeneren sagde: Det er min herre! Saa tog hun sløret og kastede det over sig.
66 Tjeneren fortalte nu Isak alt, hvad han havde udrettet;
67 og Isak førte hende ind i sin moders, Saras telt; og han tog Rebekka, hun blev hans hustru, og han elskede hende. Saa blev Isak trøstet efter sin moder.
|