Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 28de kapitel

Jakob drager til Laban og seer i et drømmesyn himmelstigen

1 Saa kaldte Isak paa Jakob, velsignede ham og gav ham den befaling: Du maa ikke tage en hustru af Kana-ans døtre!

2 gjør dig færdig, drag til Mesopotamien til din morfader Betuels hus, og tag dig derfra en hustru af din morbroder Labans døtre,

3 og Gud, den almægtigste, vil velsigne dig, han vil gjøre dig frugtbar og mangfoldig, og du skal blive til en mængde folk.

4 Og han vil give dig Abrahams velsignelse, dig og din afkom med dig, saa du skal arve det land, hvor du er fremmed, som Gud gav Abraham.

5 Saa sendte Isak Jakob bort, og han drog til Mesopotamien til Syreren Laban, Betuels søn, ham, som var broder til Rebekka, Jakobs og Esaus moder.

6 Da nu Esau saae, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Mesopotamien for derfra at tage sig en hustru, og at han i sin velsignelse havde befalet ham: Du maa ikke tage dig en hustru af Kana-ans døtre,

7 og at Jakob lød sin fader og moder og drog til Mesopotamien,

8 saa da Esau saae, at Kana-ans døtre vare vederstyggelige i hans fader Isaks øjne,

9 drog han til Ismael og tog Makalat, en datter af Abrahams søn Ismael og søster til Rebajot til hustru, foruden sine andre hustruer.

10 Saa udvandrede Jakob fra Beersaba og drog til Haran.

11 Han kom til et sted, hvor han overnattede; thi solen var gaaet ned, og han tog af stenene der paa stedet, og lavede sig et hovedgjærde og lagde sig paa dette sted.

12 Her havde han en drøm, og se, en stige stod paa jorden, og dens spidse naaede til himlen, og se, Guds engle stege op og ned ad den.

13 Og se, Herren stod paa den og sagde: Jeg er Herren din faders, Abrahams, Gud og Isaks Gud; Landet, som du ligger paa, vil jeg give dig og din afkom!

14 Og din afkom skal vorde som jordens støv, du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd, og i dig og i din sæd skulle alle jordens slægter velsignes.

15 Se, jeg er med dig, og jeg vil bevare dig, ihvor du gaaer, og jeg vil føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig, indtil jeg faaer gjort alt, hvad jeg har talt til dig. -

16 Da Jakob vaagnede af sin søvn, sagde han: Herren er sandelig paa dette sted, og jeg vidste det ikke.

17 Og han frygtede og sagde: Hvor ærværdigt er dette sted; det er intet uden Guds hus, og det er himlens port.

18 Saa rejste Jakob sig tidlig om morgenen og tog den sten, han havde lagt som sit hovedgjærde, og rejste den til en mindesten og gjød olie over dens spidse,

19 og han kaldte dette steds navn Betel, men før var byens navn Luz.

20 Og Jakob gjorde det løfte: Dersom Herren er med mig og bevarer mig paa den vej, paa hvilken jeg vandrer, og giver mig brød at spise og klæder at iføre mig,

21 og jeg vender tilbage i fred til min faders hus, da skal Herren være Gud for mig,

22 og den sten, som jeg har rejst til mindesten, skal vorde et Guds hus, og alt hvad du vil give mig, deraf vil jeg visselig tiende dig.