Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 31de kapitel

Jakob flygter fra Laban. Laben indhenter ham; de skilles fredelig

1 Men da Jakob hørte Labans sønner tale om, at Jakob har taget al vor faders gods, og af vor faders har han skaffet sig al den herlighed,

2 og han saae, at Labans ansigt var slet ikke med ham som forhen,

3 og Herren sagde til ham: Vend tilbage til dine fædres land og til din slægt, og jeg vil være med dig;

4 saa sendte han bud og kaldte Rakel og Lea ud paa marken til hjorden,

5 og sagde til dem: Jeg seer, at eders faders ansigt er slet ikke med mig som forhen; men min faders Gud har været med mig.

6 Og i veed selv, at jeg har tjent eders fader af al min magt;

7 men eders fader har bedraget mig og forvendt min løn ti gange; men Gud har ikke givet ham magt til at gjøre mig skade.

8 Naar han sagde: De plettede skal være din løn, saa kastede hele hjorden plettede lam, og naar han sagde: De brogede skal være din løn, saa kastede hele hjorden brogede,

9 og Herren tog eders faders hjord og gav mig den.

10 Og i hjordens brunsttid opløftede jeg mine øjne og saae i drømme og se, bukkene sprang hjorden, vare brogede, plettede og haglede,

11 og Guds engel sagde til mig i drømmen: Jakob, og jeg svarede: Her er jeg.

12 Og han sagde: Opløft dine øjne, kjære, og se, alle bukkene, som springe hjorden, ere brogede, plettede og haglede; thi jeg har seet alt, hvad Laban gjør dig.

13 Jeg er Betels Gud, hvor du salvede mig en mindesten og gjorde mig et løfte; gjør dig nu rede og drag ud af dette land, og vend tilbage til dit fødeland.

14 Rakel og Lea svarede og sagde til ham: Har vi endnu lod eller del i vor faders hus?

15 har vi ikke været agtede som fremmede hos ham; thi han har solgt os; og hvad han fik for os, har han fortæret.

16 Thi al den rigdom, som Gud har taget fra vor fader, den hør os og vore børn til; og nu, gjør du alt, hvad Gud har sagt til dig!

17 Saa gjorde Jakob sig rede, satte sine børn og koner paa kamelerne,

18 og han drev hele sin hjord, al sin ejendom, som han havde erhvervet, sin ejendoms hjord, som han havde erhvervet i Mesopotamien, for at komme til Kana-ans land til sin fader Isak.

19 Men Laban var draget bort for at klippe sine faar, og Rakel stjal sin faders husguder,

20 men Jakob stjal syreren Labans hjærte, idet han ikke meldte ham, at han flygtede.

21 Saa flygtede han da og alt, hvad hans var; og han gjorde sig rede, satte over floden og vendte sig mod Gileads bjerg.

22 Paa den tredje dag blev det meldt Laban, at Jakob var flygtet.

23 Saa tog han sin brødre med sig, forfulgte ham syv dages rejse og naaede ham paa Gileads bjerg.

24 Men Gud kom til syreren Laban i en drøm og natten om sagde til ham: Vogt dig, at du ikke taler fra eller til med Jakob!

25 Laban indhentede altsaa Jakob; Jakob havde opslaaet sit telt paa bjerget, og Laban havde lejret sig med sine brødre paa samme bjerg Gilead.

26 Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort? du har stjaalet mit hjærte, og du har bortført mine døtre, som de vare fangne med sværd!

27 Hvorfor er du hemmelig flygtet bort og har stjaalet dig fra mig og ikke meldt mig det; ellers skulde jeg sendt dig bort med glæde, med sang og med haandpauke og med Cithar!

28 og du har ikke tilladt mig at kysse mine sønner og døtre! nu, det har du rigtignok gjort daarligt!

29 Det er i min haands magt at handle ilde med eder; med eders faders Gud sagde igaar nat til mig: vogt dig at tale med Jakob fra eller til!

30 og nu er du faret bort, og du længes stærkt efter din faders hus, men hvorfor stjal du mine guder?

31 Da tog Jakob ordet og sagde til Laban: Jeg frygtede nemlig, thi jeg tænkte: Maaske river du dine døtre fra mig,

32 men den, hos hvem dine guder findes, han skal ikke leve. Vedkjend dig i vore brødres overværelse, hvad dit er hos mig, og tag det til dig; Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjaalet dem.

33 Saa gik Laban ind i Jakobs telt, og i Leas telt og de to tjenestepigers telt, og han fandt dem ikke, og han gik ud af Leas telt, og traadte ind i Rakels telt.

34 Men Rakel havde taget husguderne og lagt dem i kamelsadlen og sad paa dem, saa han gjennemsøgte hele teltet og fandt dem ikke.

35 Saa sagde hun til sin fader: Min herre blive ikke vred, fordi jeg ikke kan rejse mig for dig, thi det gaaer mig paa kvinders vis; og han søgte, og han fandt ikke sine husguder.

36 Da blev Jakob vred, og han talede Laban haardt til, og han tog ordet saaledes: Hvad er min brøde og hvad er min synd, at du forfølger mig?

37 du har gjennemsøgt alt mit gods, hvad har du fundet af alt, som hør dit hus til? læg det nu frem her for mine brødre og dine brødre, at de kan dømme mellem os begge!

38 I de tyve aar, jeg har været hos dig, har dine faar og dine geder ikke været ufrugtbare, og din hjords bukke har jeg ikke fortæret.

39 Hvad der var sønderrevet, bragte jeg dig ikke; jeg har erstattet det, af min haand krævede du det, enten det var stjaalet ved dag eller nat;

40 om dagen fortærede heden mig og kulden om natten, og søvnen flyede fra mine øjne!

41 i de tyve aar, jeg har været i dit hus, har jeg tjent dig i fjorten aar for dine to døtre og i sex aar for dit kvæg, og du har forvendt min løn ti gange,

42 havde ikke min faders Gud, Abrahams Gud, ham Isak frygter, været med mig, da skulde du nu have sendt mig tomhændet bort; men min nød og mine hænders møje saae Gud, og han tugtede dig forrige nat!

43 Da tog Laban ordet og sagde til Jakob: Døtrene ere jo mine døtre og sønnerne ere mine sønner, og hjorden er min hjort, og alt, hvad du seer, er mit; men mod mine døtre, hvad skulde jeg gjøre med dem idag eller mod deres sønner, som de have født!

44 og nu velan, lad os slutte pagt, jeg og du, og den skal være til et vidne mellem mig og dig.

45 Saa tog Jakob en sten og rejste den til en mindesten,

46 og jakob sagde til sine brødre: Samler stene, og de toge stene, gjorde en dysse og spiste der paa dyssen.

47 Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Galed.

48 Og Laban sagde: Denne stendysse skal være et vidne mellem mig og dig paa denne dag: derfor kaldte man den Galed,

49 og Mispa, fordi han sagde: Herren skal se til mellem mig og dig; thi nu komme vi hverandre af øjne,

50 at du ikke krænker mine døtre og tager hustruer foruden mine døtre; der er ingen mand imellem os: Gud se til som vidne mellem mig og dig!

51 Og Laban sagde endvidere til Jakob: Se, denne stendysse denne mindesten, som jeg har rejst mellem mig og dig,

52 et vidne er denne stendysse og et vidnesbyrd denne mindesten, at jeg ikke vil drage forbi denne stendysse til dig og at du ikke vil drage forbi denne stendysse og denne mindesten til mig i fjendlig hu.

53 Abrahams Gud og Nakors Gud - deres faders Gud - skal dømme os imellem; og Jakob svor ved ham, hans fader Isak frygtede.

54 Saa ofrede Jakob paa bjerget og bad sine brødre til maaltid. Da de havde holdt maaltid, bleve de natten over paa bjerget.