Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 32de kapitel

Jakobs angst, hans bøn og kamp med Herren

1 Om morgenen rejste Laban sig tidlig, kyssede sine sønner og sine døtre og velsignede dem, og saa drog Laban tilbage til sit sted.

2 Men Jakob drog sin vej og Guds engel mødte ham,

3 og da Jakob saae dem, sagde han: Det er Guds hær, og han kaldte dette steds navn Mahanaim.

4 Men Jakob sendte bud foran sig til sin broder Esau til Se-irs land, det er Edoms mark,

5 og han befalede dem: saa skal i sige til min herre Esau: Saaledes melder din tjener Jakob: Jeg har opholdt mig som fremmed hos Laban, og jeg har tøvet indtil nu.

6 Jeg har oxer og æsler, faar, tjenere og tjenestepiger, og jeg sender bud for at melde min herre det for at finde naade for dine øjne.

7 Buddene vendte tilbage til Jakob og sagde: Vi kom til din broder Esau, og han drager dig imøde og har 400 mand med sig.

8 Da blev Jakob meget bange, og det var ham trangt om hjærtet, og han delte folket, han havde, og faarene, oxerne og kamelerne i to lejre;

9 thi han tænkte: kommer Esau til den ene lejr og flaaer dem, da staaer den anden til redning.

10 Og Jakob sagde: Herre, min fader Abrahams Gud og min fader Isaks Gud, du som sagde til mig: Vend tilbage til dit land og til din slægt, og jeg vil gjøre godt imod dig;

11 jeg er ikke al den kjærlighed og trofasthed værd, som du har viist imod din tjener; thi med denne min stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg bleven til to lejre!

12 Frelse mig, kjære, af min broders haand, af Esaus haand; thi jeg frygter ham, at han skal komme og slaa mig moderen tilligemed børnene.

13 Og du har sagt: Jeg vil visselig gjøre godt imod dig, og jeg vil gjøre din afkom som havets sand, der ikke kan tælles for mængde.

14 Han blev der i denne nat og udtog af hvad der var for haanden, en gave til sin broder Esau.

15 To hundrede geder og tyve bukke, to hundrede faar og tyve væddere,

16 kameler, som gave die, med deres føl tredive, 40 køer og ti tyre; 20 æselinder med ti føl.

17 Dem gav han sine tjenere hjord for hjord og sagde til dem: Gaaer nu foran mig og gjør et mellemrum hver drift!

18 Og han befalede den første saaledes: Naar min broder Esau møder dig og spørger dig: Hvem hør du til, hvor bringer du hen, og hvis er den hjord?

19 saa skal du svare: Det er din tjener Jakobs, det er en gave, som er sendt min herre Esau, og se, han er selv bag efter os.

20 Og han befalede den anden og tredje og alle dem, som drev hjorderne: Saaledes skal i tale til Esau, naar i træffe ham.

21 Og i skal sige: Se, din tjener Jakob kommer efter os; thi han sagde: Jeg vil forsone ham med den gave, der gaaer foran mig, og siden vil jeg se hans ansigt, maaske vil han opløfte mit aasyn.

22 Saa drog gaven foran ham, men han blev denne nat i lejren.

23 Men han stod op i samme nat, tog sine to koner, sine to tjenestepiger og elleve sønner og bragte dem over Jaboks badested.

24 Saaledes tog han og bragte dem over floden, og han førte og al sin ejendom over den.

25 Men Jakob blev selv alene tilbage og en mand brødes med ham, til morgenrøden steg op.

26 Men da han saae, han ikke kunde faa magt med ham, rørte han ved hans hofteskaal og Jakobs hofteskaal forvredes, idet han brødes med ham.

27 Og han sagde: Lad mig fare; thi morgenrøden staaer op; men han svarede: Jeg vil ikke slippe dig, før du velsigner mig.

28 Og han sagde til ham: Hvad er dit navn, og han svarede: Jakob.

29 Og han sagde: Dit navn skal ikke mere hedde Jakob, men Israel, thi du har kjæmpet med Gud og med mand og fik overhaand.

30 Da spurgte Jakob ham og sagde: Meld mig, kjære, dit navn! og han sagde: Hvorfor spørger du dog om mit navn? og han velsignede ham der.

31 Saa kaldte Jakob stedets navn Pniel; thi - sagde han - jeg har seet Gud ansigt til ansigt og min sjæl er frelst!

32 Solen kastede sine første straaler paa ham, da han gik forbi Pniel, men han haltede i sin hofte.

33 Derfor spise Israels børn ikke spændemusklen, som er paa hofteskaalen indtil denne dag, fordi han rørte Jakobs hofteskaal paa spændemusklen.