Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 43de kapitel

Jakobs 11 sønner kommer anden gang til Ægypten

1 Hungeranøden var svær i landet.

2 Og da de havde opspist det korn, som de havde bragt fra Ægypten, sagde deres fader til dem: Drager atter hen, og kjøber os lidt korn.

3 Men Juda sagde til ham: Manden sagde os det strængeligen for og sagde: I skulle ikke se mit ansigt, uden eders broder er med eder.

4 Vil du da sende vor broder med os, ville vi drage ned og kjøbe dig korn,

5 men dersom du ikke vil sende ham med, ville vi ikke derned; thi manden har sagt os: I skulle ikke se mit ansigt, uden eders broder er med eder.

6 Da sagde Israel: Hvorfor har i handlet saa ilde mod mig med at fortælle manden, at i endnu havde en broder!

7 Men de svarede: Manden spurgte os nøje ud om os og vor slægt og sagde: Har i endnu eders fader levende? har i endnu en broder? og vi svarede ham, eftersom han spurgte til; hvorledes kunde vi vide, at han vilde sige: Bringer eders broder herned.

8 Og Juda sagde til sin fader Israel: Send drengen med mig, saa ville vi gjøre os rede og drage afsted, for at vi kunne leve og ikke skulle dø, baade vi og du og vore smaabørn;

9 og jeg vil være god for ham; af min haand skal du kræve ham; dersom jeg ikke bringer ham tilbage til dig og stiller ham for dit aasyn, da vil jeg bære skyld derfor alle mine dage!

10 thi havde vi ikke nølet, kunde vi nu have været her to gange.

11 Da sagde deres fader Israel til dem: Ja, naar saa endelig skal være, gjører da dette: tager af landets berømte frugter og bringer dem manden til gave, noget balsam, druesirup, røgelse, ladanum, pistasienøder,

12 tager og dobbelt penge med eder og bringer de penge tilbage, som vare lagte i eders sække; maaske det er en fejltagelse.

13 Og tager saa eders broder, gjører eder færdige og drager til manden.

14 Og Gud, den Almægtigste, lade eder finde barmhjærtighed hos manden og sende eders anden broder og Benjamin; og jeg, ligesom jeg nu er mine børn berøvet, skal leve dem berøvet.

15 Mændene toge altsaa denne gave, og de toge ogsaa dobbelt penge med sig og Benjamin; de gjorde sig færdige, droge ned til Ægypten og traadte frem for Josef.

16 Da Josef saae, at Benjamin var med dem, sagde han til sin husfoged: Før disse mænd til huset, slagt et slagtekvæg og ret det an, thi disse mænd skulle spise hos mig til middag.

17 Manden gjorde, som Josef havde befalet ham, og førte mændene til Josefs hus.

18 Da de bleve førte derhen, frygtede de og sagde: Det er for pengenes skyld, som forrige gang vare komne i vore sække, vi bringes derhen, for at han kan vælte sig ind paa os og overfalde os og tage os til trælle og vore æsler.

19 De traadte da nærmere til Josefs husfoged og sagde til ham ved indgangen til huset:

20 Hør min herre! da vi forrige gang droge ned for at kjøbe korn,

21 skete det, at da vi kom til herberget og aabnede vore sække, laa enhvers penge oven i hans sæk, vore penge efter deres fulde vægt, og vi har nu bragt dem med os;

22 og vi har taget andre penge med for at kjøbe korn; hvem der har lagt vore penge i vore sække, veed vi ikke.

23 Han sagde til dem: Værer ved godt mod, frygter ikke! eders Gud og eders faders Gud har givet eder en skat i eders sække; eders penge har jeg selv modtaget. Og han bragte Simon ud til dem.

24 Saa førte han mændene til Josefs hus, gav dem vand, og de vaskede deres fødder, og han gav deres æsler foder.

25 Men de bragte gaven i orden indtil Josef kom om middagen, thi de havde hørt, at de skulde spise der.

26 Da Josef kom hjem, bragte de ham gaven, som de havde med sig, og de kastede sig paa jorden for ham.

27 Han hilsede dem venlig og sagde: Gaaer det eders gamle fader, som i talede om, vel, lever han endnu?

28 De sagde: Din tjener, vor fader, gaaer det vel og han lever endnu, og de bøjede sig og faldt til jorden for ham.

29 Han opløftede sine øjne og saae sin broder Benjamin, hans moders søn, og han sagde: Er det eders yngste broder, som i talede til mig om? og han sagde: Gud være dig naadig, min søn!

30 Og Josef skyndte sig bort, thi hans hjærte brændte mod han broder, og han søgte hen, hvor han kunde græde, gik ind i sit lønkammer og græd der.

31 Saa vaskede han sit ansigt, gik ud igjen, gjorde sig stærk og sagde: Sætter maden frem.

32 Og de dækkede til ham særskilt, ligeledes særskilt til dem og særskilt til Ægypterne, som spiste hos ham; - Ægypterne kunne nemlig ikke spise med Hebræerne, thi det er dem en vederstyggelighed -

33 og de sad ligeover for ham, den ældste efter sin førstefødsel og den yngste efter sin ungdom og de forundrede sig den ene over den anden;

34 saa satte man mad for dem af hans bord, men til Benjamin blev der sat fem gange mere end til de andre, og de drak og drag til overflødighed med ham.