Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 49de kapitel

Jakobs spaadom og død

1 Jakob kaldte sine sønner til sig og sagde: Samles om mig, for at jeg kan forkynde eder, hvad der vil møde eder i de kommende tider!

2 Flokkes og hører o Jakobs børn! hører eders fader Israel!

3 Ruben! min førstefødte du er, min kraft, min manddoms første skud; den første i højhed, den første i magt!

4 men du bruser op som vandet; du skal ikke have forrangen; thi du besteg din faders leje, da besmittede du det! - Min ægteseng har han besteget! -

5 Simon og Levi er broderpar; Volds vaaben er deres sværd!

6 I deres hemmelige raad kom ej min sjæl! mit hjærte hav ej del i deres forsamling! thi manden de dræbte i deres vrede, oxen de lammede i deres kaadhed!

7 Forbandet være eders vrede, thi den er heftig! deres raseri, thi det er stærkt! jeg vil dele dem mellem Jakob, sprede dem i Israel!

8 Juda! dig, ja dig skal dine brødre prise! din haand skal være paa dine fjenders nakke! din faders sønner skal bøje sig for dig! -

9 En ung løve er Juda! af bytte du voxer min søn! - han bøjer sig, han hviler sig som løven, som en løvinde, hvo tør rejse ham!

10 Ej scepteret skal vige fra Juda, og herskerstaven fra hans fødder, indtil fredsfyrsten kommer; ham skal folkene følge.

11 Ved vinstokken han binder sit unge æsel, ved den ædle tanke asenindens føl; i vin han tvætter sin klædning, i drueblod sin kappe;

12 hans øjne ere rødere end vin, hans tænder hvidere end mælk.

13 Sebulon skal bo ved havets bred, ja, han skal bo ved skibenes strandbred; hans grændse være mod Sidon!

14 Isaskar er et benstærk æsel, som hviler mellem tvende folde;

15 han seer, at hvilen er god og landet skjønt, han bøjer sin axel under byrden og bliver en skatskyldig tjener.

16 Dan skal dømme sit folk, som en af Israels stammer.

17 Dan er som slangen ved vejen, som hornslangen ved stien, som bider hestens hov, saa rytteren falder tilbage.

18 Herre! jeg venter paa din frelse!

19 Gad! ham hære skal trænge, men han tilbagetrænge dem!

20 Aser! hans brød er fedmen, og han skal give kongelige retter.

21 Naftali er den frie hind, som taler dejlige ord.

22 En søn af det frugtbare træ er Josef, en søn af det frugtbare træ ved kilden, dets døtre stride over muren; -

23 de tirre ham, de skyde paa ham, de hade ham, de bueskyttere;

24 men paa klippen hviler hans bue, og frie er hans hænders arme; ved Jakobs vældiges haand, ved hyrdens, Israels klippes, navn,

25 ved din faders Gud, og han skal hjælpe dig, ved den Almægtigste, og han skal velsigne dig med himlens velsignelser ovenfra og dybets velsignelser nedenfra, med brysters og livs velsignelser!

26 Din faders velsignelser gaa over mine forældres velsignelser, indtil de evige højes pryd, og de skulle være paa Josefs hoved og paa hans isse, som er en fyrste blandt sine brødre.

27 Benjamin er en rivende ulv, om morgenen fortærer han rovet, om aftenen deler han bytte.

28 Alle disse ere Israels tolv stammer, og det er, hvad deres fader talede til dem, da han velsignede dem, enhver med sin særegne velsignelse!

29 og han gav dem denne befaling: Jeg samles nu til mit folk; begraver mig saa hos mine fødre i hulen, som er paa Hetiten Esrons mark;

30 i den hule, som er paa Makpelas mark ligeover for Mamre i Kana-ans land, hvilken Abraham kjøbte tilligemed marken til en arvebegravelse af Hetiten Esron.

31 Der have de begravet Abraham og hans hustru Sara; der have de begravet Isak og hans hustru Rebekka, og der har jeg begravet Lea;

32 paa den mark og i den hule, som er paa den, der ere kjøbte af Hets børn. -

33 Da Jakob havde sluttet denne befaling til sine sønner, trak han sine fødder ind i sengen og han opgav aanden og samledes til sine folk;

34 men Josef kastede sig over sin faders ansigt, græd over ham og kyssede ham.