Bibelen

I. Loven
Første Mosebog

Det 8de kapitel

Syndfloden ophører

1 Da kom Gud Noa i hu og alle vilde og tamme dyr, som vare med ham i arken; og han lod en vind fare over jorden, saa vandet faldt;

2 og afgrundens kilder stoppedes og himlens sluser, saa at styrteregnen standsede fra himlen,

3 og vandet forlod gradvis af jorden og det formindskedes efter 150 dage;

4 og paa den syvende dag i den syvende maanede standsede arken paa Ararats bjerge.

5 Men vandene bleve ved at tage gradvis af indtil den tiende maaned; paa den første dag i den tiende maaned kom bjergenes toppe til syne.

6 Efter 40 dages forløb aabnede Noa det vindue, han havde gjort paa arken;

7 og han skikkede ravnen ud, men den fløj hid og did, indtil vandene tørredes bort af jorden.

8 Saa sendte han duen ud for at se, om vandet var faldet paa jorden;

9 men da duen ikke fandt hvile for sin fod, vendte den tilbage til arken, thi vandet stod endnu over hele jorden, og han udrakte sin haand, tog den og førte den ind til sig i arken.

10 Derpaa ventede han endnu syv andre dage, og sendte saa atter duen af arken;

11 og ved aftens tid kom den igjen til ham, og se, den havde et frisk olivenblad i sit næb; da sluttede Noa, at vandet var faldet paa jorden.

12 Dog tøvede han endnu syv andre dage, og saa sendte han atter duen ud; men den kom ikke mere tilbage til ham.

13 Da Noa var 601 aar gammel, paa den første dag i den første maaned, var vandene borttørrede fra jorden, og Noa tog dækket af arken og saae, og se! Jordfladen tørredes;

14 og paa den syv og tyvende dag i den anden maaned var jorden ganske tør. -

15 Da talede Gud til Noa saaledes:

16 Gaa nu ud af arken, du og din hustru, dine sønner og dine sønners hustruer med dig;

17 alle dyr, som ere hos dig af al skabning, baade fugle og tamme dyr og alt kryb, som rører sig paa jorden, skal du føre ud med dig, og de skal mylre paa jorden, være frugtbare og blive mangfoldige paa den.

18 Saa gik Noa ud og hans sønner, hans hustru og hans sønners hustruer med ham;

19 alle dyr, alt kryb, alle fugle, alt, som rører sig paa jorden, gik ud af arken efter deres slægter.

20 Men Noa rejste et alter for Herren, og han tog af alle rene dyr og fugle og ofrede brændofre paa alteret.

21 Da lugtede Herren den behagelige lugt og sagde til sit hjærte: Jeg vil ikke mere forbande jorden for menneskets skyld; thi menneskets hjærtes tanke er ond fra hans ungdom, og jeg vil ikke mere ihjelslaa alt levende, saaledes som jeg har gjort.

22 Herefter skal, saalænge jorden staaer, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke aflade.