Bibelen

I. Loven
Anden Mosebog

Det 16de kapitel

Opholdet i ørkenen Sin. Vagteler, manna

1 Siden brød hele Israels børns menighed op og kom til ørken Sin, som ligger mellem Elim og Sinaj, paa den femtende dag i den anden maaned efter deres udgang fra Ægypten.

2 Men hele Israels børns menighed knurrede mod Mose og Aron i ørkenen,

3 og Israels børn sagde til dem: Gid vi dog vare døde for Herrens haand i Ægyptens land, mens vi sade ved kjødgryderne, og aade brød til mættelse: thi i har ført os ud i denne ørk for at lade hele denne forsamling dø af hunger. -

4 Men Herren sagde til Mose: Se, jeg vil lade brød regne til eder af himlen og folket skal gaa ud og samle hver dags nødtørst paa sin dag, for at jeg kan prøve dem, om de vil vandre i min lov eller ikke.

5 Og naar de paa den sjette dag tillave, hvad de har bragt hjem, skal der være dobbelt saameget, som de ellers daglig samle.

6 Saa sagde Mose og Aron til alle Israels børn: Iaften skulle i faa at vide, at det er Herren, som har ført eder ud af Ægyptens land,

7 og imorgen skulle i se Herrens herlighed, da han har hørt eders knurren mod Herren; thi hvad ere vi, at i knurre mod os.

8 Og Mose føjede til: Dette skal ske, idet Herren iaften giver eder kjød at spise og imorgen brød til mættelse, fordi Herren har hørt eders murren, hvormed i knurre imod ham; thi hvad ere vi? det er ikke mod os, men mod Herren, i murre.

9 Og Mose sagde til Aron: Siig til hele Israels børns menighed: Træder nærmere for Herrens ansigt, thi han har hørt eders murren.

10 Og da Aron talede til hele Israels børns menighed, vendte de sig mod ørken, og se, Herrens herlighed lod sig tilsyne i skyen.

11 Og Herren talede saaledes til Mose:

12 Jeg har hørt Israels børns knur, tal til dem og siig: Ud paa aftenen skal i faa kjød at spise, og imorgen skal i mættes med brød, for at i skulle vide, at jeg er Herren eders Gud.

13 Og det skete om aftenen, at der fløj vagtler op og skjulte lejren, og om morgenen var der dugfald trindt om lejren,

14 og duglaget slog op, og se, laa over ørkenen noget fint skjel, fint som rim paa jorden.

15 Da Israels børn saae det, sagde den ene til den anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; men Mose sagde til dem: Det er det brød, som Herren har givet eder til spise;

16 og det er det Ord, som Herren har befalet: Samler deraf, eftersom enhver kan spise; I skulle tage en omer for hvert hoved efter tallet paa de sjæle, som hver har i sit telt.

17 Saa gjorde Israels børn saaledes, og de samlede, en mere, en anden mindre,

18 men da de maalte det i en omer, havde den, som havde sanket meget, intet tilovers, og den, som havde faaet lidt, savnede intet, hver havde sanket i forhold til, hvad de kunde spise.

19 Og Mose sagde til dem: Ingen maa levne noget af det til om morgenen.

20 Dog lod de ikke Mose, men somme af dem levnede noget af det til om morgenen; men saa var det gaaet maddiker deri og det stank, og Mose blev vred paa dem.

21 Altsaa samlede de det hver morgen, enhver i forhold til, hvad han kunde spise, men naar solen brøndte hedt, smeltede det bort.

22 Men paa den sjette dag samlede de dobbelt brød, to omer istedetfor en, og alle menighedens forstandere kom og meldte Mose det.

23 Da sagde Mose til dem: Det er, hvad Herren sagde: I morgen er det hviledag, en hellig hviledag for Herren; bager derfor, hvad i ville bage, og koger, hvad i ville koge, og hvad i faa tilovers, kani henlægge til at gjemmes til imorgen.

24 De lagde da hen af det til næste morgen, ligesom Mose havde befalet dem; og hverken stank det, heller ikke var der gaaet orm i det.

25 Saa sagde Mose: Spiser det nu idag; thi idag er det hviledag for Herren, og idag skulle i ikke finde det paa marken.

26 I sex dage skulle i samle det; men paa den syvende dag, som er hviledagen, skal det ikke være at finde.

27 Men paa den syvende dag gik dog somme af folket ud for at samle, men de fandt intet.

28 Da sagde Herren til Mose: Hvorlænge vægre i eder ved at holde mine bud og mine love?

29 Seer dog, at fordi Herren har givet eder hviledagen, derfor giver han eder paa den sjette dag brød til to dage; enhver blive da hjemme, og ingen skal gaa ud fra sit sted paa den syvende dag.

30 Saa hvilede folket paa den syvende dag.

31 Israels hus kaldte dets navn manna: det lignede korianderfrø, var hvidt og havde smag som honningkage.

32 Og Mose sagde: Det er hvad Herren har befalet: Fylder en omer med det til at gjemme til eders efterkommere, for at de kunne se det brød, som jeg gav eder at spise i ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægyptens land.

33 Og Mose sagde til Aron: Tag et krus og læg en omer fuld manna deri, og nedlæg det for Herren til at gjennems til eders efterkommere,

34 ligesom Herren befalede Mose. Siden nedlagde Aron det foran lovens tavler til at gjemmes.

35 Men Israels børn spiste manna i 40 aar, indtil de kom til et beboet land; de spiste nemlig manna, indtil de kom til grændsen af Kana-ans land. -

36 En omer er en tiende del af en efa.

2 Mosebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40