Bibelen

I. Loven
Anden Mosebog

Det 32te kapitel

Guldkalven

1 Da folket saae, at Mose tøvede med at komme ned ad bjerget, samlede de sig om Aron og sagde til ham: Kom, gjør os guder, som kan gaa foran os; thi hvad der er blevet af den mand Mose, som førte os op af Ægyptens land, veed ikke vi.

2 Aron svarede dem: River guldringene af eders koners, sønners og døtres øren og bringer mig dem!

3 Saa rev hele folket ringene af deres øren og bragte Aron dem.

4 Han tog det af deres haand, dannede det med mejslen og frembragte en støbt kalv deraf; og de sagde: Disse er dine guder, Israel, som førte dig op af Ægyptens land.

5 Da Aron saae det, byggede han et alter, og han sammenkaldte dem og sagde: I morgen er det fest for Herren!

6 Næste morgen rejste de sig tidlig, de ofrede brændofre og bragte takofre, og folket skikkede sig til sæde for at spise og drikke, og derpaa rejste de sig for at lege.

7 Saa sagde Herren til Mose: Gaa, stig ned, thi dit folk, som du førte op af Ægyptens land, har handlet saare ilde,

8 snarlig ere de vegne af fra den vej, jeg bød dem; de har gjort sig en støbt kalv, for den have de knælet, til den have de ofret, og de sagde: Der er dine guder, Israel, som førte dig op af Ægyptens land.

9 Og Herren sagde fremdeles til Mose: Jeg har seet dette folk, og se, det er et haardnakket folk!

10 og lad mig nu have ro, at min vrede kan optændes mod dem og fortære dem, og saa vil jeg gjøre dig til et stort folk!

11 Men Mose bad inderlig for Herrens, hans Guds aasyn og sagde: Herre, hvorfor skal din vrede optændes mod dit folk, som du førte ud af Ægypten med stor kraft og vældig haand,

12 hvorfor skal Ægypterne sige: Til ulykke har han ført dem ud, til at slaa dem ihjel paa bjergene og ødelægge dem af jorden? vend dig fra din vredes brand, og fortryd det onde mod dit folk!

13 Kom Abraham ihu og Isak og Israel, dine tjenere, hvem du ved dig selv har tilsvoret og tilsagt: Jeg vil gjøre eders afkom mangfoldig som himlens stjerner, og hele det land, som jeg har talt om, vilj eg give eders afkom, og de skal eje det til evig tid.

14 Da fortrød Herren det onde, som han havde talt om at ville gjøre mod sit folk.

15 Derpaa vendte Mose sig og steg ned ad bjerget, og begge lovens tavler havde han i sn haand, tavlerne, som vare beskrevne paa begge sider, - baade paa den ene og den anden side vare de beskrevne -

16 og disse tavler var Guds gjerning og skriften var Guds skrift, som var skaaren i tavlerne. -

17 Da Josva hørte lyden af folkets skrigen, sagde han til Mose: Der er et krigsraab i lejren!

18 Men han svarede: Lyden er ikke sejrendes jubel, lyden er ikke slagnes skrig, men jeg hører en vexelsang.

19 Og da Mose nærmede sig lejren og saae kalven og dandsen, optændtes hans vrede, og han kastede tavlerne af sin haand, og slog dem itu ved bjergets fod;

20 men kalven, som de havde gjort, tog han, brændte den i ild, stødte den til pulver, strøede det paa vandet og lod Israels børn drikke det;

21 og til Aron sagde Mose: Hvad har dette folk gjort dig, at du har ført saa stor en synd over det?

22 Men Aron svarede: Min herres vrede optændes ikke! du kjender dette folk, at det ligger i det onde;

23 og de sagde til mig: Gjør os guder, som kan gaa foran os; thi hvad der er blevet af den mand Mose, som førte os ud af Ægyptens land, veed vi ikke;

24 og jeg sagde til dem: Hvem der har guld, rive det af; og de gav mig det, jeg bragte det i ilden og saaledes fremkom denne kalv.

25 Da Mose nu saae, at folket var løsrevet; thi Aron havde givet dem tøjlen, til spot for deres modstandere;

26 traadte han op i lejrens port og sagde: Hid til mig hver, som vil høre Herren til! Da flokkedes alle Leviterne om ham,

27 og han sagde til dem: Saa byder Herren, Israels Gud: Hver fæste sit sværd ved sin side, og drager i frem og vender tilbage til den ene port i lejren til den anden, og hver slaa sin broder, sin ven og sin frænde ned!

28 og Leviterne gjorde eftet Moses ord, og paa den dag faldt henved 3000 af folket.

29 Mose sagde nemlig: Tager idag fuldmagtsofret for Herren i deres haand, hver endog paa sin søn og sin broder, for at han idag kan give eder velsignelse. -

30 Næste morgen sagde Mose til folket: Ihar syndet en stor synd; men nu vil jeg stige op til Herren, maaske jeg kan gjøre forligelse for eders synd!

31 Saa vendte Mose tilbage til Herren og sagde: Ak! dette fok har syndet en stor synd, de har gjort sig guder af guld!

32 Men nu, vil du forlade dem deres synd? hvis ikke, da, kjære, slet mig ud af din bog, som du har skrevet!

33 Men Herren sagde til Mose: Den, som har syndet mod mig, ham vil jeg slette ud af minbog.

34 Men gaa du nu og før folket didhen, som jeg har sagt dig, og se, min engel skal vandre for dit aasyn; men paa min hjemsøgelses dag vil jeg straffe deres synd paa dem.

35 Men Herren slog folket, fordi de havde gjort den kalv, som Aron havde gjort til dem.

2 Mosebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40