Bibelen

I. Loven
Anden Mosebog

Det 33te kapitel

Folkets bod. Tabernaklet rejses. Moses forbøn

1 Herren sagde til Mose: Gaa og drag op herfra, du og det folk, som du har ført op af Ægyptens land, til det land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Til din afkom vil jeg give det.

2 Og jeg vil sende en engel foran dig. - og uddrive Kananiterne, Amoriterne, Heviterne, Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne -

3 til et land, som flyder med mælk og honning; men jeg vil ikke drage op med dig; thi du er et haarnakket folk, for at jeg ikke skal fortære dig paa vejen.

4 Da folket hørte dette onde Ord, sørgede de, og ingen tog sin prydelse paa.

5 Og Herren sagde til Mose: Siig til Israels børn: I er et haardnakket folk; drog jeg nu et øjeblik med dig, maatte jeg jeg fortære dig; men nu, læg din prydelse af dig, at jeg maa vide, hvad jeg skal gjøre ved dig.

6 Saa aflagde Israels børn deres prydelse fra bjerget Horeb af.

7 Men Mose tog teltet, slog det op udenfor lejren, langt borte fra den, og han kaldte det forsamlingsteltet; og enhver, som søgte Herren, maatte gaa ud til forsamlingsteltet, som var udenfor lejren.

8 Og naar Mose gik ud til teltet, rejste hele folket sig, og hver stillede sig i indgangen til sit telt, og de saae efter Mose, indtil han kom til teltet;

9 og naar Mose kom til teltet, dalede skystøtten ned og stod ved indgangen til teltet, og han talede med Mose;

10 og da hele follket saae skystøtten staaende ved indgangen til teltet, rejste de sig, og de kastede sig til jorden, hver ved indgangen til sit telt.

11 Men Herren talede til Mose ansigt til ansigt, som en mand taler til sin næste, og han vendte tilbage til lejren, men hans tjener, den unge mand Josva, Nuns søn, veg ikke fra teltet.

12 Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette folk op; men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, skjøndt du har sagt: Jeg kjender dig ved navn, og du har fundet naade for mine øjne!

13 Og nu kjære! dersom jeg har fundet naade for dine øjne, viis mig da din vej, at jeg kan kjende dig og finde naade for dine øjne; og se dog, at dette folkl er dit folk!

14 Saa sagde han: Mit ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig hvile.

15 Men han sagde til ham: Naar dit ansigt ikke gaaer med, lad os da ikke drage op herfra;

16 men hvorpaa skulde det her kjendes, at jeg har fundet naade for dine øjne, jeg og dit folk? mon ikke derpaa, at du vandrer med os? saa skulle vi, baade jeg og dit folk, skilles fra hert folk, som er paa hele jordens kreds!

17 Og Herren sagde til Mose: Ogsaa det ord, som du har talet, vil jeg gjøre, thi du har fundet naade for mine øjne, thi jeg kjender dig ved navn.

18 Da sagde Mose: Kjære, lad mig se din herlighed!

19 Han svarede: Jeg vil føre al min godhed forbi dit ansigt og med navns nævnelse udraabe: Herren er foran dig; hvem jeg er naadig, ham er jeg naadig, og hvem jeg elsker, ham elsker jeg;

20 men - sagde han - mit ansigt kan du ikke se; thi mennesket kan ikke se mig og leve!

21 Herren sagde endvidere: Se, her er plads hos mig, der skal du staa paa klippen,

22 og naar min herlighed drager forbi, vil jeg stille dig i klippehulen og dække dig med min haand, indtil jeg er forbi;

23 og naar jeg drager min haand tilbage, skal du se mig bagfra, men mit ansigt kan ikke ses.

2 Mosebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40