Bibelen

I. Loven
Anden Mosebog

Det 4de kapitel

Mose faaer magt til at gjøre jærtegn og drager til Ægypten

1 Men Mose svarede og sagde: Se, de ville ikke tro mig og ikke lyde mine ord; thi de ville sige: Herren har ikke aabenbaret sig for dig!

2 Men Herren sagde til ham: Hvad er det, du har i din haand? Han svarede: En stav.

3 Og han sagde: Kast den paa jorden! og han kastede den paa jorden, men den blev til en slange, og Mose flyede for den.

4 Saa sagde Herren til Mose: Ræk din haand ud og grib den i halen! og han rakte sin haand ud og holdt den fast, og den blev til en stav i hans haand;

5 for at de skulde tro, at Herren, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud har aabenbaret sig for dig.

6 Stik din haand i din barm, og han stak sin haand i sin barm, men da han drog den ud, se, da var hans haand hvid som sne af spedalskhed.

7 Og han sagde: Stik atter din haand i din barm, og han stak den atter i sin barm; men da han drog den ud af sin barm, se, da var den bleven karsk igjen som hans øvrige legeme.

8 Dersom de nu ikke ville tro dig eller lyde dit ord paa det første tegn, saa skulle de tro dit ord paa det andet tegn;

9 men dersom de ikke tro dig paa disse tvende tegn, og ikke ville lyde dit ord, da skal du tage af Nilflodens vande og øse paa landet, og det vand, som du tager af floden, skal blive til blod paa landet!

10 Men Mose sagde til Herren: sandelig, Herre, jeg har ikke hidtil, været en veltalende mand, og er ikke heller bleven det, siden du talede til din tjener; thi jeg har et svært maal og en vanskelig udtale.

11 Men Herren sagde til ham: Hvem giver mennesket mæle? eller hvem gjør stum eller døv, klarsynet eller blind, mon ikke jeg, Herren?

12 Men gaa nu, og jeg vil være med din mund og lære dig hvad du skal tale.

13 Men Mose sagde: Hør mig Herre! send dog, hvem du ellers vil sende!

14 Da blev Herren meget vred paa Mose og sagde: Veed jeg ikke, at din broder, Leviten Aron, er en veltalende mand, og se, han gaaer dig imøde, og, naar han seer dig, skal han glæde sig i sit hjærte,

15 og du skal tale ham og lægge ham Ordene i munden, og jeg vil være med din og med hans mund og lære eder, hvad i skulle gjøre;

16 og han skal tale for dig til folket; han skal være dig som mund og du skal være ham som Gud;

17 men denne stav skal du tage i din haand, og med den skal du gjøre jærtegn.

18 Saa gik Mose tilbage til sin svigerfader Jetro og sagde til ham: Kjære, lad mig drage hen, for at jeg kan komme til mine brødre igjen, som ere i Ægypten, og jeg vil se, om de leve endnu; og Jetro sagde til Mose: Gaa med fred!

19 Saa sagde Herren til Mose i Midjan: Kom, vend tilbage til Ægypten, thi alle de mænd ere døde, som stode dig efter livet.

20 Og Mose tog sin hustru og sine sønner, lod dem ride paa æsler og drog tilbage til Ægyptens land, men Guds stav tog Mose i sn haand.

21 Men Herren sagde til Mose: Naar du drager tilbage til Ægypten, se da til, at du for Farao gjør alle de jærtegn, som jeg har givet i din magt, men jeg vil lade hans hjærte være ubøjeligt, saa at han ikke lader folket fare.

22 Og du skal sige til Farao: Saaledes siger Herren: Min førstefødte søn er Israel,

23 og jeg byder dig, lad min søn fare, for at han kan tjene mig, men hvis du vægrer dig ved at lade ham fare, se, da ihjelslaaer jeg din søn, din førstefødte! -

24 Men da Mose var i herberget paa vejen, kom Herren imod ham og vilde ladet ham dø.

25 Saa tog Zippora en stenkniv, afskar sin søns forhud og lagde den for hans fødder med de ord: Du er min blodbrudgom!

26 Saa lod han ham være, men hun sagde da: En blodbrudgom ved omskjærelsen.

27 Herren sagde til Aron: Gaa Mose imøde i ørken; og han gik og mødte ham ved Guds bjerg, og kyssede ham.

28 Saa fortalte Mose Aron alt, hvad Herren, der sendte ham, havde talt til ham, og alle de tegn, han havde befalet ham at gjøre.

29 Men Mose og Aron gik og sammenkaldte alle Israels børns ældste,

30 og Aron fortalte dem alt, hvad Herren havde sagt til Mose, og han gjorde tegnene for folkets øjne;

31 og folket troede; og da de hørte, at Herren havde besøgt Israels børn, og at han havde seet deres nød, bøjede de sig og tilbade.