Bibelen

I. Loven
Anden Mosebog

Det 5de kapitel

Mose afvises af Farao. Folkets plager forøges

1 Derpaa gik Mose og Araon ind og sagde til Farao: Saaledes siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk drage ud og holde højtid for mig i ørken!

2 Men Farao sagde: Hvem er den Herre, hvis røst jeg skulle lyde, at slippe Israel; jeg kjender ikke Herren, og Israel slipper jeg ikke.

3 De sagde: Hebræernes Gud har aabenbaret sig for os, tillad, at vi drage tre dagsrejser ud i ørkenen, for at vi kan ofre til Herren, vor Gud, at han ikke skal komme over os med pest eller sværd.

4 Men Ægyptens konge sagde til dem: Mose og Aron! hvorfor ville i afdrage folket fra deres arbejde? gaaer hen til eders trælarbejde!

5 Og Farao sagde endvidere: Se, folket er nu talrigt i landet, og i ville lade dem hvile fra deres trælarbejde!

6 Paa den samme dag befalede Farao plagefogederne over folket og sine amtmænd sigende:

7 I skulle ikke, herefter levere folket halm til teglbrændingen, som i hidtil dags have gjort; de skulle selv gaa og sanke halm;

8 men det bestemte maal sten, som de hidtil har leveret, skal i paalægge dem; i skal ikke afkorte dem deraf; thi de ere dovne, derfor raabe de paa: Vi ville drage hen og ofre til vor Gud;

9 lad trælarbejdet være haardt over mændene, saa de have noget at bestille og ikke skal agte paa løgnagtige ord!

10 Saa gik folkets plagefogeder og deres amtmænd ud og sagde til dem: Saaledes har Farao sagt: Der skal ikke leveres jer halm længere;

11 men gaaer i selv og tager jer halm, hvor i kan finde det; thi der skal ikke afkortes det mindste af eders træarbejde! -

12 Da spredte folket sig over hele Ægyptens land for at sanke stubber, de kunde bruge istedetfor halm;

13 men plagefogederne trængte paa dem og sagde: Leverer eders arbejde, hver dagmaal paa sin dag, ligesom da i fik halm.

14 Og Israels børns tilsynsmænd, som Faraos plagefogeder havde sat over dem, fik prygl, og der blev sagt til dem: Hvorfor har i hverken idag eller igaar leveret, hvad teglsten der er foreskrevet eder, saavelsom tilforn.

15 Da gik Israels børns tilsynsmænd ind og klagede overlydt for Farao i de ord: Hvorfor vil du handle saaledes med dine tjenere?

16 Halm bliver ikke givet dine tjenere, og teglsten sige de, vi skal levere; og se, dine tjenere faa prygl, og skylden er hos dit folk!

17 Men han sagde: I ere dovne, dovne ere i, derfor sige i: Lad os gaa og ofre til Herren!

18 Men nu, gaaer hen, arbejder! Halm skal ikke gives eder, men det bestemte tal teglsten skal i levere!

19 Da saae Israels børns tilsynsmænd, at de vare ilde deran, fordi man sagde til dem: Der skal intet afdrages paa teglstenene; hver dags gjerning skal i levere paa sin dag. -

20 Da de kom ud fra Farao, stødte de paa Mose og Aron, som stode ligefor dem;

21 og de sagde til dem: Herren se til over eder og han dømme, at i har gjort os saa forhadte for Faraos og hans tjeneres øjne, saa i har givet sværdet i deres haand til at slaa os ihjel! -

22 Da vendte Mose sig til Herren og sagde: Herre! Hvorfor handler du ilde med dette folk? og hvorfor har du dog sendt mig;

23 thi fra den dag, jeg kom til Farao for at tale i dit navn, har han handlet ilde med dette folk, og du har ingenlunde frelst dit folk!