Bibelen

I. Loven
Fjerde Mosebog

Det 14de kapitel

Følgerne af spejdernes fortælling

1 Da hævede hele menigheden sin røst og folket græd denne nat;

2 og alle Israels børn knurrede mod Mose og Aron, og hele menigheden sagde til dem: Gid vi vare døde i Ægyptens land; eller gid vi vare døde i denne ørk!

3 hvorfor fører Herren os til dette land til at falde for sværdet, og vore kvinder og børn skal blive til bytte; var det ikke godt for os at vende tilbage til Ægypten!

4 og den ene sagde til den anden: Lad os sætte os en formand og vende tilbage til Ægypten! -

5 Da faldt Mose og Aron paa deres ansigt for hele Israels børns menigheds forsamling,

6 og Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som vare af dem, der havde berejst landet, sønderrev deres klæder;

7 og de sagde til hele Israels børns menighed: Det land, vi droge igjennem, for at berejse det, er et overmaade dejligt land:

8 og dersom Herren har behag i os, da fører han os til dette og giver os det, et land, som flyder med mælk og honning;

9 bliver kun ikke gjenstridige mod Herren, saa skal i ikke frygte for landets folk; dem tage vi som en bid brød; deres skjold er veget fra dem; Herren er med os, frygter ikke for dem! -

10 Da sagde hele menigheden, qat man skulde begrave dem med stenkast: - men Herrens herlighed aabenbarede sig i forsamlingsteltet for alle Israels børn.

11 Da sagde Herren til Mose: Hvorlænge skal dette folk foragte mig, og hvorlænge ville de ikke tro paa mig ved alle de tegn, jeg har gjort midt iblandt dem?

12 Jeg vil slaa dem med pest og udrydde dem; og dig vil jeg gjøre til et folk, større og stærkere end de;

13 Men Mose sagde til Herren: Og det skulde Ægypterne høre; thi med din kraft har du ført dette folk midt ud af dem;

14 og de skulde sige til dette lands indbyggere, naar de høre, at du, Herre, er midt blandt dette folk, for hvis egne øjne du, Herre, har aabenbaret dig, og din sky staaer over dem, og for hvis ansigt du vandrer om dagen i skystøtten, om natten i ildstøtten,

15 at du har slaaet dette folk ihjel som een mand, da ville hedningerne, som høre dit rygte, sige:

16 Fordi Herren ikke havde magt til at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem, har han slagtet dem i ørken.

17 Men lad nu dog Herrens kraft blive stor, ligesom du har talet, da du sagde:

18 Herren er langmodig og af stor kjærlighed: han tilgiver brøde og overtrædelse; for ham er ingen uskyldig: han straffer fædres brøde paa børn, paa dem i tredje og fjerde led;

19 forlad, kjære, dette folks brøde efter din store kjærlighed, ligesom du har tilgivet dette folk ligefra Ægypten og indtil nu! -

20 Da sagde Herren: Jeg har forladt det efter dit ord!

21 visselig, saasandt ejg lever, skal hele landet fyldes med Herrens herlighed;

22 men alle de mænd, som have seet min herlighed og mine tegn, som jeg har gjort i Ægypten og ørken, og som har fristet mig nu vel ti gange og ikke hørt efter min røst,

23 de skal ikke faa det land at se, som jeg har tilsvoret deres fædre; alle, som mig foragte, skal ikke faa det at se!

24 Men fordi der var en anden Aand med min tjener Kaleb, og han fulgte mine spor, vil jeg lade ham komme til det land, han kom til, og hans afkom skal eje det.

25 Men Amalekiter og Kanaiter sidde i dalen, vender om i morgen og bryder op til ørken ad vejen til det røde hav!

26 Derpaa talede Herren til Mose og Aron og sagde:

27 Hvorlænge skal jeg bære over med denne onde menighed, som knurrer mod mig; jeg har hørt Israels børns murren, hvormed de knurre imod mig;

28 siig da til dem: Saasandt jeg lever - det er Herrens Ord - som i have talt for mine øren, saaledes vil jeg gjøre mod eder;

29 i denne ørk skal eders døde kroppe falde, alle som ere optagne i mandtallet efter hele eders tal fra tyve aars alder og derover, som have knurret imod mig;

30 og i skal ikke komme ind i det land, om hvilket jeg opløftede min haand til at lade eder bo deri, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn;

31 men eders smaabørn, som i sagde om, at de skulde blive til bytte, dem vil jeg føre derind og de skal faa det land at kjende, som i have foragtet;

32 men eders døde kroppe skal falde i denen ørk;

33 og eders børn skakl blive hyrder i ørken i 40 aar og bære eders brud paa ægtepagten, indtil alle eders døde kroppe ere blevne i ørken.

34 Efter tallet paa de dage, i brejste landet, 40 dage nemlig, skal i bære eders brøde, aar for dag i 40 aar, saa i skal faa at vide, hvad det har at betyde, naar jeg vender mig bort.

35 Jeg, Herren, har sagt: Jeg vil visselig gjøre dete med denne onde menighed, som har rottet sig sammen mod mig: i denne ørk skal de forgaa, der skal de dø! -

36 Men de mænd, som Mose havde sendt for at berejse landet, og som vare komne tilbage og havde bragt hele menigheden i oprør mod ham ved at udsprede onde rygter om landet;

37 disse mænd, som havde spredt de onde rygter ud om landet, døde ved slaget for Herrens ansigt;

38 men Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som vare af de mænd, der vare gaaede ud for at berejse landet, beholdt livet.

39 Mose talede da alle disse Ord til Israels børn, og folket sørgede saare,

40 og de rejste sig tidlig om morgenen, stege op paa bjergtinden og sagde: Se, her er vi, og vi vil drage op til det sted, Herren har talt om, thi vi have syndet;

41 men Mose sagde: Hvorfor vil i dog overtræde Herrens bud? det vil ikke lykkes,

42 drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at i ikke skulle blive slagne af eders fjender;

43 thi Amalekiter og Kananiter have i der for eder, og i vil falde for sværdet; fordi i have vendt eder fra Herren, vil Herren ikke være med eder! -

44 men de droge dumdristig op paa bjergtinden, skjøndt Herrens pagtes ark go Mose ikke veg fra lejren.

45 Saa drog da baade Amalekiter og Kanaiter, som boede paa dette bjerg, ned og slog dem og kastede dem lige til Horma.

4 Mosebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36