Bibelen

I. Loven
Femte Mosebog

Det 1te kapitel

Mose fortæller om vandringen i ørken

1 Det er de Ord, som Mose talede til hele Israel denne sides Jordan, i den flakke ørk overfor Suf, mellem Paran, Tofel, Laban, Hazerot go Di-Sahab,

2 elleve dagsrejser fra Horeb over Se-irs bjerg til Kades Barnea.

3 I det fyrretyvende aar, paa den første dag i den ellefte maaned talede Mose nemlig til Israels børn i alle maader, hvad Herren havde befalet ham, til dem;

4 efterat han havde slaaet Amoriterkongen Sihon, som boede i Hesbon, og ved Edre-i Basans konge, Og, som havde i Astarot.

5 Paa denne side Jordan, i Moabs land nemlig, begyndte Mose at udlægge denne lov og sagde:

6 Herren, vor Gud, talede saaledes til os i Horeb: I har ligget længe nok ved dette bjerg,

7 vender om, bryder op, gaaer ind til Amoriterbjerget og alle dem, som bo om det i sletten og paa bjerget, i lavlandet, Sydlandet, ved stranden, i Kananiternes land nemlig til Libanon, indtil den store strøm, Eufratfloden;

8 se, jeg har overgivet eder dette land, gaaer ind og tager det land i besiddelse, som Herren har tilsvoret eders fædre, Abraham, Isak og Jakob, at han vilde give dem det og deres afkom efter dem.

9 Paa samme tid talede jeg saaledes til eder: Jeg kan ikke ene bære eder!

10 Herren eders Gud har gjort eder mangfoldige, og se, i ere nu som himlens stjerner i mængde.

11 Herren, eders fædres Gud, gjøre eder 1000 gange flere, end i nu ere,, og velsigne eder, som han har tilsagt eder!

12 Men hvorledes skulde jeg ene kunne bære al eders slæb, byrde og trætte?

13 skaffet mig vise, forstandige og vel forsøgte mænd af eders stammer, og saa vil jeg sætte dem til høvedsmænd over eder;

14 og i svarede mig: Det var en god indretning, du sagde, du vilde gjøre.

15 Saa tog jeg til høvedsmænd for eders stammer vise og velforsøgte mænd og satte dem som hoveder over eder, til formænd for tusinder, formænd for hundreder, formænd for halvtredsindstyve og formænd for ti, og til tilsynsmænd for eders stammer;

16 og paa samme tid gav jeg eders dommere denne befaling: I skal høre sagerne mellem eders brødre og dømme, hvad ret er mellem en mand og hans broder og den fremmede hos ham;

17 og i maa ingen personanseelse gjøre i dommen; I skal høre den laveste som den højeste; I maa ikke frygte for nogen person, thi dommen hører Gud til; men hver sag, som falder eder for svær, skal i føre for mig, saa vil jeg høre den.

18 Og jeg bød eder paa samme tid alt, hvad i skulle gjøre.

19 Saa brød vi op fra Horeb og drog gjennem hele denne store og forfærdigelige ørk, som i have seet, ad vejen til Amoriterbjerget, ligesom Herren, vor Gud, havde befalet os, og vi kom til Kades Barnea;

20 og jeg sagde til eder: I ere komne til Amoriternes bjerg, som Herren, vor Gud, har givet os.

21 Se, Herren, din Gud, har overgivet dig landet, drag op, tag det i besiddelse, ligesom Herren, dine fædres Gud, har sagt til dig; frygt ikke og vær ikke bange.

22 Da traadte i alle frem for mig og sagde: Lad os sende mænd foran os, for at de kunne undersøge os landet og bringe os svar om, hvad vej vi skulle drage op ad, og om de stæder, vi skulle komme til.

23 Dette Ord stod mig an, og jeg udtog tolv mænd af eder, een mand af hver stamme.

24 De vendte sig og drog op ad bjerget, og de kom til Eskols dal og bespejdede det;

25 og de tog af landets frugt i deres haand, bragte det ned til os og gav os svar og sagde: Landet, som Herren, vor Gud, har givet os, er skønt;

26 men i vilde ikke drage op, men vare gjenstridige mod Herrens, eders Guds, befaling;

27 og i kukkede i eders telte og sagde: Fordi Herren hader os, har han ført os ud af Ægyptens land for at overgive os i Amoriternes vold til at ødelægge os!

28 og hvorledes skulle vi drage op? vore brødre har gjort vort hjærte forsagt, da de sagde: Det er et folk, som er større og højrere end vi; Stæderne ere store og befæstede op i himlen, og vi har ogsaa seet Anakider der.

29 Men jeg sagde til eder: Lader eder ikke forskrække, og frygter ikke for dem;

30 Herren eders Gud, som vandrer foran eder, han vil stride for eder, ligesom han i alle maader har gjort med eder i Ægypten for eders øjne;

31 og i den ørk, som du har seet, hvorledes Herren, din Gud, bar dig, som en mand bærer sit barn, paa hele vejen, i have vandret, indtil i kom til dette sted.

32 Men paa dette Ord troede i ikke paa Herren eders Gud,

33 som vandrede foran eder paa vejen for at søge eder sted til at lejre eder, i ilden om natten for at lade eder se paa vejen,, i skulle vandre ad, og i skyen om dagen.

34 Og Herren hørte eders ords røst, blev vred, og svor og sagde:

35 Ikke en mand af disse mænd, af denne onde slægt, skal faa dette skjønne land at se,, som jeg svor, jeg vilde give eders fædre;

36 uden Kaleb, Jefunnes søn, han skal faa det at se; ham og hans børn vil jeg give det land, han betraadte, fordi han fulgte Herren efter.

37 Og Herren blev ogsaa vred paa mig for eders skyld og sagde: Du skal ikke heller komme herind!

38 Josva, Nuns søn, som tjener dig, han skal komme derind; styrk ham, thi han skal skifte det som arv mellem Israel;

39 og eders smaabørn, som i sagde om: De vil blive til bytte, og eders sønner, som paa denne dag hverken forstaa sig paa godt eller ondt, de skal komme derind: dem vil jeg give det, og de skal tage det i besiddelse;

40 men i, vender eder, bryder op ad ørken til, paa vejen til det røde hav.

41 Da svarede i mig og sagde: Vi har syndet mod Herren, vi ville drage op og kjæmpe, efter alt, hvad Herren, vor Gud, har befalet os, og hver bandt sit værge ved sin side og i agtede det for ingen ting at drage op på bjerget.

42 Men Herren sagde til mig: Siig til dem: I maa ikke drage op, og ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder, for at i ikke skulde blive slagne af eders fjender.

43 Men da jeg talede til eder, vilde i ikke høre; I vare gjenstridige mod Herrens befaling og overmodige, og i droge op paa bjerget.

44 Da gik Amoriterne, som boede paa samme bjerg, ud mod eder og forfulgte eder som bier, og kastede eder ved Se-ir lige til Horma.

45 Saa vendte i tilbage og jamrede eder for Herren; men Herren hørte ikke eders røst og laante eder ikke øre.

46 Saa laa i lang tid i Kades, i al den tid, i boede der.

5 Mosebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34