Bibelen

I. Loven
Femte Mosebog

Det 32de kapitel

Moses svanesang

1 Lytter, i himle, jeg vil tale! hør du, o jord, min munds ord!

2 Som regnen min lærdom skal dryppe, som duggen flyde mit ord; som regnskyl over græsset, som støvregn over planten!

3 Thi Herrens navn vil jeg prædike! giver vor Gud æren!

4 Klippen han er, fuldkomment hans værk, thi hver hans vej er ret; en trofast Gud foruden svig, retfærdig go sanddru han er!

5 Deres skjændsel fordærvede ham dem, som ej er hans børn, en forvendt og bagvendt slægt!

6 Mon Herren de forskyldte det, det daarefolk, som ej er viist? Var han din Fader ej, kjøbte dig? Han skabte dig, han danned dig!

7 Kom de gamle dage ihu! forstaa aarene fra slægt til slægt! Spørg din fader, og han skal fortælle dig, dine oldinger, og de skal sige dig det!

8 Da den højeste gav folkene arv, da han adskilte menneskets børn, satte han folkenes grændser efter Israels sønners tal.

9 Thi Herrens lod er hans folk, Jakob hans arvedel!

10 Han fandt ham i ørkens land, i jammerlige, øde ørk, han værned om ham, agted paa ham, vogted ham som sin øjesten!

11 Som ørnen vaager over sin rede, ruger over sine unger, breder sine vinger, tager dem og hæver dem paa sine slagfjer,

12 fører Herren ene ham; ham staaer ej bi en fremmed Gud!

13 Han lader ham fare over jordens høje; han føder ham med markens grøde, opammer ham med klippens honning, med olie af haarden flint;

14 med mælk af kvæg, med mælk af faar, med dæggelammets fedme, med væddere af Basans kuld og bukke med hvedens nyrefedme; ja druens blod, afgjæret vin, du drikker. -

15 Men Jesjurun blev tyk og fed, slog op - du fed og tyk og fyldig blev - og han forlod sin Skaber, Gud, foragtede sin Frelses klippe!

16 De tirred ham med andre guder, fortørned ham med skjændselsdaad;

17 til tidens aander ofred de, som ej er Gud, til guder, dem de ikke kjendte, de nye, som kom ind fra naolaget, dem deres fædre ikke frygted.

18 Klippen, som dig fødte, foragted du; du glemte Gud, som dig med smerte fødte.

19 Det Herren saae, og han forkasted fortørnet sine sønner, døtre;

20 han sagde: For dem jeg skjule vil mit ansigt, og se, hvad deres fremtid vorder; thi en slægt til undergang de er, børn, hos hvem ej troskab findes!

21 Med guder, som ikke er Gud, de tirred mig, opægged mig med deres daarligheder! Nu med folk, som ikke er et folk, jeg tirrer dem, med daarefolk jeg ægger dem!

22 Thi ild er optændt i min vrede, hun brænder til nederste helvede, fortærer jorden og dens grøde, afsvier bjerges grundvold!

23 Ulykker vil jeg dynge over dem, paa dem udtømme mine pile!

24 Udpinte af hunger, fortærede af pest og voldsom syge, vil jeg endnu sende rovdyrs tand imod dem med brændende edder af støvets kryb!

25 Udenfor skal sværdet, indenfor forskrækkelsen fælde baade ynglinger og piger, den diende med graahærdede olding!

26 Jeg vil nedslaa dem, har jeg sagt, jeg vil udslette fra mennesket deeres minde,

27 hvis jeg ikke gruede for fjendens trods; at deres fjende ej skal slutte fejl og sige: Vor høje haand, ej Herren det har gjort!

28 Thi de ere et raadvildt folk, i dem er ej forstand!

29 Gid de vare kloge og forstode det, agtede paa deres fremtid!

30 Hvorledes kan een forfølge tusinde, og to forjage ti tusinde, hvis ders klippe ikke havde solgt dem, og Herren overgivet dem!

31 Thi ikke som vor klippe er deres klippe, selv naar vore fjender ere dommere!

32 Thi af Sodomas vinstok er deres vin og af Gomorras vingaard; giftbær er deres druer, deres vinklaser bedste!

33 Slangegift er deres vin, haard som øglevor! -

34 Er det ikke gjemt hos mig, beseglet i min skat?

35 Mig hører hævnen til, og gjengjældelsen, naar deres fod monne vakle; thi nær er deres ulykkes dag; det haster, hvad dem er beredt?

36 Thi Herren vil dømme sit folk, forbarme sig over sine tjenere, thi han vil se, at kraften er svunden, det er forbi med den bundne og den fortabte!

37 og han vil sige: Hvor er deres guder, klippen, som de stolede paa?

38 hvis offerfedme de spiste, hvis drikoffers vin de drak! Lad dem rejse sig, lad dem hjælpe eder, lad dem være eders skjul! -

39 Seer de nu, at jeg, jeg er det, og der er ingen Gud min jævning! Jeg giver død og jeg skjænker liv; jeg faaer go jeg tager, og ingen frelser af min haand;

40 thi til himlen jeg hæver min haand og siger: Saasandt jeg lever evindelig,

41 hvæsser jeg mit lynildssværd, og min haand griber til dommen; jeg vil vende hævnen over mine fjender; dem mig hade, vil jeg gjengjælde!

42 Mine pile vil jeg beruse med blod, mit sværd skal kjøb fortære, af slagnes og af fangers blod, af fjendens fyrsters hoveder. -

43 Lovsynger, o hedninger, hans folk! Sine tjeneres blod vil han hævne! Hævn vil han tage over sine fjender og forsone sit land og sit folk!

44 Saa kom da Mose og talede hele denne sangs Ord for folkets øren, han og Nuns søn, Hosea;

45 og da Mose havde sluttet denne tale til hele Israel,

46 sagde han til dem: Lægger alle disse Ord paa hjærte, som jeg vidner for eder idag, saa at i byder eders børn at holde og følge alle denne lovs Ord;

47 thi det er ikke et magtesløst ord for eder thi det er eders liv, og ved dette Ord skal eders dage vorde mange i det land, hvortil i gaaer over Jordan for at tage det til eje.

48 Samme dag talede Herren til Mose og sagde:

49 Stig op paa dette Abarims bjerg, Nebo bjerget i Moabs land, som ligger lige overfor Jeriko, og se ud over Kana-ans land, som jeg giver Israels børn til eje,

50 og dø saa paa det bjerg, du stiger op paa og samles til dine folk, ligesom din broder Aron døde paa bjerget Hor og samledes til sine folk,

51 fordi i forsyndede eder mod mig midt blandt Israels børn ved Meribas vande ved Kades i ørken Zin, fordi i ikke holdt mig hellig blandt Israels børn;

52 thi du skal se landet liggende for dig, men du skal ikke komme ind i det land, som jeg giver Israels børn!

5 Mosebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34