Bibelen

I. Loven
Femte Mosebog

Det 33de kapitel

Moses velsignelse over Israel

1 Dette er den velsignelse, som den Guds mand Mose lyste over Israels børn før sin død,

2 da han sagde: Herren kommer fra Sinaj; han skinner fra Se-ir for dem; han straaler fra Parans bjerg; han skrider frem med ti tusinde hellige; fra hans højre haand er lovens ild til dem.

3 Ja han elsker folkene, alle sine hellige i din haand; de vil falde ned ved din fod, annamme dit Ord!

4 Han, Mose, gav os loven, en arv til Jakobs menighed!

5 Han var en konge over Jesjurun, da han samlede folkets høvdinger, enede Israels stammer.

6 Ruben skal leve og ikke dø, skøndt paa hans mænd skal vorde tal!

7 Dette sagde han til Juda: Hør, o Herre, Judas røst! og til hans folk du føre ham; vældig være hans haand, en hjælp mod hans fjender du vorde!

8 Til Levi sagde han: Din sandhed og dit lys din fromme bær; ham du fristede i Massa, kivedes med ved Meribas vande.

9 Hver, som siger om sin fader og sin moder, jeg saae dem ej, og sine brødre kjender han ej, og sine sønner veed han ikke af at sige, ja, de agte paa dit Ord, bevare din pagt!

10 de lære Jakob dine rette, Israel din lov, de lægge røgelse for dit ansigt, brændofret paa dit alter!

11 Velsign, o Herre, hans kraft, find velbehag udi hans hænders gjerning, knus hans modstanderes lænder og dem, ham hade, saa de ikke rejse sig!

12 Til Benjamin sagde han: Herrens elskede skal bo trygt ved ham, han beskjærmer ham alle dage, han hviler mellem hans skuldre.

13 Til Josef sagde han: Af Herren velsignet vorde hans land, af dug, af himlens kostbare gave, og af dybet, som ligger forneden,

14 af den kostbare gave, solen frembringer, af den kostbare gave, maaner fremdrive,

15 fra toppen af ældgamle bjerge, af kostbare gaver fra evige høje!

16 af kostbare gaver af jorden og dens fylde, af hans naade, som boede i tornebusken; de skal komme over Josefs hoved og over hans brødres fyrstes isse!

17 Hans hæder er hans oxes førstefødte, enhornens horn er hans horn, med dem han skal støde folkene sønder til landets grændser. Det er Efraims ti tusinder, og det er Manasses tusinder.

18 Til Sebulon sagde han: Fryd dig, Sebulon, ved din udfart, og Isaskar i dine telte!

19 De skal samle folkene paa bjerget, der skal de ofre retfærds ofre, thi de skal die havenes overflod og strandens skjulte skatte.

20 Til Gad sagde han: Velsignet vorde han, som udvider Gad! Han hviler sig som løvinden, og sønderiver arm, ja isse.

21 Han udsaae sig den første lod, der var hans herskers arv bevaret; saa kommer folkets fyrster, Herrens ret fuldbyrde de og hans raad med Israel.

22 Til Dan sagde han: Dan er som den unge løve, han springer frem fra Basan!

23 Til Naftali sagde han: Naftali er af naade mæt, fyldt med Herrens velsignelse, havet og syden er hans arv.

24 Til Aser sagde han: Højt velsignet blandt sønnerne er Aser, han vorde sine brødres lyst, han dypper i olie sin fod.

25 Af jern og kobber skal din slagbom vorde, og som dine dage vorde din hvile!

26 Ingen er som Jesjuruns Gud; han farer over himlen til din hjælp, og i sin majestæt paa lette sky.

27 En tilflugt er den gamle Gud; herneden er hans evige arm; han fordriver fjenden for dit ansigt; han sagde: Læg ham øde.

28 Israel boer trygt og ene. Jakobs øje er over et land med korn og most; ja fra hans himle drypper dug.

29 Livsalig du est, o Israel! hvo er som du, et folk, frelst i Herren; han er skjold og hjælp for dig: han er din vældes sværd; for dig skal dine fjender hykle; paa deres høje du skal træde!