Bibelen

I. Loven
Femte Mosebog

Det 9de kapitel

Formaning til ydmyghed

1 Hør Israel! du gaaer nu over denne Jordan for at komme og undertvinge folk, som ere større og stærkere end du. Stæder, som ere store og befæstede op i himlen,

2 et stort og højt folk, Anaks børn, som du veed og du har hørt om dem: Hvem kan staa sig for Anaks børn?

3 Saa skal du vide idag, at Herren, din Gud, gaaer foran dig som en fortærende ild, han skal ødelægge dem og han skal knække dem for dig, og du skal jage dem ud og snarlig lægge dem øde, ligesom Herren har talet til dig.

4 Men naar Herren, din Gud, har drevet dem ud for dig, maa du ikke sige i dit hjærte: For min retfærdigheds skyld har Herren ført mig ind til at eje dette land, thi for disse hedningers ugudelighed jager Herren dem ud for dig.

5 Ikke for din retfærdighed og for dit hjærtes retsind kommer du til at eje deres land, men for disse hedningers ugudelighed driver Herren, din Gud, dem ud for dig, og for at bekræfte det Ord, som Herren tilsvor dine fædre, Abraham, Isak og Jakob;

6 og du skal vide, at Herren ikke for din retfærdigheds skyld giver dig dette skjønne land til eje; thi du er et haardnakket folk.

7 Kom ihu og forglem det ikke, hvad du fortørnede Herren, din Gud, med i ørken; lige fra den dag af, du gik ud af Ægyptens land, indtil i ere komne til dette sted, have i været gjenstridige mod Herren.

8 Ved Boreb fortørnede i Herren, og Herren blev saa vred paa eder, at han vilde have ødelagt eder;

9 da jeg var steget op paa bjerget for at modtage stentavlerne, den pagts tavler, som Herren havde udrettet med eder, blev jeg 40 dage og 40 nætter paa bjerget; brød spiste jeg ikke, og vand drak jeg ikke;

10 og Herren gav mig de to stentavler, beskrevne med Guds finger, og paa dem stod der alle de Ord, som Herren havde talet til eder paa bjerget midt ud af ilden paa forsamlingsdagen.

11 Da de 40 dage og nætter vare omme, gav Herren mig de to stentavler, pagtens tavler,

12 og Herren sagde til mig: Rejs dig, gaa hurtig ned herfra; thi dit folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde, de ere snart vegne af fra vejen, jeg bød dem; de have gjort sig et støbt billede;

13 og Herren sagde til mig: Jeg har seet dette folk, og se, det er et haardnakket folk!

14 Hold mig ikke tilbage, saa vil jeg ødelægge dem og udslette deres navn under himlen, og jeg vil gjøre dig til et folk, stærkere og større end dem.

15 Saa vendte jeg mig og gik ned ad bjerget, og bjerget brændte i ild, men de to pagtens tavler havde jeg i begge mine hænder;

16 og jeg saae, og se, i havde syndet mod Herren, eders Gud, i havde gjort eder en støbt kalv; snart vare i vegne af fra den vej, Herren havde befalet eder!

17 Da tog jeg fat paa begge tevlerne, kastede dem ud af begge mine hænder og slog dem i stykker for eders øjne,

18 og jeg faldt ned for Herrens ansigt som første gang, 40 dage og 40 nætter; brød spiste jeg ikke, og vand drak jeg ikke; for alle eders synders skyld, som i begik med at gjøre, hvad ondt var i Herrens øjne, til at forbitre ham;

19 thi jeg gruede for den vrede og heftighed, hvormed Herren var fortørnet paa eder, saa han vilde ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne gang.

20 Og paa Aron blev Herren ogsaa meget vred, saa han vilde ødelagt ham; men jeg bad ogsaa samme tid for Aron.

21 Men den synd, i havde gjort, kalven nemlig, tog jeg, brændte den i ilden, stødte og malede den vel, indtil den blev smaat som støv, og kastede støvet i bækken, som flyder ned af bjerget.

22 Ogsaa i Tabgera go Massa og i Kibrot Hata-ava fortørnede i Herren!

23 Og da Herren sendte eder fra Kades Barnea og sagde: Drager op, tager det land i besiddelse, som jeg har givet eder, vare i gjenstridige mod Herrens, eders Guds Ord; I troede ikke paa ham og hørte ikke efter hans røst.

24 Gjenstridige har i været mod Herren, saalænge som ejg har kjendt eder!

25 Saa faldt jeg ned for Herrens ansigt 40 dage og 40 nætter, i hvilke jeg bad; thi Herren havde sagt, at han vilde lægge eder øde,

26 og jeg bad til Herren og sagde: Herre Gud, fordærv dog ikke dit folk og din arv, som du gjenløste ved din storhed, som du førte ud af Ægypten med vældig haand;

27 kom dine tjenere, Abraham, Isak og Jakob ihu, vend ikke dit aasyn til dette folks haardhed, til dets ugudelighed og til dets synd!

28 at de dog ikke skal sige i det land, som du førte os ud af: Fordi Herren ikke havde magt til at føre dem ind i det land, han havde tilsagt dem, og fordi han hadede dem, førte han dem ud for at slaa dem ihjel i ørken!

29 for de ere jeg dog dit folk og din arv, som du har ført ud ved din store kraft og din udstrakte arm.