Bibelen

II. De tolv historiske bøger
2. Dommernes bog

Det 16de kapitel

Samsons fald og død

1 Samson gik til Gaza, saae der en skjøge og gik ind til hende; 2 og det blev sagt til Gazaiterne: Samson er kommen derhen, og de gik omkring og lurede paa ham hele natten ved stadsporten; men de holdt sig ganske stille hele natten og sagde: Naar det bliver lyst i morgen, vil vi slaa ham ihjel! 3 Samson blev liggende til midnat, men ved midnat stod han op, tog fat paa byportens døre og begge p ortstolperne, rykkede dem op tilligemed bommen, lagde dem paa sine skuldre og bar dem op paa spidsen af bjerget, som ligger over for Hebron. 4 Sidenefter fattede han kjærlighed til en kvinde ved Soreks bæk, og hun hed Dalila. 5 Saa drog Filisternes fyrster op til h ende og sagde til hende: Lok ham, og se til, hvorved han har sin store styrke, og hvorved vi kan faa magt med ham, saa vil vi binde ham for at ydmyge ham, men dig vil vi hver give 1100 sølvsekler. 6 Da sagde Dalila til Samson: Kjære, fortæl mig dog, hvorved du har din store styrke, og hvormed du kan bindes, saa man kan ydmyge dig. 7 Samson svarede hende: Naar man bandt mig med syv friske snore, som ikke ere blevne tørre, saa blev jeg svag og som et andet menneske. 8 Filisternes fyrster bragte hende da syv friske snore op, som ikke vare blevne tørre, og hun bandt ham med dem; 9 men lureren blev hos hende i lønkammeret, og hun sagde da til ham: Samson! Filisterne ere over dig; men han rev snorene over, som man overriver en blaargarns traad, der har lugtet ilden; og man fik ikke at vide, hvorved han havde sin styrke. - 10 Saa sagde Dalila til Samson: Se, du har bedraget mig og sagt løgn for mig; men fortæl mig dog nu, kjære, hvad du kan bindes med. 11 Han sagde: Hvis man bandt mig ordenlig med nye reb, som ikke havde været brugt til nogen ting før, saa blev jeg svag og som et andet menneske. 12 Dalila tog da nye reb og bandt ham med dem og sagde til ham: Samson! Filisterne ere over dig! - Lureren sad inde i lønkammeret; - men han rev dem af sine arme som en traad. - 13 Saa sagde Dalila til Samson: Hidtil har du bedraget mig og sagt løgn for mig, men fortæl mig nu da, hvad du kan bindes med! og han sagde til hende: Dersom du vævede syv af mine hovedlokker om væverbommen. 14 Hun fæstede dem da til med en nagle og sagde til ham: Samson! Filisterne ere over dig! men han vaagnede af sin søvn og rykkede vævernaglen go bæverbommen ud. - 15 Da sagde hun til ham: Hvorledes kan du sige: Jeg holder ad dig, da dit hjærte er langt fra mig! Det er nu tre gange, du har bedraget mig og ikke fortalt mig, hvorved du har din store styrke. 16 Da hun nu hver dag trængte ind paa ham med den tale og plagede ham, saa han maatte døet af utaalmodighed, 17 aabnede han hende sit hele hjærte og sagde til hende: Ragekniv er aldrig komme paa mit hoved, thi jeg er en Guds Naziræer fra moders liv; dersom jeg bliver raget, er min styrke vegen fra mig, jeg blev svag som alle andre mennesker. 18 Da nu Dalila saae, at han havde aabnet hende hele sit hjærte, sendte hun bud og kaldte Filisternes fyrster og lod sige: Kommer denne gang herop, thi han har aabnet mig hele sit hjærte. Filisternes fyrster droge da op til hende og toge pengene med. 19 Saa lod hun ham sove i sit skjød, kaldte en mand og lod hans syv hovedlokker afrage, og hun begyndte at plage ham, og hans styrke var vegen fra ham, 20 og hun sagde: Samson, Filisterne ere over dig! Han vaagnede af sin søvn og sagde: Jeg vil gaa ud denne gang som før og rive mig løs; thi han havde ikke erfaret, at Herren var veget fra ham. 21 Men filisterne greb ham, stak øjnene ud paa ham, førte h am ned til Gaza og bandt ham med to kobberlænker, og han maatte trække møllen i fangehuset. - 22 Men hans hovedhaar begyndte at skyde igjen, ligeosm da han blev raget. 23 Filisternes fyrster samledes da for at bringe deres Gud Dagon et stort offer og vare glade, thi de sagde: Vor gud har givet vor fjende Samson i vor vold; 24 og da folket saae ham, prisede de deres gud; thi de sagde: Vor gud har givet vor fjende i vor vold, ham, som ødelagde vort land og gjorde vore slagne mange i tal. 25 Da de nu vare ved godt mod, sagde de: Kalder paa Samson, og lad ham være nar for os, og de kaldte Samson fra fangehuset, og han var til nar for dem, og de stillede ham mellem støtterne. 26 Da sagde Samson til den dreng, som holdt ham i haanden: Lad mig hvile mig og lad mig faa fat paa de støtter, som huset hviler paa,, for at jeg kan læne mig til dem. 27 Huset var fuldt af mænd og kvinder, og alle Filisternes fyrster var der, og paa taget var der henved 3000 mænd og kvinder, som saa paa, at Samson var til nar. 28 Men Samson paakaldte Herren og sagde: Herre Gud! tænk dog paa mig og giv mig dog styrke denne ene gang, o Gud, for at jeg kan hævne mig tilgavns paa Filisterne for disse mine øjne! 29 Saa bøjede Samson de to mellemstøtter, hvorpaa huset hvilede, fra hinanden, og han satte sin højre haand mod den ene og sin venstre mod den anden, 30 go Samson sagde: Saa dø min sjæl med Filisterne! og han lagde kræfter til, saa huset styrtede ned over fyrsterne og alle folk, som var derinde, og de døde, som han dræbte ved sin død, vare flere end dem, han havde slaaet ihjel i levende live. - 31 Hans brødre og hele hans faders hus drog da ned, toge og førte ham op og jordede ham mellem Zora og Estaol i hans faders, Manoas grav. Men han havde dømt Israel i 20 aar.

Dommernes bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21