Bibelen

II. De tolv historiske bøger
2. Dommernes bog

Kananiternes fordrivelse

Det 2det kapitel

Israels dorskhed, fald og straf. Dommerne

1 Da drog Herrens engel op fra Gilgal til Bokim, og han sagde: Jeg førte eder op af Ægypten og bragte eder til det land, som jeg havde tilsvoret eders fædre, og jeg sagde: Jeg vil i evighed ikke bryde min pagt med eder,

2 men i maa ikke slutte forbund med dette lands indbyggere; deres altere skal i rive ned! Men i hørte ikke min røst; hvad er det, i har gjort?

3 Jeg sagde ogsaa: Jeg vil ikke jage dem ud for eder; de skal blive eder til modstandere, og deres guder vorde eder til snare.

4 Og da Herrens engel talede disse Ord til alle Israels børn, opløftede folket sin røst og græd.

5 Derfor kaldte de dette steds navn Bokim, og der ofrede de til Herren.

6 Josva havde ladet folket fare, og Israels børn gik hver til sin arv for at tage landet i besiddelse;

7 og folket tjente Herren, saa længe Josva levede og de ældste, som i mange aar overlevede ham, og som havde seet Herrens storværk, som han havde øvet for Israel.

8 Men da Herrens tjener Josva, Nuns søn, var død 110 aar gammel,

9 og de havde jordet ham inden hans arvs landemærke, ved Timnat Heres paa Efraims bjerg norden for bjerget Gagas,

10 og denne hele slægt ogsaa var samlet til sine fædre, og der var kommet en anden slægt op efter dem, som ikke kjendte Herren og den gjerning, han havde gjort mod Israel,

11 saa gjorde Israels børn, hvad ondt var i Herrens øjne, og tjente Ba-alerne;

12 og de forlod Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægyptens land, og vandrede efter fremmede guder af de folks guder, som boede trindt omkring dem, og de tilbad dem og fortørnede Herren.

13 Saa forlod de da Herren og tjente Ba-al og Astarot. -

14 Men Herrens vrede optændtes mod Israel, og han gav dem i røveres vold, som plyndrede dem og solgte dem deres fjender i vold trindt omkring, saa de kunde ikke længere staa sig for deres fjender.

15 I alt, hvad de gav sig af med, var Herrens haand imod dem til ulykke, ligesom Herren havde sagt, og ligesom han havde svoret over dem, og de bleve haardt trængte.

16 Og Herren oprejste dem dommere, og de frelste dem af deres røveres vold;

17 men selv deres dommere løde de ikke, thi de bolede efter fremmede guder og tilbad dem; de vege snarlig af fra den vej, deres fædre vandrede til at lyde Herrens bud. De gjorde ikke saaledes.

18 Men naar Herren oprejste dem dommere, var Herren med dommeren, saa han frelste dem af deres fjenders haand, saalænge dommmeren levede; fordi Herren ynkedes over deres suk over dem, som trængte og plagede dem.

19 Men naar saa dommmeren døde, vendte de sig bort og gjorde det endnu værre end deres fædre med at vandre efter fremmede guder, tjene og tilbede dem, og de stode ikke fra deres gjerninger og gjenstridige vandel. -

20 Saa optændtes Herrens vrede imod Israel, og han sagde: Fordi dette folk har krænket min pagt, som jeg bød deres fædre, og ikke have hørt efter min røst,

21 vil jeg ikke mere fordrive nogen for dem af de hedninger, som Josva efterlod sig, da han døde;

22 for at jeg ved dem kan sætte Israel paa prøve, om de ville vare paa Herrens veje, saa de vandre paa dem, som deres fædre gjorde, eller ikke. -

23 Saa lod Herren da disse hedninger blive, saa han ikke snart fordrev dem, og han havde ikke givet dem i Josvas vold.

Dommernes bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21