Bibelen

II. De tolv historiske bøger
4. Samuels bog

Det 14de kapitel

Jonatans heltedaad

1 En dag sagde Sauls søn Jonatan til svenden, som var hans vaabendrager: Kom, lad os gaa over til Filisternes forposter, som ligge paa den anden side! Men sin fader meldte han ikke noget derom.

2 Saul sad ved enden af Gibea under det granattræ, som er ved Migron, og folket, der var hos ham, var omtrent 600 mand,

3 og Akia, en søn af Akitob, broder til Ikabod, som var en søn af Pinehas, der var en søn af Eli, Herrens prøst i Silo, bar hagelen. - Folket vidste ikke, at Jonatan var gaaet bort.

4 Mellem passerne, hvor Jonatan søgte at komme over til Filisternes forposter, var der en spids klippe paa den ene og en anden paa den anden side, og den ene hed Bozes og den anden Sene;

5 den ene af dem laa mod norden lige for Mikmas og den anden mod sønden ligefor Gibea. -

6 Jonatan sagde altsaa til svenden, som var hans vaabendrager: Kom, lad os gaa over til disse uomskaarnes forposter, maaske Herren vil gjøre noget for os, thi det er ikke svært for Herren at frelse ved faa eller mange.

7 Hans vaabendrager sagde til ham: Gjør alt, hvad du har i sinde, vend dig, hvor du vil, se, jeg er med dig efter dit hjærte.

8 Saa sagde Jonatan: Se, naar vi drage over til mændene og komme dem i syne,

9 og de sige til os: Tøver, indtil vi komme eder nær! saa vil vi blive paa vor sted og ikke drage op til dem;

10 men dersom de sige: Stiger op til os! saa vil vi stige op, thi Herren har givet dem i vor haand, og det er os tegnet derpaa.

11 Da de nu begge bleve sete af Filisternes forposter, sagde Filisterne: Se, Hebræerne gaa ud af de huler, hvori de havde skjult sig;

12 og mændene paa forposten tiltalede Jonatan og hans vaabendrager, og de sagde til dem: Kom herop til os, saa skal vi lære jer noget; men Jonatan sagde til sin vaabendrager: Stig op efter mig, thi Herren har givet dem i Israels haand!

13 Jonatan klatrede da op paa hænder og fødder, og hans vaabendrager bag efter ham, og de faldt for Jonatan, og hans vaabendrager slog ned i hans spor.

14 I det første slag, som Jonatan og hans vaabendrager slog, blev henved 20 mand paa en strækning af omtrent en halv dags pløjeland;

15 og der blev en forskrækkelse i lejren, paa sletten og iblandt hele folket; Forposterne og strejfetropperne bleve ogsaa forskrækkede, ja landet skjælvede, og der blev en Guds forfærdelse;

16 og Sauls vagter paa Gibea i Benjamin saae, og se, mængden spittedes, drog bort og stødte imod hinanden.

17 Da sagde Saul til folket, som han havde hos sig: Mønstrer dog folket og seer, hvem der er gaaet fra os, og de mønstrede dem, og se, Jonatan og hans vaabendrager var der ikke.

18 Saa sagde Saul til Akia: Før Guds ark herhid . Guds ark var nemlig den tid hos Israels børn -

19 men medens Saul talede til præsten, tog tummelen til i Filisternes lejr og blev stærk, og Saul sagde til præsten: Lad kun være!

20 Men Saul og hele folket, som var hos ham, bleve samlede, og de kom til slaget, og se, den enes sværd var imod den anden, og en meget stor forvirring;

21 og de Hebræer, som havde været hos Filisterne iforvejen og som vare dragne med dem i lejren rundt omkring fra, sloge sig ogsaa til Israeliterne, som vare med Saul og Jonatan;

22 og da alle de Israeliter, som havde holdt sig skjulte paa Efraims bjerg, havde hørt, at Filisterne vare flygtede, satte ogsaa de efter dem i slaget.

23 Saa frelste Herren samme dag Israel, og slaget naaede forbi Betaven. -

24 Men Israels børn havde det haardet samme dag; Saul besvor nemlig folket og sagde: Forbandet være den mand, som spiser nogen mad inden aften, for at jeg kan hævne mig paa mine fjender! Derfor smagte hele folket ingen mad.

25 Men hele landet var kommet ind i skoven, og der var honning paa marken,

26 og da folket kom ind i skoven, se, da stod honningen der, men ingen tog haanden til munden, fordi folket frygtede for denne ed.

27 Men Jonatan havde ikke hørt paa, at hans fader besvor folket, og han udrakte enden af sin stav, som han havde i sin haand, dyppede den i en honningkage og førte sin haand til munden; da blev hans aasyn opklaret.

28 Men en mand af folket tog ordet og sagde: Din fader besvor folket og sagde: Forbandet være den mand, som spiser mad paa denne dag. Men folket var mat.

29 Jonatan sagde: Min fader har gjort landet en ulykke; se dog, at mit aasyn er opklaret, fordi jeg smagte den smule honning!

30 Ja, gid folket idag havde spist dygtig af sine fjenders bytte, som det fandt, thi nu er nederlaget paa Filisterne ikke blevet stort. -

31 Paa denne dag slog de Filisterne fra Mikmas til Ajalon; og folket var meget udmattet.

32 Men folket styrtede sig over byttet og toge faar, oxer og kalve, slagtede dem paa jorden, og de aad dem blodige.

33 Da meldte man Saul og sagde: Se, folket synder imod Herren ved at spise det blodigt. Han sagde: I har handlet troløst! vælter nu en stor sten hen til mig.

34 Derpaa sagde Saul: Spreder eder iblandt folket og siger til dem: Hver føre sin oxe og sit lam til mig, og slagter dem her i spiser dem, og synder ikke imod Herren ved at spise det blodigt. Saa bragte hele folket hver sin oxe derhen om natten og slagtede dem der;

35 og Saul rejste Herren et alter, og det var det første alter, han rejste for Herren. -

36 Derpaa sagde Saul: Lad os drage ned efter Filisterne i nat og plyndre dem, inden morgenen lyser frem, og vi ville ikke lade en mand af dme blive tilovers, og de sagde: Gjør, hvad godt er i dine øjne! men præsten sagde: Lad os her holde os nær til Gud!

37 Saa spurgte Saul Gud: Skal jeg drage ned efter Filisterne? vil du give dem i Israels haand? Men denne dag svarede han ham ikke.

38 Da sagde Saul: Alle folkets høvdinger træde hid, erfare og se, paa hvem denne synd er idag;

39 thi saasandt Herren, som frelste Israel, lever, var det endog paa Jonatan, min søn, sandelig skal han miste livet! Men ingen svarede ham af hele folket.

40 Og han sagde til hele Israel: I skal staa paa den ene side, og jeg og min søn Jonatan vil staa paa den anden side; men folket svarede Saul: Gjør, hvad godt er i dine øjne!

41 Da sagde Saul til Herren, Israels Gud: Sandhed frem! og Jonatan og Saul bleve ramte, men folket gik fri.

42 Derpaa sagde Saul: Lad der kastes imellem mig og min søn Jonatan! og Jonatan blev ramt.

43 Saa sagde Saul til Jonatan: Forklar mig, hvad du har gjort! og Jonatan forklarede ham det og sagde: Jeg har rigtignok smagt en smule honning med enden af staven, jeg har i min haand, og se, jeg skal dø!

44 Men Saul sagde: Gud gjøre saa og saa og hvad værre er, du skal visselig miste dit liv, Jonatan!

45 Men folket sagde til Saul: Skulde Jonatan miste livet? han, som har gjort denne store frelsning i Israel? Det være langt fra! saasandt Herren lever, skal der ikke faldet eet af hans hovedhaar til jorden: thi med Gud har han gjort dette idag! og folket friede Jonatan, saa han mistede ikke livet. -

46 Derpaa drog Saul op efter Filisterne; men Filisterne vare dragne til deres sted.

47 Da Saul havde taget kongemagten over Israel, kjæmpede han trindt omkring med alle sine fjender, med Moab, Ammoniterne, Edom, kongerne af Zoba og Filisterne, og hvor han vendte sig hen, tugtede han dem;

48 og han samlede en hær og slog Amalekiterne og friede Israel af disse røveres vold.

49 Sauls sønner vare Jonatan, Jisvi og Malkisua; og af hans to døtre hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal;

50 og Sauls hustru hed Akinoam, som var en datter af Akimagas; og høvedsmanden for hans hær hed Abner, oghan var en søn af Sauls farbroder Ner;

51 men Sauls fader Kis og Abners fader Ner vare sønner af Abiel.

52 Saalænge Saul levede, var der en svær krig med Filisterne, og alle stærke og stridbare mænd, Saul saae, samlede han om sig.