Bibelen

II. De tolv historiske bøger
4. Samuels bog

Det 17de kapitel

David og Goliat

1 Filisterne flokkede deres hære til krig og samlede sig i Soko, som tilhører Juda, og de lejrede sig imellem Soko og Akeka i Eses Dammim,

2 og Saul og Israels mænd samlede sig og sloge lejr i Terebintedalen og stillede sig i slagorden for at møde Filisterne.

3 Filisterne stode ved bjerget paa hin side og Israeliterne ved bjerget paa den anden side, og dalen var imellem dem.

4 Men en tvekjæmper gik ud af Filisternes lejr; hans navn var Goliat fra Gat, og han var 6 alen og eet spand høj;

5 paa hovedet havde han en kobberhjelm; han var iført et skjælpandser, og pandseret vejede 5.000 sekler kobber;

6 han havde kobberbenskinner paa benene og et kobberkastespyd mellem sine skuldre;

7 hans spydstage var som en væverbom, og spydbladet vejede 600 sekler jern, og hans skjolddrager gik foran ham.

8 Han stod og raabte til Israels slagorden og sagde til dem: Hvorfor drage i ud at stille eder op til strid? er jeg ikke en Filister, o gi ere Sauls trælle; vælger eder en mand, og lad ham komme ned til mig;

9 kan han kjæmpe mod mig og slaa mig, da ville vi være eders trælle, men overvinder jeg ham og slaaer ham, skulle i være vore trælle og tjene os.

10 Endvidere sagde Filisteren: Idag har jeg haanet Israels slagorden; flyer mig en mand, at vi kunne kjæmpe med hinanden!

11 Saul og hele Israel hørte disse Filisterens ord, og de forfærdedes og bleve meget bange.

12 Men David var en søn af en efratitiisk mand fra Betlehem i Juda, hvis navn var Isaj, som havde 8 sønner; og i Sauls tid var manden gammel og bedaget imellem mændene.

13 Isajs tre ældste sønner havde fulgt Saul i krigen, og navnene paa hans tre sønner, som vare dragne i krigen, vare Eliab, som var den førstefødte, Abinadab, som var den anden, og Samma, som var den tredje;

14 men David var den yngste, og de tre ældste havde fulgt Saul.

15 David var vendt tilbage fra Saul for at vogte sin faders faar i Betlehem.

16 Filisteren nærmede sig om morgenen og om aftenen og fremstillede sig i 40 dage. -

17 Isaj sagde til sin søn David: Tag nu denne Efa ristede ax til dine brødre og disse 10 brød, og bring dem hurtig til lejren til dine brødre:

18 men disse 10 mælkeoste skal du bringe høvedsmanden for tusinde; dine brødre skal du se til, om de befinde sig vel, og modtage et pant derpaa af dem.

19 Men Saul og de tilligemed hele Israels folk var i Terebintedalen for at kjæmpe med Filisterne. -

20 Om morgenen rejste David sig tidlig, overlod faarene til vogteren, bar det og gik, som Isaj havde befalet ham; han kom til vognborgen, og hærer drog ud i slagorden, og de udstødte feltskriget;

21 og Israel og Filisterne ordnede sig, den ene slagorden imod den anden.

22 Men David lagde sagerne fra sig ved ham, som vogtede trodset, og løb til slagordenen, og han kom til og spurgte om sine brødres befindende.

23 Medens han endnu talede med dem, se, da gik den tvekjæmper, som hed Filisteren Goliat fra Gat, op af Filisternes slagorden og talede som sædvanlig, og Daid hørte det;

24 men hver mand af Israel flygtede, naar de saae denne mand, og de vare meget bange;

25 og hver Israelit sagde: Har i seet manden! der kommer han op! ja han kommer for at haane Israel! men den mand, som kan slaa ham, ham vil kongen gjøre meget rig; sin datter vil han give ham, og hans faders hus vil han gjøre frit i Israel. -

26 Da sagde David saaledes til mændene, de rstode om ham: Hvad skal der da gjøres for den mand, som kan slaa denne her Filister og borttage Israels skam? thi hvem er denne uomskaarne Filister, at han haaner den levende Guds slagorden?

27 Folket svarede ham paa samme maade og sagde: Saaledes skal der gjøre med den mand, som kan slaa ham.

28 Da hans ældste broder Eliab hørte ham tale med mændene, blev Eliab vred paa David og sagde: Hvorfor er du dog gaaet herned, og for hvis skyld har du forladt den smule faar i ørken? Jeg kjender dit hovmod og dit hjærtes vanart; thi for at se paa kampen er du kommen herned.

29 Men David sagde: Hvad har jeg nu gjort? Jeg spørger mig jo kun for!

30 og han vendte sig fra ham til en anden og talede paa samme maade, og folket svarede ham som første gang. -

31 Da nu de ord, David havde sagt, spurgtes og bleve meldte for Saul, lod han ham hente;

32 og David sagde til Saul: Menneskehjærtet blive ikke mistrøstigt for hans skyld, din tjener vil gaa og kjæmpe med denne Filister!

33 Men Saul sagde til David: Du kan ikke gaa at kjæmpe med denne Filister; thi du er en ungersvend, og han er en krigsmand fra sin ungdom af.

34 Men David sagde til Saul: Din tjener vogtede faarene for sin fader; og de rkom en løve og en bjørn og tog et lam af hjorden;

35 men jeg gik efter ham, slog ham og udrev det af hans gab, og han rejste sig imod mig, men jeg greb ham fat i skjæget, slog og dræbte ham.

36 Baade løven og bjørnen slog din tjener, og det skal gaa denne uomskaarne Filister som en af dem, thi han har haanet den levende Guds slagorden!

37 Og David sagde endvidere: Herren, som friede mig af løvens og bjørnens vold, skal fri mig af denne Filisters vold! Saa sagde Saul til David: Gaa, og Herren være med dig.

38 Derpaa gav Saul David sine klæder paa, satte ham en kobberhjelm paa hovedet og iførte ham et pandser,

39 og David stak sit sværd i beltet over sine klæder og vilde gaa; thi han havde ikke prøvet det; men David sagde til Saul: Jeg kan ikke gaa i dette; thi jeg er ikke vant til det, og han lagde det fra sig;

40 men han tog sin kjæp i sin haand og udsøgte sig fem glatte stene fra bækken og lagde dem i sit hyrdetøj, som han havde paa, i hyrdetasken nemlig, og sin slynge havde han i haanden, og han gik Filisteren nærmere.

41 Filisteren nærmede sig jævnt til David, go skjolddrageren var foran ham.

42 Da nu Filisteren betragtede David og saae paa ham, foragtede han ham, fordi han var ung, rødmusset og smuk af udseende;

43 og Filisteren sagde til David: Er jeg en hund, siden du kommer til mig med kjæppe? og Filisteren forbandede David ved sine guder;

44 og Filisteren sagde til David: Kom hen til mig, saa vil jeg give himlens fugle og markens dyr dit kjød!

45 Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med sværd, spyd og kastespyd, men jeg kommer til dig i Herrens, den Almægtigstes navn, han, som er Israels Hærskarers Gud, ham du har forhaanet!

46 Paa denne dag vil Herren give dig i min haand, og jeg skal slaa dig, tage dit hoved fra dig og paa denne dag give Filisternes hærs kroppe til himlens fugle og jordens vilde dyr, og alt landet skal faa at vide, at Gud er for Israel!

47 ja hele denne forsamling skal faa at vide, at det er ikke ved sværd eller ved spyd, Herren frelser; thi krigen er Herrens, og han har givet eder i vor haand. -

48 Da Filisteren var færdig og nærmede sig jævnt mod David, skyndte David sig og løb til slagordenen imod Filisteren;

49 og David stak sin haand i tasken, tog en sten deraf, slyngede og slog Filisteren lige i panden, saa stenen sad fast i panden, og han faldt til jorden paa sit ansigt.

50 Saaledes fik David bugt med Filisteren med slyngen og stenen, slog og dræbte Filisteren; dog David havde ikke sværd i sin haand,

51 og David løb til, stillede sig ved Filisteren, tog hans sværd, trak det af balgen, slog ham stendød og huggede hans hoved af dermed, og da Filisterne saae, at deres helt var død, flygtede de,

52 men Israels go Juda mænd rejste sig, opløftede feltskriget, forfulgte Filisterne, indtil man kommer til dalen, ja indtil Ekrons porte, og de slagne Filister faldt paa vejen til Sagarajim og indtil Gat og Ekron. -

53 Israels børn vendte tilbage fra at forfølge Filisterne og plyndrede deres lejr,

54 og David tog hovedet af Filisteren og bragte det til Jerusalem; men hans vaaben nedlagde han i sit telt.

55 Da Saul saae David, da han gik imod Filisteren, sagde han til sin høvedsmand Abner: Hvis søn er den unge karl, Abner? men Abner svarede: Saasandt din sjæl lever, o konge, jeg veed det ikke;

56 da sagde kongen: Spørg dig for, hvis søn denne knøs er.

57 Da David vendte tilbage, efterat han havde slaaet Filisteren, tog Abner ham og førte ham for Saul, og han havde Filisterens hoved i sin haand;

58 og Saul sagde til ham: Hvis søn er du, ungersvend? og David svarede: Jeg er en søn af din tjener, Betlehemiten Isaj.