Bibelen

II. De tolv historiske bøger
4. Samuels bog

Det 2det kapitel

Annas lovsang. Elis sønner

1 Saa bad Anna og sagde: Mit hjærte fyrder sig i Herren! højt er mit horn i Herren! vid er min mund mod mine fjender, thi jeg glæder mig over din frelse!

2 Ingen er hellig som Herren, thi der er ingen foruden dig; og ingen er en klippe som vor Gud!

3 Aflægger de mange, de hovmodige ord! intet frækt komme ud af eders mund; thi Herren er vidskabs Gud, af ham vejes gjerningerne.

4 Heltes bue brydes, de snublende omgjordes med kraft;

5 de mætte lejes for brød, de hungrige hungre ej mer; ja den ufrugtbare fødte syv, og hun med de mange saønner svinder.

6 Herren giver død go han skjænker liv; han fører ned i de dødes rige, og han fører op derfra;

7 Herren gjør fattig, og han gjør rig; han nedtrykker, men han ophøjer og;

8 han rejser den ringe af støvet, ophøjer den fattige af skarnet, til at sætte ham blandt fyrsterne, og han lader dem arve ærens trone; thi jordens grundpiller høre Herren til, og paa dem satte han verden.

9 Sine frommes fødder vil han bevare; de ugudelige skulle forstumme i mørket; thi ved egen kraft vorder manden ej stærk;

10 forfærdes skal de, som kive med Herren! i himlen tordner han over dem! Herren vil dømme jorderigs ender, give sin konge kraft og ophøje sin salvedes horn.

11 Derpaa drog Elkana hjem til Rama, men drengen tjente Herren for præsten Elis ansigt.

12 Men Elis sønner vare skarns børn, de havde ikke kjendt Herren;

13 og det var præsternes skik med folket: naar nogen bragte sit offer, kom præstens dreng, medens kjødet kogte, og havde en kjødgaffel med tre tænder i sin haand,

14 og han jo den i kjødelen eller gryden, i panden eller i potten, og alt, hvad kjødgaflen drog op, tog præsten deraf. Saaledes handlede de med alle Israeliter, som kom der til Silo;

15 og førend de bragte det fede som røgoffer, kom præstens dreng og sagde til manden, som ofrede: Giv kjød til en steg til præsten, thi han vil ikke modtage noget kogt kjød af dig, men vil have det raat;

16 og naar manden svarede ham: De skal virkelig bringe det fede som røgoffer idag som vedbør, og saa skal du tage for dig, hvad din sjæl lyster; saa sagde han til ham: Sandelig, nu skal du give det, og hvis ikke, tager jeg med magt!

17 Saa blev de unge mænds synd meget stor for Herren, thi mændene foragtede Herrens madoffer.

18 Samuel tjente for Herrens ansigt, og drengen var ombeltet med en linned hagel,

19 og hans moder gjorde ham en lille overkjortel og bragte ham den op aar for aar, naar hun drog op med sin mand for at bringe det aarlige offer;

20 og Eli velsignede Elkana og hans hustru og sagde: Herren give dig afkom med denne kvinde istedenfor ham, man begjærede for Herren! go saa drog de til deres sted.

21 Men Herren havde besøgt Anna, saa hun blev frugtsommelig og fødte tre sønner og to døtre, men drengen Samuel voxede hos Herren.

22 Eli var bleven meget gammel og hørte alt, hvad hans sønner gjorde mod hele Israel, og hvordan de laa i med de kvinder, som flokkedes ved indgangen til forsamlingsteltet;

23 og han sagde til dem: Hvorfor gjøre i saaledes, thi jeg hører eders onde handlinger af hele dette folk!

24 Ikke saa, mine sønner; thi det er intet godt rygte, jeg hører; I bringe Herrens folk til at overtræde!

25 Naar en mand synder mod en anden, kan man bede til Gud for ham, men naar nogen synder mod Herren, hvem skal da bede for ham? Men de hørte ikke efter deres faders ord; thi Herren havde villie til at lade dem dø.

26 Men drengen Samuel blev ved at voxe og være god baade for Herren og for mennesker.

27 Men der kom en Guds mand til Eli, og han sagde til ham: Saaledes har Herren sagt: Har jeg ikke klarlig aabenbaret mig for din faders hus, da de vare i Ægypten for Faraos hus?

28 og af alle Israels stammer valgte jeg mig ham til præst, til at bringe brændofret paa mit alter, til at ofre røgelsen, til at bære hagelen for mit ansigt, og jeg gav din faders hus alle Israels børns ildofre.

29 Hvorfor slaa i op mod mit slagtoffer og mit madoffer, som jeg paabød i boligen? Du gjorde større ære ad dine sønner end ad mig, saa i fede eder af det bedste af alle mit folks, Israels, madofre.

30 Derfor - saa siger Herren, Israels Gud - jeg har virkelig sagt: Dit hus og din faders hus skal vandre for mig ansigt evindelig; men nu siger Herren: Langt være det fra mig, thi dem, som mig ære, vil jeg ære, og de, som agte mig ringe, skal vorde foragtede.

31 Se, de dage komme, da jeg vil afhugge din arm og din faders huses arm, saa der ikke skal være en olding i dit hus!

32 Du skal skue boligens modstander over alt, hvor Herren gjør vel mod Israel, og der skal ikke blive en olding i dit hus alle dage!

33 Dog vil jeg ikke udrydde nogen af dig fra mit alter, saa dine øjne maatte forsmægte og og din sjæl vansmægte, men dit huses afkom skal dø, naar de blive mænd;

34 og det skal være dig tegnet, som skal komme over dine to sønner, over Hofni og Pinehas: paa een dag skal de begge dø;

35 og jeg vil oprejse mig en trofast præst, og han skal handle som det er i mit hjærte go min sjæl, og jeg vil bygge ham et bestandigt hus, og han skal vandre for min salvedes ansigt alle dage;

36 og hver, som er tilbage i dit hus, skal komme for at bøje sig for ham, for en sølvskilling og et stykke brød, og skal sige: Indvi mig, kjære, til et præsteembede, for at jeg kan spise en bid brød.