Bibelen

II. De tolv historiske bøger
4. Samuels bog

Det 20de kapitel

David og Jonatan

1 David flygtede fra skolehuset i Rama, og han kom og sagde Jonatan i øjnene: Hvad har jeg gjort, hvad er min brøde, hvad er min synd mod din fader, at han staaer mig efter livet?

2 Han svarede: Det være langt fra, du skal ikke miste livet! se, min fader gjør hverken stort eller lidet, uden han aabenbarer mig det, hvorfor skulde min fader da dølge mig denne ting? Det er ikke saa!

3 Men David besvor ham fremdeles og sagde: Din fader veed vist, at jeg har fundet naade for dine øjne, og han har tænkt: Jonatan skal ikke vide dette, for at det ikke skal bedrøve ham; men, saasandt Herren lever, og saasandt din sjæl lever, der er kun et trin mellem mig og døden! -

4 Da sagde Jonatan til David: Hvad dit hjærte siger, vil jeg gjøre for dig!

5 Og David sagde til Jonatan: Se, i morgen er det nymaanefest, og jeg skulde jo sidde til bords hos kongen, men lad mig nu fare, og jeg vil skjule mig paa marken indtil tredje dags aften.

6 Dersom din fader da savner mig, saa skal du sige: David bad mig indstændig om ha maatte se til sin stad Betlehem, thi der er en aarlig offerhøjtid for hele hans slægt.

7 Dersom han da siger: Det er godt, saa er der fred for din tjener; men, dersom han bliver heftig vred, da vid, at det onde er fast besluttet af ham.

8 Og du maa vise kjærlighed mod din tjener, thi du har ført din tjener i pagt med dig for Herren, og dersom skylden er hos mig, saa slaa mig ihjel; men hvorfor vil du føre mig til din fader?

9 Da sagde Jonatan: Det være langt fra, at jeg skulde faa vished om, at min fader fast havde besluttet, at ulykken skal komme over dig, og jeg ikke skulde melde dig det!

10 Men David sagde til Jonatan: Hvo skal melde mig det, eller hvad haardt din fader vil svare dig?

11 Da sagde Jonatan til DaVID: Kom, lad os gaa ud paa marken! og de gik begge ud paa marken. -

12 Jonatan sagde til David: Herren, Israels Gud! naar jeg ved denne tid i morgen eller overmorgen udforsker min fader, og se, det staaer godt for David, og jeg da ikke sender dig bud og aabenbarer dig det,

13 da gjøre Herren saa og saa og hvad værre er mod Jonatan! men synes min fader vel om det onde mod dig, saa vil jeg aabenbare dig det, og lade dig fare, og du skal gaa bort med fred, og Herren være med dig, ligesom han har været med min fader!

14 Men dersom jeg endda lever, skulde du da ikke vise Herrens kjærlighed imod mig, saa at jeg ikke skal dø?

15 og du maa i al evighed ikke unddrage mit hus din kjærlighed, og ikke gjøre det, naar Herren udrydder hver af Davids fjender af jordens kreds!

16 og Jonatan blive i pagt med Davids hus, naar Herren kræver blodhævn over Davids fjender!

17 Og Jonatan besvor atter David, fordi han var ham kjær; thi han elskede ham som sin egen sjæl. -

18 Jonatan sagde endvidere til ham: I morgen er det nymaanefest, og du vil savnes; thi din plads vil staaa ledig,

19 og naar du har været borte i tre dage, skal du drage forsigtig herned og komme til det sted, hvor du var skjult den dag, det skete, og du skal opholde dig ved klippen Asel;

20 men jeg vil udskyde tre pile ved siden deraf, ligesom om jeg skjød til maals,

21 og se, jeg vil sende en dreng og sige: Gaa, find pilene! og dersom jeg da gjentagen siger til drengen: Se, pilene ligge bag dig, nærmere hid, tag dem! saa kom du, thi du har fred, der er intet i vejen, saasandt Herren lever!

22 Men dersom jeg siger saaledes til drengen: Se, pilene ligge foran dig, længere borte! gaa da, thi Herren har ladet dig fare.

23 Men det ord, som vi har talet, jeg og du, se, Herren er vidne paa det mellem mig og dig til evig tid.

24 David holdt sig skjult paa marken, det blev nymaanefest og kongen satte sig til bords for at spise.

25 Kongen satte sig paa sin sædvanlige plads paa sædet ved væggen, og Jonatan stod op, og Abner satte sig ved siden af Saul, men Davids plads stod ledig.

26 Den dag talede Saul ikke det mindste, thi han tænkte: Der er mødt ham noget, saa han ikke er ren; ja, han er ikke ren!

27 Men næste dag, den anden nymaanedag, stod Davids plads ledig, og Saul sagde da til sin søn Jonatan: Hvorfor kommer Isajs søn ikke til bords, hverken igaar eller idag?

28 Jonatan svarede Saul: David bad mig indstændig, om han maatte gaa til Betlehem;

29 og han sagde: Lad mig rejse, kjære, thi vi har et familieoffer i staden, og min broder har selv indbudt mig, go nu, om jeg har fundet naade for dine øjne, lad mig da slippe hen, kjære, og besøge mine brødre! Derfor er han ikke kommen til kongens bord.

30 Da opflammedes Sauls vrede mod Jonatan, og han sagde til ham: Du forvendte og gjenstridige kvindesøn! vidste jeg ikke nok, at du har kaaret dig Isajs søn til din skam og din moders skjændsel!

31 thi saalænge Isajs søn lever paa jorden, kan ikke du og dit rige grundfæstes; men nu, send bud, hent ham til mig, thi han er et dødsens barn! -

32 Da svarede Jonatan sin fader Saul, og sagde til ham: Hvorfor skal han miste livet, hvad har han gjort?

33 Men Saul kastede spydet efter ham for at støde ham ned. Da forstod Jonatan, at det var fast besluttet af hans fader at dræbe David.

34 Og Jonatan rejste sig fra bordet i heftig vrede, og han spiste ingen mad den anden nymaanesdag, thi han var bedrøvet for David, fordi hans fader havde lastet ham.

35 Om morgenen gik Jonatan ud paa marken paa den tid, han havde aftalt med David, og havde en lille dreng med sig;

36 og han sagde til drengen: Løb, find mig de pile, som jeg skyder ud; og drengen løb, og han skjød pilen forbi ham.

37 Og drengen kom til det sted, hvor pilen laa, som Jonatan havde skudt, men Jonatan raabte efter drengen og sagde: Ligger pilen ikke foran dig, længere borte!

38 og Jonatan raabte efter drengen: Vær snar, skynd dig, tøv ikke! og Jonatans dreng samlede pilene og kom til sin høje herre,

39 men drengen forstod ikke det midste deraf, kun Jonatan og David forstod det.

40 Saa gav Jonatan sine vaaben til drengen, han havde med, og han sagde: Gaa bring dem ind i staden!

41 Drengen gik da ind, og David rejste sig fra sydsiden af klippen, faldt paa sit ansigt til jorden og bøjede sig tre gange til jorden; og de kyssede hinanden og græd med hinanden, men David allermest.

42 Og Jonatan sagde til David: Gaa med fred! hvad vi begge har svoret ved Herrens navn og sagt: Herren skal være vidne mellem mig og dig og mellem min og din afkom, skal evig staa ved magt

43 Saa rejste han sig og gik; men Jonatan gik ind i staden.