Bibelen

II. De tolv historiske bøger
4. Samuels bog

Det 24de kapitel

David svarer Saul i hulen

1 Derpaa drog David derfra og opholdt sig paa bjerghøjderne ved Engedi.

2 Men da Saul kom tilbage fra at forfølge Filisterne, meldte man ham og sagde: Se, David er i ørken Engedi.

3 Saul tog da 3000 udvalgte mænd af hele Israel og drog ud for at søge David og hans mænd paa Stenbuk-klipperne.

4 Og han kom til faarefoldene ved vejen, og der var en hule, som Saul gik ind i for at tage sig et blund, og David og hans mænd sad dybere inde i hulen.

5 Da sagde Davids mænd til ham: Se, det er den dag, Herren sagde dig om: Se, jeg giver din fjende i din haand, og du gjøre med ham, hvad dig godt synes! Saa rejste David sig og afskar hemmelig fligen af kappen, som Saul havde paa.

6 Derpaa slog Davids hjærte ham, fordi han havde skaaret fligen af, som hørte Saul til;

7 og han sagde til sine mænd: Herren lade det være langt fra mig at gjøre denne gjerning mod min herre, som er Herrens salvede, at jeg skulde lægge min haand paa ham. Thi han er Herrens salvede.

8 Og David skændte paa sine mænd og tillod dem ikke at rejse sig mod Saul; men Saul stod op af hulen og gik ud paa vejen. -

9 Derpaa rejste David sig, gik ud af hulen, raabte efter Saul og sagde: Min herre konge! og Saul saae tilbage, men David bøjede sit ansigt til jorden og kastede sig ned;

10 og David sagde til Saul: Hvorfor vil du høre de menneskers ord, som sige: Se, David søger din ulykke.

11 Se, paa denne dag har du seet med dine egne øjne, at Herren idag har givet dig i min haand i hulen; og man talede om at slaa dig ihjel; men jeg sparede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge min haand paa min herre, thi han er Herrens salvede!

12 og, min fader! se, ja se fligen af din kappe er i min haand; thi da jeg afskar fligen af din kappe o gikke slog dig ihjel, da viid og se, at der ikke er ondt i min haand eller overtrædelse, og jeg har ikke syndet mod dig, men du jager efter mit liv for at tage det.

13 Herren skal dømme mellem mig og dig, og Herren skal hævne mig paa dig, men min haand skal ikke lægges paa dig.

14 som det gamle ordsprog siger: Af ugudelige kommer udyd, men min haand skal ikke lægges paa dig.

15 Efter hvem er Israels konge dragen ud? hvem sætter du efter? efter en død hund og efter en loppe!

16 Herren skal være dommer og dømme mig og dig, og han vil se og føre min sag og dømme mig fri af din haand.

17 Da David havde endt at tale disse ord til Saul, sagde Saul: Er det din røst, min søn, David! og han græd med høj røst;

18 og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har beviist mig godt, og jeg har beviist dig ondt!

19 og du har idag viist, hvad godt du har gjort mig, hvorledes Herren overgav mig i din haand, og du slog mig ikke ihjel.

20 Naar en mand træffer sin fjende, mon han da skikker ham paa en god vej? Herren lønne dig for denne dag, for hvad du har gjort mod mig.

21 Men nu! se, jeg veed, at du sikkert vil blive konge, og Israels rige vil rejse sig ved din haand;

22 men tilsværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min slægt efter mig, og at du ikke vil udslette mit navn af min faders hus!

23 og David tilsvor Saul dette. Saa drog Saul til sit hus, men David og hans mænd steg op paa bjerghøjden.