Bibelen
II. De tolv historiske bøger
4. Samuels bog
Det 25de kapitel
Samuel døer. David og Abigail
1 Derpaa døde Samuel, og hele Israel samledes og sørgede over ham, og de jordede ham i hans hus i Rama. Men David rejste sig og drog ned til Parans ørk.
2 Der var en mand i Maon, som havde sin bedrift paa Karmel, og denne mand var meget formuende, og han havde 3000 faar og 1000 geder; og han var i færd med at klippe sine faar paa Karmel.
3 Denne mand hed Nabal og hans kone hed Abigail, og hun var en kvinde med god forstand og af smuk skabning, men manden var haard og ond i sine gjerninger, og han var af Kalebs æt.
4 Da David hørte i ørken, at Nabal klippede sine faar,
5 sendte David ti svende, og David sagde til svendene: Drager op til Karmel, og naar i komme til Nabal, skal i hilse ham i mit navn,
6 og i skal sige saaledes: Til lykke, fred være med dig! Fred være med dit hus, og fred være med alt, hvad dit er!
7 Nu har jeg hørt, at de klippe for dig, og nu, de hyrder, som du har, have været hos os; vi har ikke fornærmet dem, og dem fattedes intet i tallet, saalænge de vare paa Karmel;
8 spørg dine svende, og de skal fortælle dig det, og lad os svende finde naade for dine øjne, thi vi ere komne paa en god dag; giv kjære, hvad ´du har ved haanden til dine tjenere og din søn David! -
9 Saa kom Davids svende og sagde Nabal alt dette i Davids navn og tav derpaa stille.
10 Men Nabal svarede Davids tjenere og sagde: Hvem er David og hvem er Isaj søn? Nu tildags løber der for mange tjenere fra deres herrer,
11 og jeg skulde tage mit brød, mine drikkevare og min slatning, som jeg har indslagtet til dem, som klippe for mig, og give det til mænd, som jeg ikke veed, hvorfra de ere komne!
12 Davids svende gik da deres vej, vendte tilbage og kom og meldte ham alle disse ord.
13 Da sagde David til sine mænd: Hver stikke sit sværd i sit belte; og hver stak sit sværd i sit helte, og David stak ogsaa sit sværd i sit belte, og de droge op efter David, henved 400 mand, men 200 bleve tilbage ved tøjet. -
14 Men en af svendene meldte det til Abigail, Nabals hustru, og sagde: Se, David sendte bud fra ørken for at hilse vor herre, men han overfusede dem;
15 og de har været meget gode folk mod os; de har ikke fornærmet os, og vi savnede ikke noget i tallet, saalænge vi vandrede med dem, medens vi vare paa marken;
16 de vare en mur om os baade nat og dag, saalænge vi vogtede faarene hos dem.,
17 Saa viid nu dette, og se, hvad du vil gjøre; thi der staaer sikkert vor herre og hele hans hus en ulykke for, og han er et skarns menneske, saa ingen kan tale med ham.
18 Da skyndte Abigail sig, og hun tog 200 brød, to vimpler vin, fem tillavede faar, fem maal ristede ax, 100 tørrede vinklaser og 200 figenkager og læssede dem paa æslet;
19 og hun sagde til sine svende: Gaaer foran mig, og se, jeg kommer efter eder; men til sin mand Nabal sagde hun intet. -
20 Hun red paa et æsel og drog ned i skjul af bjerget, og se, David og hans mænd drog imod hende, og hun nærmede sig dem.
21 Men David havde sagt: Forgjæves har jeg bevaret alt, hvad denne havde i ørken, saa der ikke savnedes noget af, hvad hans var; han har betalt mig godt med ondt.
22 Saa og saa gjøre Gud mod Davids fjender og hvad mere er, dersom jeg af alt, hvad hans er, levner til morgengry selv en lettelaar.
23 Da Abigail saae David, skyndte hun sig, steg ned af æslet, faldt paa sit ansigt for David og bøjede sig til jorden;
24 og hun faldt ned ved hans fødder og sagde: Sandelig min herre, denne brøde skal være min; lad din tjenerinde tale for dine øren, og hør din tjenerindes ord.
25 Min herre sætte ikke sit hjærte mod det skarns menneske, mod Nabal, thi som hans navn lyder, saa er han og; thi daare er hans navn, og daarskab følger ham; men jeg, din tjenerinde, saae ikke min herres svende, som du havde sendt.
26 Men nu, min herre, saasandt Herren léver, og saasandt din sjæl lever, Herren har afholdt dig fra at udøse blod og lade din magt hjælpe dig, og nu skulle dine fjender og de, som søge min herres ulykke, blive som Nabal!
27 Og nu, denne velsignelse, som din tjenerinde har bragt min herre, lad den blive given til svendene, som følge min herre.
28 Tilgiv dog din tjenerindes overtrædelse, thi Herren vil sikkert give min herre et bestandigt hus; thi min herre fører Herrens krige, og intet ondt skal findes hos dig alle dine dage!
29 og rejste sig et menneske for at forfølge dig og staa dig efter livet, saa skal min herres sjæl være bunden i de levendes knippe hos Herren, din Gud, men dine fjenders sjæl skal han udslynge midt af slyngelæderet;
30 og naar Herren gjør min herre alt det gode, som han har tilsagt dig, og byder dig at være en fyrste over Israel,
31 da skal dette ikke være dig til anstød eller min herres hjærte til fald, at du har udøst blod uden aarsag, og at min herre har hjulpet sig selv; men Herren vil gjøre vel mod min herre, og du vil komme din tjenerinde ihu. -
32 Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som paa denne dag sendte mig dig imøde!
33 og lovet være din forstand! og lovet være du, som paa denne dag hindrede mig fra at udgyde blod og hjælpe mig ved min egen kraft.
34 Thi virkelig, saasandt Herren, Israels Gud, lever, som afholdt mig fra at gjøre dig ondt! hvis du ikke havde skyndt dig og var kommen mig imøde, da havde Nabal inden morgengry ikke haft en lettelaar tilbage.
35 Saa modtog David og af hendes haand, hvad hun havde bragt ham, og til hende sagde han: Drag op med fred til dit hus, se, jeg har adlydt dit ord og jeg opløftede dit aasyn. -
36 Abigail kom derpaa til Nabal, og han havde gilde hos sig som et kongegilde, og han var ved godt mod, thi han var meget drukken, men haun fortalte ham hverken lidt eller meget derom inden om morgenen.
37 Men om morgenen, da Nabals rus var gaaet over, fortalte hans hustru ham alt dette, og hans hjærte døde i ham, og han blev som en sten;
38 og omtrent i ti dage efter slog Herren Nabal, saa han døde.
39 Da David hørte, at Nabal var død, sagde han: Lovet være Herren, som førte min æressag mod Nabal o gholdt sin tjener fra at gjøre en ulykke, og Herren førte Nabals ondskab over hans hoved. - Derpaa sendte David bud og talede til Abigail om at tage hende til hustru;
40 og Davids tjenere kom til Karmel til Abigail, og de talede til hende og sagde: David har sendt os til dig for at tage dig til hans hustru.
41 Da rejste hun sig, kastede sig paa sit ansigt til jorden og sagde: Se, din tjenerinde skal være som en tjenestepige, til at vaske min herres tjeneres fødder.
42 Og Abigalil skyndte sig, gjorde sig færdig, og red paa et æsel, og fem af hendes piger fulgte hende, og hun gik med Davids tjenere og blev hans hustru.
43 David havde ogsaa taget Akinoam af Jisreel, og de vare begge hans hustruer;
44 Saul havde nemlig givet sin datter Mikal, Davids hustru, til Palti, en søn af Laos, fra Gallim.
|