Bibelen

II. De tolv historiske bøger
5. Samuels bog

Det 13de kapitel

Ammon og Tamar

1 Det skete sidenefter, da Davids søn Absalon havde en smuk søster, som hed Tamar, at Davids søn Ammon fik villie til hende;

2 og Ammon sørgede, saa han blev syg over sin søster Tamar; thi hun var en jomfru, og det syntes Ammon umuligt at gjøre hende noget.

3 Men Ammon have en ven, som hed Jonadab, der var en søn af Davids broder Simea, og Jonadab var en meget klog mand;

4 og han sagde til ham: Hvorfor bliver du dag for dag saa mager, o kongesøn! kan du ikke sige mig det? Da sagde Ammon til ham: Jeg har faaet villie til Tamar, min broder Absalons søster.

5 Jonadab sagde til ham: Læg dig paa din seng og gjør dig syg, og naar din fader kommer for at se til dig, skal du sige til ham: Lad min søster Tamar komme og give mig at spise og lave maden for mine øjne, for at jeg kan se til og spise af hendes haand.

6 Ammon lagde sig da og gjorde sig syg, og kongen kom for at se til ham, og Ammon sagde til kongen: Lad min søster Tamar komme og bage mig et par hjærter for mine øjne, for at jeg kan spise dem af hendes haand.

7 David sendte da bud til Tamar i huset og sagde: Kjære, gaa til din broder Ammons hus og lav ham en ret.

8 Tamar gik da til sin broder Ammons hus; men han laa, og hun tog dejg, æltede den, lagde hjærter, medens han saae derpaa, og bagede dem.

9 Derpaa tog hun panden og slog dem op for ham, men Ammon vilde ikke spise, men sagde: Lad hver mand gaa ud fra mig; og de gik allesammen.

10 Saa sagde Ammon til Tamar: Bring maden ind i lønkammeret, saa vil jeg spise af din haand; og Tamar tog hjærterne, hun havde lavet, og bragte sin broder Ammon dem i lønkammeret;

11 og hun satte dem for ham, for at han skulde spise; men han tog fat paa hende og sagde til hende: Kom, lig hos mig, min søster!

12 Men hun sagde til ham: Nej, min broder, krænk mig ikke, thi saadant maa ikke ske i Israel, gjør dog ikke den daarskab!

13 og jeg, hvor skulde jeg gaa hen med min skam, og du skulde være som en daare i Israel! og nu, tal dog til kongen, thi han vil ikke nægte dig mig.

14 Men han vilde ikke høre hende, greb fat paa hende, krænkede hende og laa hos hende.

15 Men saa hadede Ammon hende med et stort had; thi det had, han bar til hende, var større end den kjærlighed, han havde haft til hende, og Ammon sagde til hende: Rejs dig og gaa!

16 Men hun sagde til ham: Der er ikke grund til denne ondskab, som er større end den første, du har gjort imod mig, at du forstøder mig; men han vilde ikke høre hende;

17 men han kaldte paa sin svend, der tjente ham, og sagde: Jag dog denne fra mig udenfor og slaa døren i laas efter hende. -

18 Hun havde en bræmmet kjole paa, thi i saadanne klæder gik kongens døtre, saalænge de vare jomfruer. - Hans tjener drev hende altsaa udenfor og slog døren i laas efter hende.

19 Men Tamar tog aske paa sit hoved, og den bræmmede kjole, som hun havde paa, sønderrev hun og lagde sine hænder paa sit hoved og gik altid og klagede sig.

20 Da sagde hendes broder Absalon: Har din broder Ammon været i med dig? Men nu, min søster, ti du stille, han er din broder, læg ikke denne sag paa hjærte! Saa blev Tamar i enlig stand i sin broder Absalons hus. -

21 Da kong David hørte alt dette, blev han meget vred;

22 men Absalon talede hverken ondt eller godt til Ammon, thi Absalon hadede Ammon, fordi han havde krænket hans søster Tamar.

23 To aar efter havde Absalon faareklipning i Ba-al Hazor ved Efraim, og Absalon indbød alle kongens sønner.

24 Absalon gik ogsaa til kongen og sagde: Se, kjære, din tjener har faareklipning; kongen og hans tjenere gaa dog ned med din tjener!

25 Men kongen sagde til Absalon: Nej, min søn, vi vil dog ikke gaa allesammen for ikke at være dig til besvær; og skjøndt han nødte ham, vilde han dog ikke gaa, men velsignede ham.

26 Da sagde Absalon: Hvis ikke, saa lad dog min broder Ammon gaa med os; men kongen sagde til ham: Hvorfor skulde han gaa med dig?

27 Da nødte Absalon ham, saa kongen lod Ammon og alle sine sønner gaa med ham.

28 Men Absalon befalede sine svende og sagde: Naar i se, at Ammon er bleven lystig af vinen, og jeg siger til eder: Slaaer Ammon! saa skal i dræbe ham. I skal ikke være bange! har jeg ikke befalet eder det? fatter mod og være brave karle!

29 Absalons svende gjorde da ved Ammon, som Absalon havde befalet dem; men kongens sønner rejste sig, hver satte sig paa sit mulddyr, og de flygtede.

30 Medens de vare paa vejen, kom rygtet til David og sagde: Absalon har slaget alle kongens sønner ihjel, og der er ikke bleven en eneste tilbage af dem.

31 Da rejste kongen sig, sønderrev sine klæder og lagde sig paa jorden, og alle hans tjenere stode om ham med sønderrevne klæder.

32 Men Jonadab, en søn af Davids broder Simea, tog ordet og sagde: Min herre sige ikke: De have dræbt alle de unge mænd, kongens sønner, thi Ammon alene er død; thi det har været Absalons forsæt fra den dag af, han krænkede hans søster Tamar;

33 men nu lægge min herre, kongen, ikke dette ord paa hjærte og sige: ALle kongens sønner ere døde, thi alene Ammon er død. -

34 Absalon var flygtet. - Men den karl, som stod paa vagt, opløftede sine øjne og saae, og se, en stor skare drog frem fra vestervejen ved siden af bjerget.

35 Da sagde Jonadab til kongen: Se, kongens sønner komme, lige efter din tjeners ord er det gaaet;

36 og ligesom han havde udtalt, se, da kom kongens sønner, og de opløftede deres røst og græd, og kongen og alle hans tjenere græd meget heftigt; -

37 men Absalon var flygtet og gaaet til Talmaj, Ammihuds søn, som var konge i Gesur - og han sørgede over sin søn alle dage.

38 Da Absalon var flygtet og gaaet til Gesur, blev han der i tre aar;

39 men David opgav at drage ud mod Absalon, thi han havde trøstet sig over Ammons død.

2 Samuels bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23