Bibelen
II. De tolv historiske bøger
5. Samuels bog
David som konge
Det 7de kapitel
Herren tillader ikke David at bygge ham et tempel
1 Da kongen boede i sit hus, og Herren havde skaffet ham rolighed for alle hans fjender trindt omkring,
2 sagde kongen til profeten Natan: Se, kjære, jeg boer i et hus af cedertræ, men Guds ark boer under teltetæpper;
3 og Natan sagde til kongen: Gjør alt, hvad dit hjærte tilsiger dig, thi Herren er med dig. -
4 Men i samme nat lød Herrens Ord til Natan og sagde:
5 Gaa og siig til min tjener David: Saa siger Herren: Vil du bygge mig et hus til min bolig?
6 da jeg ikke har boet i et hus fra den dag, jeg førte Israels børn op fra Ægypten, og indtil denne dag, men jeg vandrede i telt og paulun;
7 og har jeg, hvorsomhelst jeg vandrede iblandt alle Israels børn, talet et Ord til nogen af Israels stammer, som jeg bød at vogte mit folk Israel, og sagt: Hvorfor bygge i mig ikke et hus af cedertræ? -
8 Men nu skal du sige saaledes til min tjener David: Saa siger Herren, den Almægtigste: Jeg tog dig fra græsgangen bag faarene, for at du skulde være en fyrste over mit folk Israel,
9 og jeg var med dig, hvor du vandrede, jeg udryddede alle dine fjender for dig, jeg gjorde dig et stort navn, som de mægtiges navn paa jorden;
10 og jeg satte mit folk Israel et sted og plantede det, og de skal bo paa deres sted o gikke foruroliges mere, og uretfærdighedens børn skal ikke mere plage dem som i førstningen,
11 fra den dag af, jeg bød dommere at være over mit folk; og dig vil jeg give rolighed for alle dine fjender; og Herren giver dig tilkjende, at Herren vil gjøre dig et hus.
12 Naar dine dage er omme, og du hviler hos dine fædre, da vil jeg oprejse din sæd efter dig, som skal komme af dit liv, og jeg vil grundfæste hans rige;
13 han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grændfæste hans riges trone evindelig.
14 Jeg vil være hans Fader, og han skal være min søn, hvem jeg, naar han handler ilde, vil tugte med menneskens ris og med menneskelige plager;
15 men min kjærlighed skal ikke vige fra ham, som jeg borttog den fra Saul, hvem jeg tog bort fra dit ansigt;
16 fast skal dit hus vorde og dit rige til evig tid, din trone skal blive befæstet evindelig.
17 Natan talede til David overensstemmende med alle disse ord og hele dette syn;
18 og kong David gik ind og blev for Herrens ansigt og sagde: Hvem er jeg, Herre Gud! og hvad er mit hus, at du hidindtil har hørt mig?
19 og dette har du endnu agtet ringe, Herre Gud, saa du talede endog om din tjeners hus i den fjerne fremtid! er dette menneskens vis, o Herre Gud!
20 Og hvad skal David mere tale til dig? du kjender din tjener, Herre Gud!
21 For dit Ords skyld og efter dit hjærte har du gjort alle disse store ting, at du vilde lade din tjener vide dem.
22 Derfor er du og stor, o Herre Gud; thi der er ingen som du, og der er ingen Gud foruden dig, efter alt, hvad vi have hørt med vore øren.
23 Og hvem er et folk paa jorden som dit folk, som Israel? for hvis skyld Gud gik hen for at udfri dette til et folk for at sætte sit navn iblandt det, og for at gjøre de store og frygtelige gjerninger med dit land for dit folks ansigt, som du udfriede dig fra Ægypterne, fra hedninger og deres guder.
24 Og du beredte dit folk Israel til at være dit folk evindelig, og du, Herre, er bleven deres Gud.
25 Og nu, Herre Gud! lad det Ord, som du har talet over din tjener og over hans hus, staa fast til evig tid, og gjør, som du har sagt;
26 saa vil dit navn vorde stort evindelig, saa at man vil sige: Herren, den Almægtigste, er Gud over Israel, og Davids, din tjeners, hus skal blive fast for dit ansigt.
27 Thi du Herre, Almægtigste, Israels Gud, har aabenbaret for din tjeners øren og sagt: Et hus vil jeg bygge dig; derfor har din tjener fundet hjærte til at bede denne bøn til dig.
28 Og nu, Herre Gud! du er Gud, og dine Ord ere sandhed, og du talede disse gode Ord til din tjener;
29 saa begyndt nu og velsign din tjeners hus, at det evindelig maa blive for dit ansigt; thi du, Herre Gud! har sagt det, og med din velsignelse skal din tjeners hus velsignes evindelig!
|