Bibelen
II. De tolv historiske bøger
6. Første konge-bog
Kong Salomons historie
Det 3dje kapitel
Salomons ægteskab. Hans bøn om visdom. Hans vise dom
1 Salomon indgik svogerskab med Ægyptens konge Farao, og han tog Faraos datter og førte hende til Davids stad, indtil han havde fuldendt bygningen af sit hus, af Herrens hus og Jerusalems ringmur.
2 Dog, folket ofrede paa højene; thi der var indtil disse dage ikke bygget et hus for Herrens navn.
3 Salomon elskede Herren, saa han vandrede efter sin fader Davids skikke; dog, paa højene bragte han slagtofre og røgofre;
4 og kongen drog til Gibeon for at ofre der; thi der var den store høj, og Salomon ofrede tusinde brændofre paa dette alter.
5 I Gibeon aabenbarede Gud sig for Salomon i en drøm om natten, og Gud sagde: Begjær, hvad jeg skal give dig!
6 Men Salomon sagde: Du har viist stor kjærlighed mod din tjener, min fader David, fordi han vandrede for dit ansigt i sandhed, retfærdighed og hjærtets retsindighed mod dig, og du bevarede ham denne store kjærlighed og gav ham en søn, der paa denne dag sidder paa hans trone!
7 og nu, Herre, min Gud! du har sat din tjener til konge istedenfor min fader David, og jeg er meget ung og forstaar ikke at gaa ud eller ind;
8 og din tjener er midt iblandt dit folk, som du har udvalgt, et stort folk, som ikke kan tælles eller beregnes for mængde;
9 saa giv din tjener et hjærte, som forstaaer at dømme dit folk, til at skjelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit mægtige folk?
10 Dette ord var godt for Herrens øjne, at Salomon havde begjæret denne ting.
11 Og Gud sagde til ham: FOrdi du begjærede denne ting og ikke begjærede dig et langt liv, og ikke begjærede dig rigdom og ikke begjærede dine fjenders liv, men begjærede dig indsigt til at forstaa en sag,
12 se, jeg haver givet dig et viist og forstandigt hjærte, saa at din lige har ikke været før dig, og din lige skal ikke opstaa efter dig.
13 Men hvad du ikke begjærede, har jeg ogsaa givet dig, baade rigdom og ære, saa at din lige har ikke været iblandt kongerne alle dine dage;
14 og hvis du vil vandre i mine veje, saa du holder mine bud og befalinger, ligesom din fader David har vandret, saa vil jeg forlænge dine dage! -
15 Da Salomon vaagnede, se, da var det en drøm! Derpaa kom han til Jerusalem, stod for Herrens pagts ark og ofrede brændofre og bragte takofre og gjorde et gilde for alle sine tjenere.
16 Derpaa kom der to skjøger til kongen og fremstode for ham.
17 Den ene kvinde sagde: Hør mig, min herre! Jeg og denne kvinde boede i eet hus, og jeg fødte hos hende i huset.
18 Tredje dagen, efterat jeg havde født, fødte denne kvinde ogsaa, og vi vare sammen, og der var ingen fremmed hos os i huset, ingen uden os to i huset.
19 Men denne kvindes søn døde en nat, da hun laa paa ham,
20 og hun rejste sig midt om natten og tog min søn fra min side, og din tjenerinde sov, og hun lagde ham i sin arm, men sin døde søn lagde hun i min arm.
21 Da jeg stod op om morgenen for at give min søn at die, se, da var han død; men da jeg saae nøje paa ham om morgenen, se, da var det ikke min søn, som jeg havde født.
22 Men den anden kvinde sagde: Nej! thi min søn er den levende, og din søn er den døde; men den anden sagde: Nej! thi din søn er den døde, og min søn er den levende; og saaledes talede de for kongen.
23 Da sagde kongen: Den ene siger: Denne er min søn, den levende, og din søn er den døde; og den anden siger: Nej! thi din søn er den døde, og min søn er den levende.
24 Derpaa sagde kongen: Henter mig et sværd; og de bragte sværdet for kongen;
25 og kongen sagde: Deler det levende barn i to parter, og giver den ene halvdel til den ene og den anden halvdel til den anden.
26 Men da sagde den kvinde, hvis søn var den levende, til kongen - thi hendes moderhjærte brændte i hende for hendes søn - Hør, min herre! giv hende det levende barn og slaa det endelig ikke ihjel; men den anden sagde: Det skal hverken bive mit eller dit! deler det!
27 Da tog kongen ordet og sagde: GIver hende det levende barn, og slaaer det slet ikke ihjel; hun er moderen! -
28 Da hele Israel hørte den dom, kongen havde fældet, frygtede de kongen, thi de saae, at Guds visdom var i hans hjærte til at holde dom.
|