Bibelen

II. De tolv historiske bøger
6. Første konge-bog

Kong Salomons historie

Det 8de kapitel

Templets indvielse

1 Derpaa lod Salomon Israels ældste, alle stamhovederne, fædernefyrsterne blandt Israels børn, samle til kong Salomon i Jerusalem for at føre Herrens pagts ark op fra Davids stad, det er Zion.

2 Alle Israels mænd samledes hos kong Salomon paa festen i maaneden Etanim, som er den syvende maanede.

3 Alle Israels ældste kom, og præsterne opløftede arken;

4 og de bare Herrens ark op og forsamlingsteltet og alle de hellige kar, som vare i teltet, og præsterne og Leviterne bare dem op.

5 Men kong Salomon og hele Israels menighed, som var forsamlet om ham, stod hos ham foran arken og ofrede smaat og stort kvæg, som ikke kunde tælles eller regnes for mængden.

6 Men præsterne bragte Herrens pagts ark til dens sted i husets kor i det allerhelligste under tordenenglenes vinger;

7 thi tordenenglene udbredte vingerne over arkens plads, og de dækkede foroven arken og dens stænger;

8 men stængerne vare saa lange, at deres knapper kunde sees fra det hellige foran koret; men udenfor kunde de ikke sees; og de bleve der indtil denne dag.

9 I arken var der intet uden de to stentavler, som Mose havde lagt deri ved Horeb, da Herren sluttede pagt med Israels børn efter deres udgang fra Ægyptens land. -

10 Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens hus,

11 saa præsterne kunde ikke staa og gjøre tjeneste for skyen; thi Herrens herlighed fyldte Herrens hus.

12 Da sagde Salomon: Herren har sagt, at han vil bo i det dunkle!

13 Jeg har fuldbygget dig en boligs hus, en fast bolig, for at du skal bo her i al evighed!

14 Derpaa vendte kongen sig og lyste velsignelse over hele Israels forsamling; men hele Israels forsamling stod op;

15 og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som med sin mund talede til min fader David og med sin haand opfyldte det, idet han sagde:

16 Fra den dag af, jeg udførte mit folk Israel af Ægypten, har jeg ikke udvalgt en stad af alle Israels stammer til at bygge et hus, for at mit navn skulde være der, men jeg udvalgte David til at være over mit folk Israel;

17 og det var i min fader Davids hjærte at bygge et hus til Herrens, Israels Guds, navn;

18 men Herren sagde til min fader David: At det var i dit hjærte at bygge mit navn et hus, deri har du gjort vel, at det var i dit hjærte,

19 dog, du skal ikke bygge huset, men din søn, som udgaaer af dine lænder, han skal bygge huset for mit navn,

20 og Herren stadfæstede sit Ord, som han talede; thi jeg er kommen i min fader Davids sted, og jeg sidder paa Israels trone, ligesom Herren har talet, og jeg byggede huset for Herrens, Israels Guds, navn;

21 og jeg satte der et sted for arken, hvori Herrens pagt er, som han sluttede med vore fædre, da han udførte dem af Ægyptens land.

22 Salomon stod foran Herrens alter for hele Israels forsamling; han udbredte sine hænder mod himlen

23 og sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i himlen heroven til, eller paa jorden hernede, som bevarer pagten og kjærligheden mod dine tjenere, som vandre fo rdit ansigt af deres ganske hjærte;

24 du, som har holdt din tjener, min fader David, hvad du har tilsagt ham; du talede med din mund og opfyldte det med din haand, som det skeer denne dag;

25 og nu Herre, Israels Gud! hold din tjener, min fader David, hvad du har tilsagt ham, da du sagde: Du skal ikke fattes en mand, som sidder paa Israels trone for mit ansigt, naar kun dine sønner ville vare paa deres vej, saa de vandre for mit ansigt, ligesom du har vandret for mit ansigt.

26 Og nu, Israels Gud! lad dog dit Ord staa fast, som du har talet til din tjener, min fader David!

27 Thi, skulde Gud virkelig bo paa jorden? se, himlene og himles himle kunne ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!

28 Men vend dit ansigt til din tjeners bøn og hans ydmyge begjæring, o Herre, min Gud! saa du hører de suk og de bønner, som din tjener idag beder for dit ansigt,

29 saa dit øje er aabent over dette hus nat og dag, over dette sted, hvorom du har sagt: Der skal mit navn være! saa at du hører de bønner, som din tjener skal bede paa dette sted!

30 at du hører din tjeners og dit folk Israels ydmyge begjæring, som de skulle bede paa dette sted, at du vil høre paa det sted, du boer i himlen, høre og tilgive,

31 hvad et menneske kan synde mod sin næste! men paalægger man ham en ed at lade ham sværge, og denne ed kommer for dit alter i dette hus,

32 hør du den da i himlen, gjør det og døm dine tjenere, saa du erklærer den skyldige for skyldig og fører hans vej over hans hoved, og giver den retfærdige ret og betaler ham efter hans retfærdighed! -

33 Naar dit folk Israel bliver slagen af fjenden, fordi de syndede mod dig, og de omvende sig til dig, bekjende dit navn, bede og anraabe dig i dette hus,

34 hør du da i himlen og tilgiv dit folk Israels synd og før dem tilbage til det land, som du haver givet deres fædre! -

35 Naar himlen lukkes, og det ikke bliver regn, fordi de have syndet imod dig, og de bede mod dette sted, bekjende dit navn og omvende sig fra deres synder, fordi du vidner imod dem,

36 hør du da i himlen og tilgiv dine tjeneres og dit folk Israels synd, thi du vil vise dem den gode vej, paa hvilken de skulle vandre, og give regn over det land, som du har givet til dit folk til arv. -

37 Naar der kommer hungersnød i landet, naar der kommer pest, naar der kommer brand og rustg i korset, græshopper og høskræpper, naar fjenden ængster ham i hans stæders land, under al plage og allehaande sygdom;

38 enhver bøn, enhver ydmyg begjæring, som da gjøres af hvert menneske i hele dit Israel, som kjender hver sit hjærtes plage og udbreder sine hænder mod dette hus,

39 høre du da i himlen, din borg, hvori du boer, og tilgiv og gjøre det, og betal du enhver efter alle hans veje, du, som kjender hans hjærte; thi du alene kjender alle menneskens børns hjærter;

40 for at de kunne frygte dig alle dage, i hvilke de leve i landet, som du har givet vore fædre! -

41 Ja, ogsaa den fremmede, som ikke er af dit folk Israel, naar han kommer fra fjerne lande for dit navns skyld; -

42 thi de skulle høre om dit store navn, din stærke haand og din udstrakte arm, - naar han kommer og beder mod dette hus,

43 hør du da i himlen, din borg, hvori du boer, og gjør du efter alt, hvad den fremmede raaber til dig om, for at alle jordens folk kunen lære dit navn at kjende, at frygte dig ligesom dit folk Israel, og kjende at det hus, jeg har bygget, er kaldet efter dit navn. -

44 Naar dit folk drager i krig mod sin fjende paa den vej, som du sender dem, og de bede til Herren mod den stad, som du har udvalgt, og mod det hus, som jeg har bygget for dit navn,

45 hør du da i himlen ders bøn og deres ydmyge begjæring, og før du deres sag! -

46 Naar de synde imod dig - thi der er intet menneske, at han jo synder - og du bliver vred paa dem og overgiver dem til deres fjender, og de, som have fanget dem, bortføre dem til fjendeland, det være fjernt eller nær;

47 og de lægge det paa hjærte i det land, hvori de ere fangne, omvende sig og anraabe dig i deres land, som have bortført dem, og sige: Vi have syndet og handlet ilde og været ugudelige;

48 naar de da omvende sig til dig af deres ganske hjærte og deres ganske sjæl i deres fjenders land, som have bortført dem, og bede til dig, vendte mod deres land, som du har givet deres fædre, staden, du har udvalgt, og huset, jeg har bygget for dit navn,

49 hør du da i himlen, din borg, hvori du boer, deres bøn og deres ydmyge begjæring, og før du deres sag!

50 Tilgiv dit folk, hvad de harsyndet imod dig, og alle deres overtrædelser, de har begaaet imod dig, giv dem naade for dem, som holde dem fangne, at de forbarme sig over dem!

51 thi de ere dit folk og din arv, som du udførte fra Ægypten, midt fra jernovnen!

52 saa dine øjne maatte være aabne for din tjeners ydmyge begjæring og dit folk Israels ydmyge begjæring, saa du hører paa dem, ihvor de kalde paa dig;

53 thi du udskilte dig dem til arv af alle jordens folk, ligesom du talede ved din tjener Mose, da du udførte vore fædre af Ægypten, o Herre Gud!

54 Da Salomon havde fuldendt at bede hele denne bøn og ydmyge begjæring til Herren, rejste han sig foran Herrens alter fra at knæle og udbrede sine hænder mod himlen,

55 og han stod og lyste velsignelse over hele Israels forsamling med høj røst og sagde:

56 Lovet være Herren, som gav sit folk Israel hvile efter alt det, han haver talet; ikke et Ord blev magtesløst af alle hans gode Ord, som han talede ved sin tjener Mose!

57 Herren, vor Gud, være med os, som han har været med vore fædre, han forlade os ikke, han slippe os ikke!

58 at han bøjer vort hjærte til sig, saa vi vandre i alle hans veje, saa vi holde hans bud, skikke og love, som han har budet vore fædre!

59 Og disse mine ord, som jeg ydmyg har bedet for Herren, være nær hos Herren, vor Gud, dag og nat, saa at han fører sin tjeners sag og sit folk Israels sag, hver dags sag paa sin dag!

60 for at alle jordens folk kan vide, at Herren er Gud og ingen foruden ham;

61 og at eders hjærte maa være fuldkomment hos Herren vor Gud til at vandre i hans love og holde hans bud, som paa denne dag!

62 Baade kongen og hele Israel med ham bragte ofre for Herrens ansigt;

63 og Salomon ofrede takofre, som han bragte Herren, 22.000 oxer og 120.000 faar; og kongen og alle Israels børn indviede Herrens hus.

64 Paa denne dag helligede kongen mellemgaarden, som var foran Herrens hus, thi der bragte han brændofret, madofret og takofrenes fedme, fordi kobberalteret, som stod for Herrens ansigt, var for lille til at rumme brændofret, madofret og takofrenes fedme;

65 og Salomon holdt samme tid højtiden, og hele Israel med ham, en stor forsamling fra man kommer til Hamat til Ægyptens bæk, for Herren vor Guds ansigt i 7 dage og atter 7 dage, det var 14 dage.

66 Paa den ottende dag lod han folket fare, og de velsignede kongen og drog hjem glade og vel tilmode for alt det gode, som Herren havde gjort mod sin tjener David og sit folk Israel.

Første Kongebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22