Bibelen

II. De tolv historiske bøger
8. Første Krønike-bog

Det 17de kapitel

Herren tillader ikke David at bygge templet.

1 Da David boede i sit hus sagde han til profeten Natan: Se, jeg boer i et hus af cedertræ, men Guds pagts ark under teltetæpper;

2 og Natan sagde til David: Gjør alt, hvad dit hjærte tilsiger dig; thi Gud er med dig. -

3 Men i samme nat lød Herrens Ord til Natan og sagde:

5 thi jeg har ikke boet i hus fra den dag, jeg førte Israel op, indtil denne dag; men jeg vandrede fra telt til telt og fra paulun til et andet.

6 Hvorsomhelst jeg vandrede i hele Israel, har jeg vel talet et Ord til nogen af Israels dommere, som jeg bød vogte mit folk, og sagt: Hvorfor bygge i mig ikke et hus af cedertræ? -

7 Men nu skal du sige saaledes til min tjener David: Saa siger Herren den Almægtigste: Jeg tog dig fra græsgangen bag faarene, for at du skulde være en fyrste over mit folk Israel;

8 og jeg var med dig, hvorsomhelst du vandrede, jeg udryddede alle dine fjender for dig; jeg gjorde dig et navn som de mægtiges navn paa jorden;

9 o gjeg satte mit folk Israel et sted og plantede det, og de skal bo paa deres sted og ikke foruroliges mere, og uretfærdigheds børn skal ikke mere sønderslide dem som i førstningen;

10 endog fra de dage, jeg bød dommere at være over mit folk, Israel; og jeg har ydmyget alle dine fjender, o gjeg giver dig tilkjende, at Herren vil bygge dig et hus;

11 og naar dine dage ere omme, saa du vandrer med dine fædre, vil jeg oprejse din sæd efter dig, som skal være af dine sønner, og jeg vil grundfæste hans rige;

12 han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone evindelig;

13 jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en søn, og min kjærlighed vil jeg ikke tage fra ham, saaledes som jeg tog den fra ham, der var foran dig;

14 ham vil jeg sætte i mit hus o gi mit rige til evig tid, og hans trone skal være befæstet evindelig.

15 Overensstemmende med alle disse Ord og hele dette syn talede Natan saaledes til David;

16 og kong David gik ind og blev for Herrens ansigt og sagde: Hvem er jeg, Here Gud, og hvad er mit hus, at du har ført mig hidindtil;

17 og dette har du, o Gud, agtet ringe, saa du talede om din tjeners hus i den fjerne fremtid, og du seer hen til mig som paa menneskevis, du, som er i det høje, Herre Gud!

18 Hvad skulde David mere tale til dig om at ære din tjener? Du kjender din tjener.

19 Herre! for din tjeners skyld og efter dit hjærte har du gjort al denne store gjerning: at lade mig alle disse ting vide.

20 Herre, der er ingen som du; der er ingen foruden dig, efter alt, hvad vi har hørt med vore øren.

21 Og hvem er et folk paa jorden som dit folk Israel, som Gud gik hen at udfri sig til et folk, for at du kunde gjøre dig et navn ved store og frygtelige gjerninger ved at uddrive hedninger for dit folks ansigt, hvilket du udfriede fra Ægypten;

22 og du satte dit folk Israel til at være dit folk evindelig, og du, Herre, er bleven dem en Gud.

23 Og nu Herre! lad det Ord, som du har talet over din tjener og over hans hus, staa fast til evig tid, og gjør, som du har sagt;

24 lad det staa fast, saa vil dit navn vorde stort evindelig, saa at man vil sige: Herren, den Almægtigste, Israels Gud er Israel en Gud, og Davids, din tjeners hus, skal blive fast for dit ansigt;

25 thi du, min Gud, har aabenbaret dig for din tjeners øre om at bygge ham et hus; derfor har din tjener fundet ord til at bede for dit ansigt.

26 Og nu Herre, du er Gud, og du talede disse gode Ord over din tjener;

27 saa begynd nu at velsigne din tjeners hus, at det maa blive evindelig for dit ansigt; thi du, Herre, har velsignet det, saa lad det være velsignet evindelig.

Første Krønikebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29