Bibelen

II. De tolv historiske bøger
8. Første Krønike-bog

Det 20de kapitel

Josasat overvinder Ammoniter og Moabiter.

1 Sidenefter droge Moabiterne, Ammoniterne, og med dem nogle flere fra Ammoniterne i Krig mod Josafat;

2 og man kom og meldte Josafat: Der kommer en stor Hær mod dig fra hin Side Havet fra Syrien, og se, de ere i Hazazon Tamar, det er Engedi.

3 Josafat blev bange, vendte sig for at søge Herren, og udraabte Faste over hele Juda;

4 og Juda samlede sig for at søge Hjælp af Herren; og de kom ogsaa fra alle Judas Stæder, for at søge Herren;

5 og Josafat stod i Judas og Jerusalems Forsamling i Herrens Hus foran den nye Forgaard;

6 og han sagde: Herre, vore Fædres Gud! er du ikke selv Gud i Himlen? Ja du er den, som hersker over alle Folkenes Riger, i din Haand er Kraft og Styrke, der er ingen, som kan staa sig mod dig!

7 har du ikke, vor Gud, uddrevet dette Lands Judbyggere for dit Folk Israel og givet det til din Ven Abrahams Efterkommere til evig Tid?

8 og de boede deri og byggede dig der en Helligdom for dit Navn, da de sagde:

9 Kommer der en Ulykke over os, et dømmende Sværd eller Pest eller Hungersnød, saa ville vi staa foran dette Hus og for dit Ausigt; thi dit Navn er i dette Hus,·og vi ville raabe til dig i vor Nød, og du vil høre og frelse!

10 Og nu, se Ammoniter, Moabiter og de fra Seirs Bjerg, gjennem hvilke du ikke tillod Israel at drage, da de kom fra Ægyptens Land, men de bøjede af fra dem og ødelagde dem ikke; se, de betale os det med at komme for at fordrive os af din Ejendom, som du har ladet os tage i Besiddelse!

12 Vor Gud! vil du ikke dømme dem; thi vi har ingen Styrke mod denne store Mængde, som er dragen mod os, og vi veed ikke, hvad vi skal gjøre; men vore Øer ere vendte til dig! -

13 Men hele Juda stod for Herrens Ansigt, ogsaa deres Smaabørn, deres Hustruer og Sønner.

14 Men midt i Forsamlingen kom Herrens Aand over Jehaziel en Søn af Zakarja, Benajas Søn, som var en Søn af Matanjas Søn Jegiel, en Levit af Asass Børn;

15 og han sagde: Mærker vel al Juda, Jerusalems Indvaanere og du Kong Josafat, saaledes siger Herren til eder: I skal ikke frygte og ikke forsage for denne store Mængde; thi Krigen er ikke eders, men Guds.

16 I Morgen skal I drage ned mod dem; se, de drage op ad Vejen til Ziz, og I skal træffe dem ved Enden af Dalen, foran Ørken Jeruel.

17 Det kommer eder ikke til at stride denne Kamp; stiller eder op, staaer og seer Herrens Frelse med eder! Juda og Jerusalemi frygter ikke og forsager ikke, drager i Morgen ud mod dem, Herren er med eder!

18 Da bøjede Josafat sit Ansigt til Jorden, og al Judas og Jerusalems Indvaanere faldt ned for Herren for at tilbede Herren!

19 og Leviterne af Kahatiderne og Kornhiterne stode for at love Herren Israels Gud med høj Røst.

20 Næste Morgen stod de tidlig op og drog ud til Tekoas Ørk, og da de drog ud, stod Josasat og sagde: Hører mig Juda og Jerusalems Jndbyggere: Troer paa Herren eders Gud, og I skal blive faste; troer paa hans Profeter, og I skal saa Lykke!

21 og han raadslog med Folket, indsatte Sangere for Herren og dem, som skulde prise hans hellige Majestæt, naar de drog ud foran de Bevæbnede, og de skulde sige: Takker Herren, thi evig er hans Kjærlighed!

22 Da de begyndte med Sangen og Lovprisningen, lod Herren et Baghold komme over Moabiterne, Ammoniterne og dem fra Se-irs Bjerg, som vare dragne mod Juda, og de bleve slagne.

23 Ammoniterne og Moabiterne stode mod Indbyggerne paa Se-irs Bjerg, saa de lyste dem i Band og ødelagde dem, og da de var færdige med Indbyggerne paa Se-ir, hjalp den ene paa den anden, saa de blev lagte øde.

24 Da Juda kom til Bjergtaarnet ved Ørken, saae de efter denne Mængde, men se, der laa de døde Kroppe, faldne paa Jorden, og der var ingen undkommen.

25 Jofafat og hans Folk kom da for at gjøre Bytte, og de fandt en Mængde Gods og kostbart Tøj hos de døde Kroppe, og de toge faa meget, at de kunde ikke bære det; de gjorde nemlig Bytte i tre Dage; thi der var en Mængde;

26 men fjerde Dag samledes de i Lovsangsdalen, thi der lovede de Herren; derfor kaldte man dette Sted Lovsangsdalen indtil denne Dag.

27 Derpaa vendte hver Mand af Juda og Jerusalem sig med. Josafat i Spidsen for at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi Herren havde givet dem Glæde over deres Fjender,

28 og de drog ind i Jerusalem med Lyrer, Harper og Lure til Herrens Hus.

29 En Frygt for Gud kom over alle Rigerne i Landene, da de hørte, at Herren havde kjæmpet mod Israels Fjender;

30 og Jofafats Rige havde Fred, og hans Gud gav ham Rolighed trindt omkring.

31 Josafat var Konge over Juda, han var 35 Aar gammel, da han blev Konge, og i 25 Aar regjerede han i Jerusalem. Hans Moder hed Afuba og var en Datter af Silhi.

32 Han vandrede i sin Fader Afas Veje og veg ikke fra dem, saa han gjorde, hvad Ret var for Herrens Øjne;

33 kun Højene bleve ikke afskaffede; thi Folket havde endnu ikke rettet deres Hjærte til deres Fædres Gud. -

34 Hvad der iøvrigt var at fortælle om Josafat fra først til sidst, det er jo beskrevet i Jehu Hananis Søns Saga, som er optagen i Israels Kongebog. -

35 Siden efter forbandt Juda Konge Jofafat sig med Israels Konge Akasja, som var ugudelig i sine Gjerninger.

36 Han forbandt sig med ham for at udruste Skibe til at gaa til Tarsis, og de udrustede Skibene i Ezjongeber;

37 men Dodavas Søn Elieser fra Maresa spaaede mod Josafat, og sagde: Fordi du forbandt dig med Akasja, har Herren sønderrevet, hvad du har Udrustet, og Skibene strandede og kunde ikke gaa til Tarsis.

Anden Krønikebog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20