Bibelen

II. De tolv historiske bøger
10. Esra

Det 9de kapitel

Esras Sorg over Israeliternes Ægteskab med fremmede Kvinder.

1 Da dette var tilendebragt, traadte Fyrsterne til mig og sagde: Israels Børn, Præsterne og Leviterne holde sig ikke adskilte fra Landenes Folk efter deres vedersthggelige Gjerninger, nemlig fra Kananiterne, Hetiterne, Feresiterne, Jebusiterne, Ammoniterne, Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne;

2 thi de have taget sig og deres Sønner Hustruer af deres Døtre og blandet den hellige Sæd med Folkene i Landene; og Fyrsternes og Forstandernes Haand har været den første i denne Troløshed.

3 Da jeg hørte dette Ord, sønderrev jeg mine Klæder og min Kappe; jeg rev Haar af mit Hoved og Skjæg og sad dybt bedrøvet.

4 Da samledes alle til mig, som vare forfærdede for Israels Guds Ord over denne Troløshed af dem, som havde været i Fangenskabet; men jeg sad dybt bedrøvet indtil Aftenofret.

5 Men ved Aftenofret rejste jeg mig af min Elendighed, og med mine sønderrevne Klæder og Kappe kastede jeg mig paa mine Knæ, udrakte mine Hænder til Herren, min Gud,

6 og sagde: Min Gud! jeg skammer mig og blues ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud! thi vore Misgjerninger ere voxede op over vort Hoved, og vor Brøde er stor lige til Himlen!

7 Fra vore Fædres Dage vare vi i stor Brøde lige til denne Dag ; og for vore Misgjerninger ere vi, vore Konger, vore Præster blevne givne Kongerne i Vold i Landene, ved Sværdet, i Fangenskab, ved Plyndring og vore Ansigters Beskjæmmelse, som paa denne Dag!

8 Men nu er der et lidet Øjeblik vederfaret os Naade af Herren, vor Gud, saa han har ladet en Levning blive reddet for os, givet os Fodfæste paa sit hellige Sted og klaret vore Øjne, vor Gud! og givet os en Smule Liv i vor Trældom;

9 thi vi ere Trælle; men vor Gud havde ikke forladt os i vor Trældom, men han bøjede Perserkongens Kjærlighed til os, saa han gav os Livs Ophold til at opføre vor Guds Hus og rejse det af sin Ødelæggelse og sætte os et Værn i Juda og Jerusalem.

10 Men hvad skulle vi nu sige, vor Gud! efter dette? thi vi har forladt dine Bud,

11 hvilke du har budet ved dine Tjenere, Profeterne, da du sagde: Dette Land, som I gaa ind i for at tage det i Besiddelse, er et urent Land for Folkenes Urenhed i Landene ved deres stygge Gjerning, hvormed de have fyldt det fra Ende til anden med deres Urenhed.

12 Og nu, I maa ikke give deres Sønner eders Døtre, og I maa ikke tage deres Døtre til eders Sønner; I maa ikke søge deres Fred og deres Bedste evindelig, for at I kunne blive stærke, nyde Landets Gode og lade det gaa i Arv til eders Sønner evindelig.

13 Og efter alt, hvad der er kommet over os for vore onde Gjerninger og vor store Brøde, da haver du, vor Gud, sparet og straffet os langt Under vor Misgjerning og givet os en Redning, som denne er!

14 skulde vi da vende os bort for at krænke dine Bud og besvogre os med Folk med disse stygge Gjerninger? Mon du da ikke vilde være vred paa os, indtil det var forbi med os, saa der ingen blev levnet og ingen reddet? -

15 Herre, Israels Gud, du er retfærdig; thi vi ere blevne tilbage og reddede, som det sees paa denne Dag; men se, vi ere i vor Brøde for dit Ansigt; derfor kan ingen bestaa for dit Ansigt!

Esra
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10