Bibelen
II. De tolv historiske bøger
11. Nehemja
Det 13de kapitel
Flere Misbrug afskaffes.
1 Samme Dag læste man i Mosebog i Folkets Paahør, og der fandtes skrevet deri, at en Ammonit og Moabit skulde ikke komme i Guds Menighed evindelig,
2 fordi de ikke kom Israels Børn imøde med Brød og Vand, og han lejede Bileam til at forbande dem; men vor Gud vendte denne Forbandelse til Velsignelse.
3 Da de hørte Loven, adskilte de alt Pakket fra Israel.
4 Præsten Eljasib, som var sat over Kamrene ved Guds Hus, var tidligere bleven nær besvogret med Tobiaz
5 og han indrettede ham et stort Kammer, hvor man for havde henlagt Madofret, Viraken, Karrene, Tienden af Korn, Most og Olie, som tilkom Leviterne, Sangerne og Dørvogterne, og Præsternes Hæving. -
6 Ved alt dette var jeg ikke i Jerusalem, thi i Babels Konge Artafastas to og tredivte Aar var jeg kommen til Kongen; og efter et Aars Forløb udbad jeg mig af Kongen,
7 at jeg maatte komme til Jerusalem. Da jeg erfarede det Onde, som Eljasib havde gjort for Tobia ved at indrette et Kammer for ham i Forgaarden ved Guds Hus, gjorde det mig meget ondt, og jeg kastede alt Tobias Bohave ud af Kammeret,
9 og bød dem at rense Kamrene, og saa førte jeg Guds Hufes Kar, Madofret og Viraken derind igjen.
10 Da jeg fik at vide, at man ikke havde givet Leviterne, hvad dem tilkom, og at Leviterne og Sangerne, som besørgede Tjenesten, hver var flygtet til sin Ager,
11 skjændte jeg paa Forstanderne og sagde: Hvorfor forlade vi Guds Hus? Saa samlede jeg dem og satte dem paa deres Sted;
12 og hele Juda bragte Tienden af Korn, Most og Olie til Forraadshusene;
13 og jeg satte Præsten Selemja, Skriveren Zadok og Pedaja af Leviterne over Forraadshusene, og ved Siden af dem Hanan, en Søn af Sakkur, en Søn as Mattanja, thi de holdtes for tro; og dem paalaa det at uddele til deres Brødre. -
14 Kom mig ihu, min Gud! for dette, og udslet ikke min Kjærlighed, som jeg har viist mod min Guds Hus og
mod hans Love.
15 Ved samme Tid saae jeg nogle i Juda træde Persen om Hviledagen, tage Neg ind, læsse endog Vin, Druer, Figener og al Slags Last paa Æsler og føre det til Jerufalem om Hviledagen; og jeg vidnede imod dem, da de
solgte disse Levnetsmidler.
16 Der boede ogsaa nogle Tyrier der, som indførte Fisk og alle Slags Varer og solgte dem om Hviledagen
til Judas Børn i Jerusalem;
17 da skjændte jeg paa de Ædelbaarne i Juda og sagde til dem: Hvad er det for en ond Ting, I gjøre, og vanhellige Hviledagen
18 Gjorde ikke eders Fædre saaledes, og vor Gud førte al denne Ulykke over os og over denne Stad? og I gjør Vreden over Israel endnu større ved at vanhellige Hviledagen.
19 Saasnart det mørknedes i Portene i Jerusalem førend Hviledagen, befalede jeg, at Portene skulde lukkes, og jeg bød, at de maatte ikke aabne dem førend efter Hviledagen, og jeg satte nogle af mine Tjenere ved Portene, at der ingen Dragt kunde komme ind om Hviledagen;
20 men nogle Kjøbmænd og Krammere med alle Slags Varer laa een ad to Gange Natten over udenfor Jerusalem;
21 men jeg vidnede for dem og sagde til dem: Hvorfor ligger I Natten over ved Muren? gjør I det eengang til, skal jeg lægge Haand paa eder. Fra den Tid af kom de ikke om Hviledagen.
22 Derpaa bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig, komme og vogte Portene for at holde Hviledagen hellig. - Min Gud! kom mig og ihu for dette og spar mig efter din store Kjærlighed!
23 Paa samme Tid saae jeg ogsaa, at Jøderne lod asdoditiske, ammonitiske og moabitiske Kvinder bo hos sig;
24 og deres Børn talede halvt Asdoditisk og kunde ikke tale Jødisk, men snart et, snart et andet Folks Tungemaal;
25 da skjændte jeg paa dem, forbandede dem, slog nogle af Mændene og rev Haarene af dem, og jeg tog den Ed af dem ved Gud: I maa ikke give eders Døtre til deres Sønner, og I maa ikke tage deres Døtre til eders Sønner eller til eder selv.
26 Var det ikke deri, Israels Konge Salomon syndede, endog der var ikke Konge som han blandt de mange Hedninger, og han var elsket af sin Gud, og Gud satte ham til Konge over hele Israel; men endog ham bragte de fremmede Kvinder til at synde.
27 Skulde vi da føje eder, naar I gjøre al den store Ulykke, saa vi skulde handle troløst mod vor Gud og lade fremmede Kvinder bo hos eder.
28 En Søn af Jojada, Ypperstepræsten Eljasibs Søn, havde besvogret sig med Horoniten Sanballat, men jeg jog ham fra mig. -
29 Husk dem, min Gud, fordi de har besmittet Præstedømmet og Præsteskabets og Leviternes Pagt! -
30 Saa rensede jeg dem fra alle Fremmede, og jeg satte Præsterne og Leviterne hver til sin Gjerning,
31 ogsaa med Hensyn til Ofret af Brændet til de bestemte Tider og til Førstegrøden. - Kom mig ihu, min Gud, mig til Fromme!
|