Bibelen

II. De tolv historiske bøger
11. Nehemja

Det 4de kapitel

Samaritanernes Anslag. Bygningen paa Murene fortsættes.

1 Da Sanballat hørte, at vi byggede paa Muren, blev han vred og meget ærgerlig, og han spottede Jøderne,

2 0g sagde til sine Brødre og Hæren i Samaria: Hvad er det, disse afmægtige Jøder bestille? skal man lade dem være? skulde de ofre? skulde de fuldende det paa denne Dag? skulde de gjøre Stenene levende af Grusdyngerne efter Branden?

3 Men Ammoniten Tobia, som var hos ham, sagde: Om de endog bygge, vil dog en Ræv, om han sprang op, nedrive deres Stenmur! -

4 Hør dog vor Gud, hvorledes vi ere til Foragt, før deres Forhaanelse over deres eget Hoved, gjør dem til et Bytte i Fangers Land;

5 dæk ikke deres Misgjerning, lad deres Synd ikke blive udslettet for dit Ansigt, thi de har fortørnet dig i Bygfolkenes Nærværelse! -

6 Men vi byggede Muren, og føjede den helt sammen indtil den halve Høide; thi Folket havde Hjærte for dette Arbejde.

7 Men da Sanballat, Tobia, Araberne, Ammoniterne og Asgoditerne hørte, at Udbedringen af Jerusalems Mure tog til, og Revnerne begyndte at lukkes, blev de meget vrede;

8 og de svor sig alle sammen om at komme for at stride mod Jerusalem og gjøre den en Ulykke;

9 men vi bad til vor Gud, og vi stillede Vagt mod dem Dag og Nat for deres Skyld.

10 Da sagde Juda: Arbejdernes Kraft er ringe, og Gruset er mangfoldigt; vi kunne ikke bygge paa Muren;

11 og vore Fjender sagde: De skal ikke vide det og ikke se det, inden vi komme midt imellem dem og slaa dem ihjel og standse Arbejdet;

12 og Jøderne, som boede hos dem, kom og fortalte os det vel 10 Gange, fra alle de Steder, de kunde komme til os.

13 Saa stillede jeg Folket fra de nederste Steder til Stedet bag Muren, paa de udtørrede Steder, jeg stillede dem efter deres Slægter med deres Sværd, Spyd og Bue;

l4 og jeg besaae dem, rejste mig og sagde til Adelsmændene, Forstanderne og det øvrige Folk: Frygter ikke for dem, kommer den store og forfærdelige Herre ihu og kjæmper for eders Brødre, eders Sønner og Døtre, eders Hustruer og Huse;

15 Da vore Fjender hørte, at vi vare underrettede, gjorde Gud deres Raad til intet, og vi vendte alle tilbage til Muren, hver til sit Arbejde.

16 Men fra den Dag af arbejdede Halvdelen af det unge Mandskab paa Værket, men Halvdelen af dem vare rustede med Spyd, Skjold, Buer og Pantser, og Fyrsterne fulgte hele Judas Hus;

17 og de, som byggede paa Muren, de, som bar Byrderne og som læssede paa, gjorde Arbejdet med den ene Haand og holdt Vaabnene i den anden;

18 og de, som byggede, havde hver sit Sværd ved sin Side, og saaledes byggede de; men Hornblæseren havde jeg hos mig;

19 og I jeg sagde til Adelsmændene, Forstanderne og det øvrige Folk: Arbeidet er stort og vidtløftigt, og vi ere spredte paa Muren langt fra hverandre;

20 hvor I altsaa høre Hornet lyde, samler eder der hos os; vor Gud vil stride for os.

21 Saa arbejdede vi paa Værket, og Halvdelen af dem vare væbnede med Spydet fra Morgenrøden stod op til Stjernerne kom frem;

22 og jeg sagde samme Tid til Folket: Hver blive med sin Svend Natten over midt i Jerusalem, for at vi kan have dem om Natten til Vagt og om Dagen til Arbejdet;

23 men hverken jeg eller mine Brødre eller mine Tjenere eller de Mænd, som vare paa Vagt og fulgte mig, førte os af vore Klæder, hver havde sit Vaaben og Vand hos sig.