Bibelen

II. De tolv historiske bøger
11. Nehemja

Det 9de kapitel

Bods og Bededag.

1 Paa den fire og tyvende Dag i denne Maaned samledes Israels Børn med Fasten, i Sørgedragt og med Jord paa sig,

2 og Israels Afkom skilte sig fra alle Fremmedes Børn, og de stode og bekjendte deres Synder og deres Fædres Misgjerninger,

3 og de rejste sig paa deres Stade, og de læste i Herrens, deres Guds, Lovbog en Fjerdedel af Dagen, og i en Fjerdedel bekjendte de deres Synder og tilbade Herren, deres Gud. -

4 Paa Leviternes Forhøjning rejste Jesua sig og Bani, Kadmiel, Sebanja, Bunni, Serebja, Bani, Kenani, og de raabte med høj Røst;

5 og Leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasabnja, Serebja, Hodia, Sebanja og Petakja sagde: Rejser eder, lover Herren, eders Gud fra Evighed til Evighed, og man skal love dit herlige Navn, som er ophøjet over al Lov og Pris.

6 Du er Herren alene, du har skabt Himlen og Himlenes Himle og al deres Hær, Jorden og alt, hvad som er paa den, Havene og alt, hvad som er i dem, du holder dem alle i Live, og Himlens Hær tilbeder dig.

7 Du er den Herre Gud, som udvalgte Abram, førte ham ud fra Ur i Kaldæa, og forandrede hans Navn til Abraham,

8 du fandt hans Hjerte trofast for dit Ansigt, du sluttede en Pagt med ham for at give Kananiternes, Hetiternes, Amoriternes, Feresiternes, Jebusiternes og Girgasiternes Land, ja give det til hans Afkom, og du holdt dit Ord, thi du er retfærdig

9 Du saae vore Fædres Elendighed i Ægypten, du hørte deres Raab ved det røde Hav,

10 du gjorde Jærtegn og Undergerninger paa Farao, alle hans Tjenere og hele Folket i hans Land, thi du vidste, at de havde handlet hovmodig mod dem, og du gjorde dig et Navn, som det sees paa denne Dag.

11 Havet kløvede du for deres Ansigt, de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, men deres Forfølgere kastede du i Dybet, som en Sten i mægtige Vande.

12 Ved en Skystøtte førte du dem om Dagen, ved en Ildstøtte om Natten, for at oplyse Vejen for dem, som de skulde gaa;

13 da steg ned paa Sinaj Bjerg, talede, med dem fra Himlen, gav dem rette Bud og sande Love, gode Skikke og Befalinger;

14 din hellige Hviledag kundgjorde dy dem,Bud, Anordninger og Love bød du dem ved din Tjener Mose;

15 du gav dem Brød af Himlen mod deres Hunger, du førte Vand ud af Klippen til dem mod deres Tørst, du bød dem at drage ind for at tage det Land i Besiddelse, som du havde opløftet din Haand for at give dem;

16 men de og vore Fædre handlede hovmodig, de forhærdede deres Nakke og adlød ikke dine Bud;

17 de vægrede sig ved at adlyde, de kom ikke dine Underværker ihu, som du havde gjort imod dem, de forhærdede deres Nakke, satte sig en Høvding for at vende tilbage til deres Trældom i deres Gjenstridighed, men du er Syndsforladelsens Gud, naadig, barmhjærtig, langmodig og af stor Kjærlighed og du forlod dem ikke;

18 skjøndt de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Denne er din Gud, som førte dig op fra Ægypten, og de øvede store Bespottelser;

19 men i din store Barmhjærtighed forlod du dem ikke i Ørken, Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen til at føre dem paa Vejen, og Ildstøtten om Natten til at oplyse Vejen for dem, som de skulde vandre paa;

20 og du gav din den gode Aand til at undervise dem, du nægtede dem ikke dit Manna for deres Munde, og Vand gav du dem for deres Tørst;

21 i 40 Aar forsørgede du dem i Ørken, saa de fattedes intet; deres Klæder bleve ikke gamle, deres Fødder svulnede ikke;

22 du gav dem Riger og Folk og fordelte dem i alle Kanter af Landet; de toge Sihons Land, nemlig Hesbons Konges Land, i Besiddelse og Ogs, Basans Konges Land;

23 du formerede deres Børn som Stjerner paa Himlen, du førte dem til det Land, som du havde budet deres Fædre at drage ind i og tage det i Besiddelse;

24 deres Sønner droge derind og toge Landet i Besiddelse, og du ydmygede Landets Indbyggere, Kananiterne, for dem, gav dem i deres Vold, deres Konger og Landets Folk, saa de kunde gjøre med dem efter deres Villie;

25 de indtoge de faste Stræder og et frugtbart Land; de satte sig i Besiddelse af Huse, som vare fyldte med alt Slags Gods, udhugne Vandgrave, Vingaarde, Olivenhaver og Frugttræer i Mængde, de spiste, de bleve mætte og fede og levede i Vellyst ved din store Godhed;

26 men de bleve gjenstridige og opsætsige mod dig; de kastede din Lov bag deres Ryg, sloge dine Profeter ihjel, som vidnede mod dem for at omvende dem til dig, og de øvede store Bespottelser;

27 men du gav dem i deres Fjenders Vold, og de trængte dem; men naar de i deres Trængsels Tid raabte til dig, hørte du dem fra Himlen, og efter din store Barmhjætighed gav du dem Frelsere, som friede dem af deres Fjenders Vold;

28 men naar de havde Rolighed, handlede de atter ilde for dit Ansigt, og du overlod dem i deres Fjenders Vold, og de herskede over dem; men naar de omvendte sig og anraabte dig, da hørte du dem fra Himlen og reddede dem mange Gange efter din store Barmhjærtighed;

29 og du lod vidne mod dem for at omvende dem til din Lov, men de handlede hovmodig, adlød ikke dine Bud, men syndede mod dine Love, hvilke et Menneske bør holde og leve ved dem, de vendte modvillig deres Skulder bort, forhærdede deres Nakke og adlød ikke.

3O I mange Aar drog du det hen og lod vidne mod dem ved din Aand ved dine Profeter, men de hørte ikke, og du gav dem Folkene i Landene i Vold;

31 men af din store Barmhjærtighed gjorde du ikke Ende paa dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjærtig Gud.

32 Og nu, vor Gud! du store, vældige og forfærdelige Gud, som bevarer Pagten og Kjærligheden, lad al den Trængfel ikke agtes ringe for dine Øine, som har ramt os, vore Konger, vore Fyrster, vore Præster, vore Profeter, vore Fædre og dit ganske Folk, fra Assyriens Konges Dage indtil denne Dag!

33 Du er retfærdig i alt, hvad der er kommet over os, thi du handler trofast, men vi have handlet ugudelig;

34 vore Konger, vore Fyrster, vore Præster og vore Fædre har ikke handlet efter din Lov, har ikke givet Agt paa dine Bud og dine Vidnesbyrd, som du har ladet vidne imod dem ;

35 de tjente dig ikke i deres Rige, i det meget Gods, du-skjænkede dem, i det vide og frugtbare Land, som du gav dem, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gjerninger;

36 se, nu ere vi Trælle, og i det Land, som du har givet vore Fædre til at nyde Frugten og alt Godt af, ere vi Trælle!

37 og dets Indtægter voxer for Kongerne, som du har sat over os for vore Synders Skyld, de raade for vore Legemer og for vort kvæg efter deres Villie, og vi ere i stor Nød!

38 Men i alt dette ville vi oprette en fast Pagt og nedskrive den og lade vore Fyrster, vore Leviter og vore Præster forsegle den.