Bibelen

III. De fem skjaldbøger
1. Jobs bog

Det 15de kapitel

Elifas anklager Job, paaberaaber sig Fædrenee Vidnesbyrd, at de Ugudelige straffes for deres Synd.

Anden Samtale.

1 Derpaa tog Temaniten Elifas Ordet og sagde:

2 Mon viis Mand skal svare med Blæst og fylde sine Lunger med Vind?

3 idet han fører Bevis med Ord, som intet gavne, med Taler, som intet nytte!.

4 Ja, du gjør Gudsfrygt til intet, du nedsætter Bønnen til Gud ;

5 din Mund beviser din Brøde, skjøndt du vælger dig de Trædskes Sprog ;

6 din Mund og ikke jeg erklærer dig for ugudelig, dine Læber vidne mod dig.

7 Er du det første Menneske, som blev til, er du født før Hajene?

8 hørte du paa Guds hemmelige Raad? slugte du al Visdom i dig?

9 Hvad veed du, som vi ikke skulde vide, hvad forstaaer du, som er os ubekjendt?

10 Baade Oldinge og Graahårdede ere blandt os, ældre i Aar end din Fader!

11 Er Guds Trøst dig ringe, og et lempeligt Ord til dig?

12 hvorfor henriver dit Hjærte dig, hvorfor blinke dine Øine?

13 da du sætter din Aand mod Gud og fører disse Ord over dine Læber. -

14 Hvad er et Menneske, at han skulde være ren, og den Kvindebaarne, at han skulde være retfærdig?

15 Se, Han lider ikke paa sine Hellige, og Himlene ere ikke rene for Hans Øine;

16 endsige den Vederstyggelige, den Væmmelige, den Mand, der drikker Uret som vand. -

17 Jeg vil forklare dig det, hør mig; hvad jeg har set, vil jeg fortælle,

18 hvad de Vise forklarede og dulgte ikke fra deres Fædre,

19 hvem Landet ene blev givet, og ingen Fremmed drog igjennem dem.

20 Den Ugudelige plager sig alle sine Dage, for Voldsmanden er Tallet paa hans Aar skjult;

21 en Lyd af Rædsler er for hans Øren, i Fred kommer Ødelæggeren over ham;

22 han troer ikke, han skal vende tilbage fra Mørket, udseet han er til Sværd;

23 han vanker om efter Brød, hvor det findes; han veed, Mørkets Dag er ham bestemt ;

24 Angest og Nød strække ham, som en kamprustet Konge overvælde de ham;

25 thi han udrakte sin Haand imod Gud og opmandede sig mod den Almagtigste,

26 løb knejsende imod ham under sine tætte Skjoldrygge;

27 thi han skjulte sit Ansigt med Fedme og satte Flommer over sine Lænder;

28 derfor boer han i Stæder, som skulle ødelægges, i Huse, som ingen skal bebo, som berede sig til at vorde Grusdynger;

29 han skal ikke blive rig, hans Formue skal ej bestaa, deres Velstand skal ej udbrede sig i Landet ;

30 han skal ej slippe fra Mørket, Luen skal hentørre hans Spire, han skal vige for Guds Mands Aande;

31 han forlade sig ikke paa Forfængelighed, den Forførte! thi Forfængelighed skal vorde hans Løn;

32 før han naaer sin Tid, er hans Dage omme, hans Grene grønnes nu ej mer;

33 som Vinstokken skal han afryste sine umodne Druer, som Oliventræet nedkaste sin Blomst;

34 thi Hyklerens Forsamling skal vorde ensom, Ild fortærer den Underkjøbtes Bo;

35 svangre med Ulykke føde de Uret, deres hjærte bereder Svig.