Bibelen

III. De fem skjaldbøger
1. Jobs bog

Det 21de kapitel

Job viser, at det ofte gaaer den Aandelige vel her paa Jorden.

1 Derpaa tog Job Ordet og sagde:

2 Hører nøje mit Ord, og lader dette være istedenfor deres Trøst

3 Bærer over med mig, saa vil jeg tale; og naar jeg har talet, maa du spotte!

4 Mon jeg fører min Klage for et Menneske, hvorfor skulde jeg da ikke blive utaalmodig?

5 Vender eder til mig og gruer og lægger Haanden paa Munden ;

6 thi naar jeg tænker derpaa, forfærdes jeg, Rædsel betager mit Kjød,

7 Hvorfor leve de Ugudelige, blive gamle og vældig rige?

8 deres Afkom sætter sig fast for deres Øjne tilligemed dem, og deres Skud er for deres Øjne;

9 deres Huse have Fred, uden Frygt, Guds Ris er ikke over dem;

10 deres Tyre ere frugtbare, det mislykkes ikke; deres Ko kælver og føder ikke i Utide;

11 de udsende deres Spæde som en Flok Lam, deres Børn hoppe om dem ;

12 de synge til Haandpauker og Harpe, de glæde sig ved Hyrdefløjtens Toner;

13 de slide lykkelig deres Dage, og i et Øieblik synke de i Helvede.

l4 Dog sagde de til Gud: "Vig fra os, vi har ikke Lyst til at kjende dine Veje,

15 hvem er den Almægtigste, at vi skulde tjene ham, og hvad nytter det at bede til ham?"

16 Se, deres Lykke er ikke i deres Magt; - de Ugudeliges Raad er langt fra mig. -

17 Hvor ofte slukkes vel de Ugudeliges Lampe, hvor ofte kommer deres Ulykke over dem, naar Han i sin Vrede tildeler dem Lidelser?

18 blive de som Straa for Vinden, som Avner, hvilke Stormen bortstjæler?

19 Men Gud gjemmer hans Uret til hans Børn. Han vil betale ham, saa han skal fornemme det;

20 hans egne Øjne skal se hans Fordærvelse, og han selv skal drikke den Almægtigstes Vrede;

21 thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal ere afskaarne?

22 Dog, hvo vil lære Gud Visdom, Ham, som dømmer de HøjeP

23 Denne døer i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg,

24 hans Stalde vare fulde af Mælk, Marven i hans Ben var frisk;

25 men en anden maa dø med kummerfuld Sjæl; han har ej nydt det Gode;

26 de ligge tilsammen i Mulde; Orme dække dem.

27 Se, jeg kjender eders Tanker og eders Meninger, med hvilke I forurette mig;

28 thi I ville sige: Hvor er den Fornemmes Hus? hvor Teltet, hvor de Ugudelige boede?

29 har I ikke adspurgt Vandringsmændene, kjende I ikke deres Tegn?

30 Thi fra Ulykkens Dag unddrages den Onde, paa Vredens Dag bæres de til Graven;

31 hvem vil forelægge ham hans Vej for hans Ansigt; hvem vil betale ham, hvad han har gjort?

32 Han føres til Graven, og ved Gravhøjen lever hans Minde;

33 Dalens Jord smager ham vel; han drager al Verden efter sig; og paa dem, som gik foran ham, er intet Tal.

34 Hvorfor trøste I mig da saa forgjæves, og eders Svar forbliver uret.