Bibelen

III. De fem skjaldbøger
1. Jobs bog

Det 30de kapitel

Job skildrer i Modsætning dertil sin nærværende Ulykke.

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, hvis Fædre jeg ikke vilde agtet værdige til at sættes hos mine Faarehunde;

2 ja hvortil skulde deres Hænders Kraft hjælpe mig? den var forsvunden for Skrumpenhed;

3 visne af Mangel og Nød rode de om i Ørken, paa gamle Ødemark og Hede,

4 og rykke Katost op ved Buskene og Gyvelrødder til deres Føde;

5 de joges bort fra Folkets Midte; man skreg over dem som over Tyve;

6 i skumle Dale bo de, i Lergrave og Klippehuler;

7 imellem Buskene de skryde, under Tjørne flokkes de;

8 de Børn af Daarer og Æreløse, som vare drevne Ud af Landet;

9 men nu til Spottesang for dem jeg vorden er, er bleven dem til Snak;

10 de afsky mig, de holde sig langt fra mig og spare ej at spytte mig i mine Øine;

11 hver af dem har løst sin Tøjle og plager mig, ja kastet Bidslet bort for mine Øjnez

12 til Højre skyder der en Yngel op; de støde mine Fødder fra mig og bane deres Ulykkes Veje mod mig;

13 mine Stier brød de op, de hjalp til min Fordærvelse; der var ingen Hjælp imod dem;

l4 som gjennem viden Gab de trængte ind ; under Ødelæggelse de væltede frem. -

15 Rædsler ere vendte imod mig, som Stormvejr forfølge de min Herlighed; som Skyen svandt min Lykke;

16 saa nu udgyder sig min Sjæl i Taarer over mig, Jammerdage ramme mig;

17 om Natten gjennemstinges mine Ben, og de, som nage mig, de hvile ej;

18 med Heftighed har Sygen forvandlet sig til mit Klædebon; den omgjorder mig som Sømmen paa min Kjortel;

19 den kastede mig i Skarnet; jeg ligner Støv og Aske.

20 Jeg raaber til dig, du svarer mig ikke; jeg staaer for dig, og du agter ej paa mig;

21 du har forvandlet dig til at være haard imod mig; med din Haands Styrke staaer du mig imod;

22 du løfter mig op og lader mig fare med Vejret; du smelter al min Kraft;

23 thi jeg veed, du vil føre mig i Døden, til alle Levendes Forfamlingshus.

24 Mon dog Varmen intet formaaer; naar Han udrækker Haanden, er deres Raab, hvem Han fører i Nod, forgjæves?

25 Græd jeg da ikke med dem, som prøvede haarde Dage; ynkedes ej min Sjæl over den Fattige?

26 Dog, da jeg ventede Godt, kom det Onde; da jeg haabede Lyset, kom Mørket

27 Mine Indvolde koge i mig og stilles ikke; Jammerdage have overrasket mig;

28 sort vandrer jeg omkring, dog ej af Solen; jeg rejser mig og klager højt i Forsamlingen;

29 Broder er jeg bleven til Drager, og Strudsers Ven;

30 min Hud er bleven sort over mig, og mine Ben brænde af Hede;

31 min Harpe er stemt til Sorg, min Hyrdefløjte til Klagetoner!