Bibelen

2. Psalmerne

Den 104de kapitel

Lovsang over Guds Storhed i Skabningen

1 Min Sjæl! lov Herren! Herre, min Gud, du er saare stor, Højhed og Herlighed har du iført dig!

2 Han hyller sig i Lys som et Klædebon, han udspænder Himle som et Telt;

3han tømrer i Vandene sine Højsale; han gjør Skyer til sin Vogn, han farer paa Vejrets Vinger;

4 han gjør Vindene til sine Bud, lynende Jld til sine Tjenere;

5 han havde fæstet Jorden paa dens Grundvolde, saa den i al Evighed ikke skulde rokkes;

6 du skjulte den med Bolgen som med et Klæde, Vande stode over Bjerge;

7 for din Trusel flyede de, for din Tordenrøst hastede de bort;

8 til Bjærge hævede de sig, til Dale sænkedes de til det Sted, du havde grundlagt dem;

9 Grændse satte du, den de ej maatte gaa over, at de ikke atter skulde skjule Jorden. -

l0 Du lader Kilder opvælde i Dalene, de løbe mellem Bjerge ;

11 de give alle Markens vilde Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst;

l2 over dem bo Himlens Fugle, indefra Løvet synge de. -

l3 Han vander Bjerge fra sine Højsale, med Frugten af dine Gjerninger mættes Jorden.

l4 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste for at frembringe Brød af Jorden

15 og Vin, som glæder Menneske hjærter, saa hans Ansigt glindser mer end Olie, og Brød, som styrker Menneskehjærtet.

16 Herrens Træer mættes, Libanons Cedre, som han plantede;

17hvor Smaafuglene bygge Rede og Storken sin Bo i Fyrretræer;

18 høje Bjerge er for Stengederne, Klipper er Springharers Skjul. -

19 Han har skabt Maanen til Tidsbestemmelser, Solen kjender sin Nedgang;

20 du lader Mørke falde og Nat vorde, og i den kryber al Skovens Vildt frem,

21 de unge Løver, som brøle efter Ro, og for at søge deres Føde af Gud.

22 Solen gaaer op, de samle sig og ligge i deres Huler;

23 Mennesket gaaer ud til sin Gjerning og til sit Arbejd indtil Aften.

24 Herre, hvor mange ere dine Gjerninger, du gjorde dem alle viselig, Jorden er fuld af dit Eje.

25 Her er Havet, stort og vidt til begge Sider, der er en Vrimmel uden Tal, Dyr smaa med store,

26 der fare Skibe; der er Krokodilen, som du har skabt til at lege i det.

27 Alle vente de paa dig, at du vil give dem deres Føde i sin Tid;

28 du giver dem, de sanke op, du oplader din Haand, de mættes med Godt.

29 Du skjuler dit Ansigt, de forsærdes; du samler deres Aand, de dø, og vende tilbage til deres Støv.

30 Du udsender din Aand, saa skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig i sine Gjerninger!

32 Han som seer ned paa Jorden, og den skjælver, han rører ved Bjergene, og de ryge!

33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, synge min Gud Psalmer, medens jeg er til.

34 Min Tale tækkes ham! jeg vil glæde mig i Herren.

35 Syndere skal ophøre at være paa Jorden, og Ugudelige ej findes der mere. - Min Sjæl lov Herren! Halleluja!