Bibelen

2. Psalmerne

Den 115de kapitel

Den levende Gud og de døde Guder.

1 Ikke os, o Herre, ikke os men dit Navn giv Ære for din Kjærligheds og for din Sandheds Skyld!

2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er dog deres Gud? -

3 Vor Gud er i Himlene, han gjør alt, hvad ham behager.

4 Deres Afguder ere Selv og Guld, Menneskehænders Gjerning;

5 Mund har de, men de kan ikke tale; Øjne har de, men de kan ikke se;

6 Øren har de, men de kan ikke høre; Næse har de, men de kan ikke lugte;

7 deres Hænder, ja de kan ikke føle, deres Fødder, de kan ikke gaa, og med deres Strube kan de ikke tale!

8 Som dem skal deres Mestere blive, hver, som forlader sig paa dem.

9 Israel, forlad dig paa Herren, han er deres Hjælp og deres Skjold!

10 Arons Hus, forlader eder paa Herren, han er deres Hjælp og deres Skjold!

11 I, som frygte Herren, forlader eder paa Herren, han er deres Hjælp og deres Skjold!

12 Herren kom os ihu; han vil velsigne, han vil velsigne Israels Hus, han vil velsigne Arons Hus;

13 han vil velsigne dem, som frygte Herren, de Smaa med de Store.

14 Herren gjøre det fremdeles mod eder, mod eder og mod eders Børn!

15 Velsignede ere I af Herren, som skabte Himmel og Jord.

16 Himlene ere Herrens Himle, men Jorden gav han Menneskens Børn.

17 De Døde prise ikke Herren, ej heller de, som nedfare i Tavshjem;

18 men vi ville velsigne Herren fra nu af indtil evig Tid! Hallelnja!