Bibelen

2. Psalmerne

Den 139te kapitel

Gud kjender sin Gjerning.

1 Til Forsangeren. En Psalme af David. - Herre, du ransager og kjender mig;

2 hvad enten jeg sidder eller staaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langtfra;

3 min Gang og mit Leje eftersporer du, du kjender grandt alle mine Veje;

4 thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se Herre, du kjender dem alle;

5 bag og for omslutter du mig og holder din Haand over mig.

6 At forstaa dette er mig for underligt; det er mig for højt, jeg magter det ikke.

7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand, hvor skal jeg fly fra dit Aasyn?

8 Farer jeg op til Himlen, da er du der ; reder jeg Leje i Underverden, se, da er du der!

9 tog jeg Morgenrødens Vinger, og boede jeg ved det yderste Hav,

10 skulde din Haand ogsaa der føre mig, og din Højre holde mig fast;

11 og sagde jeg: Mørket maa dog skjule mig, saa er Natten Lys omkring mig;

12 end Mulmet mørkner ej for dig; Natten lyser som Dag, som Mørket saa er Lyset. -

13 Thi du har mine Nyrer i Eje, du dækkede mig i min Moders Liv.

14 Jeg vil prise dig, fordi jeg er vidunderlig Udmærket; underfulde er dine Gjerninger, min Sjæl erkjender det saare!

15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, da jeg skabtes i Løn, kunstelig virket i de jordiske Dybder.

16 Dine Øjne saae mig som Foster, i din Bog vare de opskrevne, alle de Dage, som skulde vorde, før een af dem var til.

17 Derfor, Almægtige, hvor dyrebare ere dine Tanker mig, hvor stort er Tallet paa dem!

18 Vilde jeg tælle dem, ere de fler end Sandskorn. Vaagner jeg, er jeg endnu hos dig.

19 Gid du, o Gud, vilde slaa den Ugudelige ihjel! og I Blodmænd, viger fra mig!

20 de ere dine Fjender, som tale skammelig om dig, som tage dit Navn forfængelig .

21 Mon jeg ikke skulde hade dem, dig hade, Herre! og ledes ved dem, som rejse sig mod dig?

22 Med et fuldkomment Had hader jeg dem, Fjender ere de blevne mig.

23 Ransag mig, Gud, og kjend mit Hjærte; prøv mig og kjend mine Tanker!

24 og se, om Smertens Vej er i mig, og før mig paa Evighedens Vej!